AT ÆSTETIKKEN har trange kår i velfærdsstaten i disse år, er hverken overraskende eller nyt. De dårlige vilkår for æstetik er nærmest en forudsætning for velfærdsstaten og dens fokus på konstant økonomisk og materiel vækst. Det nye er, at vi nu langsomt er begyndt at indse, at dette ensidige rationelle fokus på vækst måske er en fejlslutning. En fejlslutning, der har bragt velfærdsmodellen, sådan som vi kender den, i fare for kollaps. En slutning, der også er slutning for velfærdsstaten.Hvorfor nu det? Og hvad har æstetikken (som de fleste forbinder med ' det skønne') med velfærdsstatens kollaps at gøre?
VELFÆRDSSTATEN, som vi kender den i dag, ses ofte som et resultat af de sidste 100 års samfundshistorie. Hvad enten man regner velfærdsstatens start til K. K. Steinckes socialreform i 1933 eller til efterkrigstidens massive udbygning af nationen, var konstruktionen af den danske velfærdsmodel funderet i den klippefaste overbevisning, at man ved hjælp af planlægning, videnskab og rationalitet kunne udtænke det perfekte samfund fra de helt overordnede strukturerer og helt ned til mindste detalje. Man ville bringe orden i samfundsøkonomien, boligbyggeriet, familien og den sociale tryghed.
