Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dansk familiepolitik er den nye kulturkamp

Der er alt for længe intet sket i dansk familiepolitik Her kommer en to-do-liste til Manu Sareen, som er den minister, der har magten til at bryde dødvandet.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

BØRNEFORÆLDRE KNOKLER på arbejdsmarkedet i en sådan grad, at det har resulteret i en kollektiv fortrængning af omsorgsopgaven i hjemmet. Der er nok at gøre for en visionær børne-og ligestillingsminister, men han kaster opgaven fra sig.

»Kan vi ikke gøre det lidt mindre stresset i den næste epoke af samfundets udvikling«, sagde statsminister Nyrup i en nytårstale for 15 år siden. Den med de trætte børn på mors cykel. Siden da er intet sket. Hvor en familie for et par generationer siden lagde 8 timer om dagen på arbejdsmarkedet, lægger den nu typisk 16 timer. Det kan mærkes. I stedet for gang på gang at skyde den familiepolitiske bold til hjørne, burde børne-og ligestillingsminister Manu Sareen sætte sig for bordenden og sige: Lad os hjælpe hinanden - arbejdsmarked, virksomheder, familier, civilsamfund, kommuner og stat - med at indfri Nyrups vision.

DANSK FAMILIEPOLITIK har været død i 15 år, mens nabolandene overhaler os. Stressen er blevet værre, især blandt de 25-45-årige kvinder. Danske forældre har europarekord i arbejdstid, når vi lægger mors og fars arbejdstid sammen. Krydspresset mellem stigende krav på arbejdsmarkedet og hjemme er blevet større. Familiers netværk er svækket af stigende mobilitet og urbanisering. 900.000 danskere har forhøjet stressniveau, og 35.000 af dem sygemeldes dagligt.

Kvinder, der vil prioritere familien, går på deltid - ofte med et flot eksamensbevis brændende i skrivebordsskuffen. Men ikke alle har den frihed. De næsten 200.000 enlige forsørgere har ofte ikke.

Dyre boliger, gæld og et usikkert arbejdsmarked forhindrer andre. De 10-20 procent af arbejdsstyrken med løse kontrakter tør ikke bede om nedsat tid for ikke at miste fodfæste. Fleksibelt arbejde og hjemmearbejde er en mulighed, men normalt ikke i produktions-og servicejobs.

Man kan ikke ekspedere i en butik eller filetere fisk hjemme fra stuen.

NÅR VI SER bort fra de få krævende og privilegerede, som synes at dominere debatten, så anstrenger unge familier sig til grænsen af deres formåen for at få kabalen til at gå op. Nogle kan gøre endnu mere: Bilen kan sælges, ferierne kan droppes, de voksne kan gå til mindfullness og lære at slappe af. Men når det er gjort, er der stadig et tidsregnskab, der ikke går op. Danskernes arbejdstid er stadig den højeste i Europa, når vi lægger fars og mors arbejdstid sammen. Det er tiden til omsorg, der mangler.

I ' Orientering' 5. august var jeg i debat med Manu Sareen, og det var tydeligt, at ministeren har problemer med at forstå, hvilke dele af den familiepolitiske opgave han selv kan løfte. Arbejdsmarkedets parter, virksomhederne, kommunerne og staten kan løfte hver sin del af den familiepolitiske opgave, så danskerne igen får lyst til at føde børn og kræfter til at være en familie (lige nu falder både fødselstal og fertilitet - og skilsmisseraten stiger lige så dramatisk). Men ministeren kan også gøre meget - faktisk en hel del.

HER KOMMER din to-do-liste, Manu Sareen: Først er der lovgivningen, som ministeren mener er, som den skal være. Det er den ikke. Hvis problemet i familierne er for lidt tid til at drage omsorg for hinanden, er det ikke nok at sørge for gode dagpasningstilbud, som han fastholder er hans eneste opgave som minister. Han bør skæve til Sverige, Norge, Finland, Island, Holland, Schweiz, Tyskland - ja, selv Frankrig, som familiepolitisk på flere områder er foran Danmark.

Ikke for familiernes blå øjnes skyld, ikke for at fedte for ' forkælede' vælgere, men simpelthen fordi det er god samfundsøkonomi: Vi kan ikke skabe et mere produktivt samfund, når samfundets grundenhed, familien, har det svært.

Det er muligt at ministeren helst vil sætte nogle forskere til at undersøge, hvad det gode børneliv er, men han behøver egentlig ikke at vente på resultatet. I vore nabolande ved de en del om, hvad der skal til. Her er en liste, som ministeren kan bruge, med ret stor sikkerhed for, at der er evidens for de gode resultater: -Start med at lovfæste ret til frihed, når børnene er syge som i eksempelvis Sverige.

I Sverige har det i 40 år været en ret at tage fri, når barnet er syg. Arbejdsgiverne betaler gerne via en forsikringsordning, for det kan betale sig med medarbejdere, der ikke skal lyve sig syge, når børnene skranter.

