Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lad skønheden miste lidt af sin værdi

Gennem de sidste måneder har jeg været forfatteren Christina Hagens dobbeltgænger. Med vores påfund ville vi tvinge folk til at diskutere den måde, hvorpå vi måler hinanden på udseendet.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I DE SIDSTE par måneder har jeg udgivet mig for at være en anden end den, jeg er.

Ved siden af mit studie har jeg haft et bijob som en anden kvinde. Jeg har været hendes ansigt udadtil. Jeg gik med til at spille rollen som den kønne blonde forfatter, der smiler sødt i avisen. Med andre ord gik jeg med til at påstå, at det betyder noget, hvordan man ser ud i medierne.

At måle på mange af de reaktioner, projektet fik, skulle man umiddelbart tro, at det var os - forfatter og body double - der var helt galt på den. Det var et selvoptaget påfund, det var forskruet, og det var i øvrigt et luksusproblem at ville diskutere udseende (vi skulle få os nogle rigtige problemer).

DET HAR IKKE været muligt for hverken Christina Hagen eller mig at blive godkendt til at problematisere det fokus, der ligger på udseende. Vores ærinde er i høj grad blevet beklikket, og vores udsagn om emnet er blevet reduceret til personlige komplekser. Andre emner får ikke samme behandling.

Du må gerne udtale dig om folkeskolen uden selv at være elev. Du må også gerne tale med om Gaza uden selv at have været der. Men når det kommer til at tale udseende generelt, bliver vinklen alligevel altid specifik. Udtalelserne bliver reduceret til den, der talers, personlige skrupler og dårlige selvværd. Eller også bliver de fejet af bordet, og du bliver trøstet af studieværten, der siger: Du er smuk - tak for i aften.

For mig har det været påfaldende, at folk på den ene side har stillet sig uforstående over for projektet. De har set på mig og sagt, at det var noget pjat, det, vi havde gang i, samtidig med at de sad med en iPhone i hånden og googlede Christina Hagen for finde et billede af fænomenet, så de selv kunne bedømme, om hun var køn eller grim.

Imit nærvær har folk - journalister, studieværter og andre - ikke haft noget problem med at diskutere, om det var Christina eller Sofie, der var flottest eller grimmest, som om de skulle vælge en sofa i Ikea.

Når jeg efterfølgende har fortalt det til andre; at jeg syntes, det var grænseoverskridende at blive talt om på den måde, sagde de, hver og én, familie, venner, kolleger: »Hvad fanden havde du regnet med!?«, »Det er medierne«, »Sådan er det«, »Det er jo gamet!« og alle de andre floskler, vi har hørt før. Og jo, jo, selvfølgelig.

Vi har selv bedt om det, som man siger, Christina og jeg. Vi har ønsket at få folk til at tale om udseende. Eller: at tale om, hvordan man tænker og taler om udseende.

Men hvad med alle de andre, der stiller sig frem i medierne eller deltager i en eller anden offentlig debat. Har de også selv bedt om det? Jeg har en naiv tro på, at der er en grænse et sted. At der simpelthen er noget, man ikke kan tillade sig at sige om andre, men jeg er desværre ikke stødt på den grænse endnu.

FOR ET STYKKE tid siden var der et mildt fokus på nogle af de mails/trusler, som kvindelige studieværter, journalister, forfattere, eller andre, der viser ansigt i medierne, dagligt modtager. Kommentarerne - på udseende og køn - var så heftige, at jeg fandt det mest chokerende, at der ikke straks blev iværksat en eller anden global indsats, der kunne bekæmpe det.

Men også her synes reaktionen at være: Ja, det er frygteligt. Men sådan er det jo.

At være Christina Hagen nogle få måneder har kun bekræftet mig i, at vi lever i et samfund, hvor udseende fylder så meget, at vi ikke engang bemærker det. Det er over det hele. Vi kan ikke længere høre, hvor meget vi taler om det, fordi det at forholde sig til andres fysiske fremtræden - i aviser, blade, fjernsyn - og højlydt kommentere på det er blevet til hvid støj. Det er sådan, vi taler sammen.

DET ER SELVFØLGELIG den yderste konsekvens af vores fiksering på udseende og krop, at der er nogen, som sender hadefulde og chikanerende mails. Men der foregår en form for accept af den adfærd, når vi selv uproblematisk hævder vores ret til at kommentere på studieværtens ansigt.

Og hvad så, kunne man spørge, kan det egentlig ikke være lige meget, om jeg siger, at den nye værtinde i ' Vild med havearbejde' er grimmere end den forrige, og OMG hvor ser hun dog ud med det hår.

Hun kan jo ikke høre, hvad jeg siger, når jeg sidder hjemme i sofaen torsdag aften.

Og er det ikke i orden at sidde hos frisøren og vende sider i Se og Hør, mens vi kommenterer på den ene og den andens krop i badetøj. De er jo på Bahamas, stjernerne.

De får aldrig at vide, at min frisør og jeg synes, at hende der har fået hængepatter, og at hende der har taget gevaldigt på.

Til alt dette vil jeg gerne svare nej. Nej, jeg synes ikke, det er lige meget. Jeg synes, det betyder noget, hvordan vi taler. Jeg synes ikke, det er ligegyldigt, hvad der står i avisen, eller hvad de viser i fjernsynet, og hvordan de gør det. Dette siger jeg - så uironisk som muligt - af hensyn til helt unge mennesker og af hensyn til børn. Hvor stormfuldendt det så end måtte lyde. For jo.

Danske børn er privilegerede børn. På mange måder. Men de skal også høre på meget lort fra de voksnes side.

Hvad nytter det, at lille Emma og Laura får at vide, at de skal elske sig selv, og at det er de indre værdier, der virkelig betyder noget, hvis de oplever deres forældre knevre løs om hende inde i fjernsynets frisure eller Helle Thornings hår og håndtaske.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

EN AF MINE veninder bekendtgjorde på et tidspunkt for sin familie, at hun ville bede dem lade være med at rose hendes 5-årige datter for hendes udseende og påklædning.

Ikke mere ' hvor er du smuk og fin, lille Clara', men mere ' hvor er det dejligt at være sammen med dig, lille Clara'.

Det vilde ved det projekt (for dét er lidt af et projekt) var, at familien stejlede. De syntes, det var underligt, og måske ville Clara føle sig unormal og grim, når hun ikke blev komplimenteret på normal vis.

Personligt synes jeg, det vil være tumpet af mig at uddybe, hvorfor familiens reaktion på komplimentprojektet rammer hovedet på sømmet in oh so many ways. Jeg vil blot sige, at det handler om magt og privilegier. At vi vil have lov til at komplimentere, lov til at definere og vurdere andre. Det er vores ret! Det er en helt legitim kommentar til forældres facebook-/instagrambilleder af piger ned til femårsalderen at skrive: Hun bliver farlig om ti år! Eller: Byen bliver usikker, når hun bliver større, watch out. Ingen tvivl om, at det er ment godt, men er det er da påfaldende, hvor nemt det falder voksne at finde det potentielt hotte i børn. Også selv om børnene ikke har spurgt os, om vi synes, de er lækre.

For at parafrasere lidt over et kendt citat, så er der ingen, der fødes med et ønske om at blive hotte og lækre og blive set. Men vi lærer hurtigt, at det er der, pointene kan hentes. Der er ikke nødvendigvis noget galt i at komplimentere små som større piger. Men jeg synes det er problematisk, hvis det altid skal være pigens primære måde at komme i kontakt med omverdenen på.

GENNEM MIT EGET liv er jeg blevet kaldt grim mange gange, men jeg er også blevet kaldt smuk. Måske ved jeg ikke så meget om, hvordan det for alvor er at være grim. Men jeg ved noget om den frygt og angst, der omgærder grimheden.

Jeg ved, hvordan vi taler om grimheden som en katastrofe. Intet under, at det mest succesfulde tv-koncept i mange år har været noget med tykke mennesker, der skal tabe sig. Her i nutiden er det ikke djævlen, der skal forsages, og det onde, der skal fordrives, men derimod det grimme.

Så klapper vi alle sammen, når det lykkes.

»Everyone has the right to feel beautiful«, har jeg engang læst i et blad eller på et produkt, og jeg kunne ikke være mere enig, men har man ikke også lov til at være grim? PÅ ET TIDSPUNKT lavede sæbeproducenten Dove en reklame, hvor kvinder med lidt mere sul på kroppen end vanligt stod og grinede i undertøj. Sloganet var noget med ' Real women, real beauty', og de fik meget opmærksomhed for den reklame.

Jeg er selv begejstret for diversitet, og jeg har mange gange brugt hashtagget # RedefineBeauty. Men det er også forkert at tro, vi kan løse problemet ved blot at omdefinere skønhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Dove-reklamen er problematisk, fordi den ubevidst fortæller os, at det er lykken at sælge showergel med sin krop. At dét burde være alle forundt. Den værdi, vi tillægger fysisk skønhed, forsvinder ikke, fordi vi hyrer nogle andre modeller eller kalder den grimme for smuk, så længe vi stadig fortæller kvinden, at det er topmålet af lykke at være uden på et produkt, så længe vi fortæller alle, at de skal gå ad skønhedens vej.

KUNNE VI i stedet lade skønhed miste lidt af sin værdi ved at tale mindre om den, fokusere på noget andet? Som en af mine veninder sagde til mig: »Jeg er glad for at være en køn pige. Men jeg ville ønske, det ikke føltes som det vigtigste i hele verden«. For hvem er den kønne pige, når hun ikke er køn længere? Jeg tror på, at vi kan finde en ny form for frihed, hvis vi ikke hele tiden skal tage stilling til andres udseende.

Ikke behøve at afgøre, om kvinden i fjernsynet er grim eller ej - simpelthen slippe for at vurdere, slippe for at like, for at kommentere. Hvis vi kunne formulere en alternativ vej til lykke end den, der kræver det umulige af alle: at være ung og smuk for evigt.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden