POUL HENNINGSEN ville utvivlsomt sine omgivelser det bedste. Lys og luft i boligerne og det samme i livet og kunsten - alt oplyst af PH-lampen. Når man læser hans artikler og hans eneste større kulturmanifest, ' Hva' mæ kulturen?' fra 1933, bliver man slået af to ting: Hans tyrkertro på, hvad kunsten - malerkunsten ikke mindst - kunne udrette samfundsmæssigt, politisk og hans frenetiske had til det parti, hvis uvisnelige fortjeneste det er, at Danmark blev et så godt land at leve i for så mange. Nu først lidt om PH's kunstsyn.

I efterskriften til antologien 'Kritisk revy' (1963) kasserer han med et pennestrøg fortidens kunst. Han fordømmer f. eks. »tonerne fra Weyse, Hartmann og Gade«. Carl Nielsen slipper mirakuløst fri, skønt han jo også er fortid. »Der går en nogenlunde kort og lige vej fra Weyse, Hartmann og Gade til (melodi) grandprix-melodierne«, fastslog PH samme år i en Kronik i Politiken. »Al kunst... bevæger sig gennem årene ned mod det indholdsløse... Derfor ender den historiske kunst (det må så gælde al uaktuel kunst) tragisk nok ved siden af poppen«. Det er jo lodret nonsens.