Hvert barn udløser ret til 60 sygedage om året. Erfaringen viser, at ordningen ikke bliver misbrugt. I Danmark er barns sygedag overenskomststof, ikke en universel rettighed.

-Ministeren kan fortsætte med at skæve til Sverige og Norge og indføre fleksibel børneorlov, som kan bruges, til barnet er omkring 8 år. Vi havde engang i Danmark omsorgsdage til mindre børn. De blev afskaffet - andre lande indførte dem. I Danmark har vi fået en længere barsel (og på nogle overenskomstområder er forholdene gode), men børn har brug for omsorg også efter etårsalderen. I Sverige udløser ét barn ret til 18 måneders omsorg på dagpenge, indtil barnet er 8 år. Bortset fra 60 dage øremærket hvert køn, kan månederne fordeles frit mellem far og mor. Børnetallet i Sverige stiger, mens det falder i Danmark.

-Det næste, ministeren kan gøre, er at indføre ret til deltid, indtil barnet er 8 år, ligesom i Sverige og Norge. I nogle overenskomster er retten til deltid nedfældet, men det bør være lovstof. Forældre med mindre børn bør have krav på nedsat tid.

I dag er det i visse brancher den direkte billet til en afskedigelse at bede om nedsat tid - eller du får ikke din kontrakt forlænget.

Vi har i dag et arbejdsmarked, hvor mellem 10 og 15 procent er ansat på løse kontrakter, og tallet stiger, især blandt de unge. Frygten for at miste sit job, hvis man beder om deltid, er derfor reel i mange unge familier.

-Dernæst kan ministeren undersøge, hvordan en tidsbank kan udvikles - en af anbefalingerne fra Familie-og Arbejdslivskommissionen i 2007. I alt 31 anbefalinger, der på nær 2 blev arkiveret lodret af 2 på hinanden følgende regeringer. En tidsbank behøver ikke at være bureaukratisk.

Den følger personen - skatteborgeren betaler selv. Antallet af arbejdstimer spares op i perioder, hvor personen kan arbejde mere end fuldtid - i andre perioder kan der arbejdes på deltid, men der oppebæres fuld løn. Arbejdsgiveren bliver ikke ramt. Jeg er ikke skatteekspert, men differencen må kunne reguleres over skatten. Hvis jeg arbejder mindre i en periode, betaler arbejdsgiveren mig mindre, men jeg kompenseres over skatten. Forældreskab kan eventuelt give ret til at stifte gæld i tidsbanken, som afbetales senere.

-Endelig bør alle ministerområderne have et familiepolitisk serviceeftersyn, ligesom vi i dag har lovkrav om ligestillingshensyn og miljøhensyn inden for alle ministerområder.

Vi må se på, om skattepolitik, arbejdsmarkedspolitik, socialpolitik, boligpolitik og transportpolitik trækker i retning af familiernes trivsel - eller modarbejder hinanden. For eksempel virker det absurd, at det skattefradrag, som gjorde det attraktivt at have hjemmearbejdsplads til gavn for familien, blev afskaffet igen. Fleksibilitet i arbejdslivet kan godt understøttes politisk. Det gælder også bredbånd og god mobildækning i yderområderne, så familier, der bor langt væk fra de store byområder, har mulighed for hjemmearbejdsdage.

Når ministeren er færdig med dette, kan han opfordre kommunerne til at tage deres del af den familiepolitiske opgave: -For det første kan han opfordre kommunerne til at sørge for, at mindst en institution i kommunen har åbent på skæve tidspunkter. En stor del af arbejdsstyrken arbejder aften og nat, og er man enlig forsørger, kommer barnet i klemme.

For at undgå, at børns ophold i denne type institutioner misbruges, kan der sættes en øvre grænse for, hvor meget de må bruges. Samtidig bør det i alle kommuner være muligt for forældre at have barnet i halvdagspasning. Flere og flere forældre ønsker at gå på nedsat tid eller at gå hjemme med et mindre barn og kan derfor hente det større barn tidligt. Desuden bør alle kommuner lette vejen for de forældre, der ønsker at arrangere hjemmepasning af hinandens børn.

TIL SIDST kan ministeren stille forslag om krav til virksomhedernes sociale bundlinje, herunder muligheder for hjemmearbejdsplads og flekstid (hvor det er muligt).

Han kan også indkalde arbejdsmarkedets parter til en drøftelse af, hvordan arbejdsmarkedet i højere grad kan indrettes, så det afspejler, at arbejdsstyrken befinder sig i vidt forskellige livsfaser.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De unge under 30, der endnu ikke har stiftet familie, kan og vil typisk arbejde meget. Ældre mennesker over 60 vil ikke nødvendigvis drosle ned, hvis de er sunde og raske. Men det vil de 70-årige måske.

De 45-60-årige vil ofte være en god og stabil arbejdsstyrke, der kan arbejde meget, fordi børnene er i vej. De 30-45-årige vil derimod, hvis de har familie, ofte have brug for at arbejde mindre - så hvorfor ikke lette presset på dem? Det er en forældet tanke, at den bedste præstation kommer fra en stresset familiefar. Og at man skal gøre sig gældende på arbejdsmarkedet, før man bliver 35.

LIVSFASEPOLITIK kræver nytænkning.

En ældre og en yngre medarbejder kan danne parløb, hvor den ene er mentor, og den anden bliver indsluset. De højtuddannede med små børn, ofte nyuddannede, er typisk bange for at blive sejlet agterud karrieremæssigt, hvis ikke de siger ja til forfremmelse. Så hvorfor ikke lade to af disse dele en lederstilling. To medarbejdere, som begge er nybagte forældre, kan ofte dele et job (som i Schweiz) - den ene arbejder mandag til onsdag og den anden onsdag til fredag. Eller som i Holland kan det gøres almindeligt accepteret, at fædre er på nedsat tid og har en ugentlig ' fardag'.

Hvis både mor og far har en ugedag hjemme, bliver familien igen en base for opdragelse og samvær - i stedet for som nu en banegård med tidsskemaer, uoverkommelig logistik og forældre, der er usikre og stressede. Hvilket går ud over børnene. Livsfasepolitik bør være det nye sort - en del af virksomhedernes corporate social responsibility. I Sverige vil virksomhederne gerne tage dette ansvar, fordi det kan ses på bundlinjen i form af færre sygedage. Ministeren kan lette processen ved at gå foran og adressere begrebet ' livsfasepolitik' i erhvervslivet.

DANSKERNE SKAL ikke arbejde mindre, men på andre tidspunkter i livet - og måske også i længere tid, fordi vi bliver ældre.

I dag er det de 30-40-årige med børn, der arbejder mest, mens de helt unge og de lidt ældre holdes ude. At aflaste forældrene kan åbne dørene for de unge, så de får lettere ved at komme ind på arbejdsmarkedet - og for de 45-60-årige, hvoraf mange kan og vil arbejde mere.

Det er dårlig samfundsøkonomi, at 35.000 hver dag er sygemeldte med stress, heraf rigtig mange kvinder med børn, og at flertallet af mellemledere i dag føler sig stresset, mange med børn.

Det er dårlig samfundsøkonomi, at børn belastes af for lange institutionsophold og at forældre ikke har overskud til at opdrage deres børn, så det overlades til skolen at klare adfærdsproblemer.

KÆRE MANU Sareen - debatten om børnefamilierne vil ikke gå væk! Det er starten på en værdikamp. En kulturkamp. En stille revolution. Vi har gennem de sidste 40 årtier sendt næsten alle kvinder ud på arbejdsmarkedet og i samme periode institutionaliseret og professionaliseret samfundets omsorgsopgaver. Men der findes omsorg, der ikke kan institutionaliseres: den nære omsorg, forældres omsorg for deres børn, for de gamle i familien og for hinanden. Vi har nået en grænse for, hvor stor en del af den menneskelige omsorg og kærlighed vi som samfund kan udlicitere.

Der er perioder i vores liv, hvor vi har særligt brug for at have tid til at yde omsorg.

I andre perioder af vores liv har vi lyst til og magter at give den gas og kan mageligt arbejde både 50 og 60 timer om ugen.

Vi står ved starten af en nødvendig fornyelse af vores velfærdssamfund, så det bliver både menneskeligt og økonomisk mere bæredygtigt. Rettidig omsorg for børnene, inden de bliver til problembørn, er kun en del af den. En erkendelse af, at vi lever længere og at de + 45-årige måske er dem, der arbejdsmæssigt kan give den mest gas, er en anden. En visionær politiker skal ikke bare administrere, men lede og motivere forandring: At det bør være socialt accepteret at prioritere familien, mens børnene er små. At det er muligt at sætte karrieren lidt på standby og komme igen. At det er vigtigt at have tid til relationer, nærmiljø og civilsamfund - at være nærværende og omsorgsfuld.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

VI MANGLER en erkendelse i vores konkurrencesamfund af, at alle vores præstationer som mennesker hviler på gode relationer.

Det er på tide, at vi stiller os selv spørgsmålet, om vi har råd til at forsømme det vigtigste i samfundet: omsorgen for hinanden. Det er på tide, at vi bruger vores teknologiske fremskridt til at skaffe os tid og overskud til hinanden - især børnene.

Et samfund med eksponentielt stigende stresskurver, flere og flere langtidssygemeldinger og psykisk syge og børn med stress, depressioner og selvskadende adfærd har store menneskelige omkostninger.

Men det er også rigtig dårlig samfundsøkonomi.

Og det er måske det sidste argument, der til sidst kan få politikerne til at lytte til alle os, der med Nyrup siger: »Kan vi ikke gøre det lidt mindre stresset i den næste epoke af samfundets udvikling?«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden