Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lad os skabe den skole, de unge fortjener

Der er masser af plads til forbedringer på ungdomsuddannelserne. Det er konklusionen efter et forskningsprojekt, som netop har undersøgt sagen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

TUSINDVIS AF unge påbegynder i disse uger en ny uddannelse på landets erhvervsskoler og gymnasier. Den skal i løbet af de næste år kvalificere dem til arbejdsmarkedet eller en videregående uddannelse.

De gør dermed deres for at efterleve den politiske målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en uddannelse. Helt så langt er man ikke kommet, for der mangler endnu små 10 procent i at nå målet.

En væsentlig grund er, at ikke alle, der begynder på en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse, fuldender den. Der er et betydeligt frafald. Det gælder især på erhvervsuddannelserne, men også de gymnasiale uddannelser lider under frafaldet. Det har selvfølgelig noget med elevernes baggrund at gøre. Det er nemlig et veletableret, og internationalt gældende, faktum, at negativ social arv slår hårdt igennem i uddannelsessystemet.

Det er for bekvemt at stoppe der.

Vi har gennemført systematiske analyser af ungdomsuddannelserne, hvor erhvervsskoler er sammenlignet med hinanden, hvor gymnasier er sammenlignet med hinanden, og hvor de danske ungdomsuddannelser er sammenlignet med andre OECD-landes. Logikken er at sammenligne de enkelte skoler med de bedste inden for deres kategori, vel at mærke efter at der er taget hensyn til, at skolerne har elever med meget forskellig socioøkonomisk baggrund. Logikken har også været at tage hensyn til, at eleverne - uanset deres sociale baggrund - forlader folkeskolen med forskellige faglige kvalifikationer.

DET ER to væsentlige forbehold, for den sociale baggrund og resultaterne fra folkeskolen bestemmer altså i meget høj grad, hvordan eleverne klarer sig. Samtidig spiller de sammen, så kombinationen af en svag baggrund og mindre gode karakterer får baggrunden til at slå endnu hårdere igennem på elevernes succes på ungdomsuddannelserne.

I det lys er det med et mildt udtryk foruroligende, at sandsynligheden for, at eleverne faktisk gennemfører en påbegyndt erhvervsuddannelse, varierer stærkt. På nogle skoler er sandsynligheden kun 40 procent, mens den på andre er 80.

For gymnasierne står det bedre til. Det gælder både det almene gymnasium og erhvervsgymnasierne. Ikke desto mindre er der en markant forskel mellem de gymnasier, der gør det bedst (95 procent gennemfører), og dem, der ligger i bunden (80 procent).

SKOLERNES varierende evne til at holde fast i de elever, der lige nu begynder på en uddannelse, er et væsentligt mål på, hvor gode skolerne er. Et andet mål er de faglige resultater. Det er forholdsvis nemt at gøre op for gymnasierne. De arbejder på samme platform, og der er kernefag, som går igen, og hvor elevernes præstationer bliver bedømt inden for en ramme, som i høj grad sikrer, at det, der er ens, bliver ens bedømt. Det er ikke muligt på erhvervsuddannelserne: Uddannelsesretningerne er mangfoldige, og sammenligninger mellem skolerne er altså tæt på umulige.

Derfor har vi alene vurderet gymnasiernes faglige løfteevne, altså deres evne til at hæve elevernes faglige præstationer ud over, hvad man kan forvente, når der er taget hensyn til både social baggrund og folkeskolens afgangsprøver. Konklusionen er, at skolerne ligger forholdsvis tæt på hinanden - og så alligevel.

For tager man karaktererne for skriftlige A-fags-eksaminer, varierer løftevnen i dansk mellem -0,2 og + 0,2 karakterpoint, og i matematik mellem -0,5 og + 0,5 karakterpoint, og en forskel i karaktergennemsnittet på 1 mellem de bedste og de ringeste er faktisk ikke så lidt på en skala, hvor de fleste får karakterer mellem 4 og 10.

Med andre ord er der noget at hente, hvad enten det drejer sig om bedre gennemførelse eller bedre faglige præstationer, hvis de mindre gode skoler kunne gøre det lige så godt som de ' bedste i klassen' eller, hvis man foretrækker managementdansk, tog ved lære af bedste praksis.

TANKEGANGEN forudsætter en systematisk viden om, hvad der adskiller de bedste skoler fra de skoler, der gør det mindre godt. Det gælder, hvad enten vi vurderer skolerne på deres evne til at fastholde eleverne, på deres faglige resultater (gymnasieuddannelserne), eller elevernes beskæftigelse (erhvervsuddannelserne).

Det er svært at komme helt til bunds i, men et billede af bedre praksis tegner sig alligevel.

Det er vigtigt at få det trukket op, for her er et felt, hvor det ikke skorter på hypoteser, fikse ideer og i sidste ende kontant interessepleje. Der er altså både nogle sandsynliggjorte sammenhænge og nogle andre felter, hvor der ikke er fundet sammenhænge. Det ene er lige så lærerigt som det andet, for de negative konklusioner kan aflive nogle af de fikse ideer.

TRE TING FORTJENER opmærksomhed.

Den første vedrører skolerne som organisatoriske enheder, eller helt specifikt de gymnasiale uddannelser. Det burde være tankevækkende, at skoler, som er præget af en vis og langsigtet stabilitet, opnår bedre faglige resultater for deres elever.

Det viser sig ved, at både lærernes og rektors anciennitet er højere. Men man kan ikke heraf slutte, at et gammelt lærerkorps er et aktiv.

Tværtimod er både gymnasieelevernes karakterer og erhvervsskoleelevernes beskæftigelseschancer dårligere, hvis lærerne bare er gamle. En personalepolitik, hvor rektor er tro mod sin skole, hvor lærerkorpset balancerer fornyelse og erfaring, og hvor lærerne ikke flygter efter første år, er altså et stærkt aktiv. Derimod er sådan noget som kvindeandelen blandt lærerne og rektors eget køn uden betydning.

DET ANDET forhold vedrører forholdet mellem skoleledelsen og lærerne. Det er rigtig indviklet, for det, der virker i én sammenhæng, har ikke nødvendigvis nogen effekt i en anden. Det kommer for en dag, når man ser på de ledelsesformer, som bliver oplevet og praktiseret på skolerne.

Populært udtrykt er ledelsen på ungdomsuddannelserne baseret på belønning af medarbejderne, på motivation til at trække på fælles hammel for at realisere skolens værdier eller på kontrol, hvor ledelsen slår ned på fejl og forsømmelser.

Lige så populært udtrykt er den sidste form for ledelse ofte fremstillet som gammeldags, mens de to første ledelsesformer repræsenterer hver sin form for moderne ledelse, baseret på henholdsvis tankesættet fra New Public Management og værdibaseret ledelse.

Hvad virker så? Resultaterne er på det punkt flertydige, idet forskellige ledelsesformer tilgodeser forskellige målsætninger.

En ledelse kan ved at belønne lærerne påvirke fastholdelsen af eleverne, og det er jo ikke så ringe, fordi den er et problem på især erhvervsuddannelserne. En ledelse, der klart prioriterer fastholdelsen af eleverne, trækker også skolens resultater i den retning. Skoler, hvor ledelse og lærere er enige i prioriteringen af faglige og fastholdelsesmæssige mål, har desuden grundlag for at praktisere en stærk værdibaseret ledelse. Men det er utvivlsomt et langt, sejt træk at sikre, at alle arbejder i samme retning, snarere end den magiske formular, som man sommetider kan få indtryk af.

FOR DET TREDJE slår elevernes sociale baggrund igennem, og det på tværs af uddannelserne og på alle tre målepunkter (fastholdelsen, de faglige resultater og beskæftigelsen). Det samme gælder den faglige ballast, de har med fra folkeskolen, altså efter at der er taget højde for forskelle i social baggrund. Det har to praktiske konsekvenser. Den ene er understregningen af, hvor vigtigt det er at indrette både folkeskolen og ungdomsuddannelserne, så deres undervisning effektivt støtter de socialt svage elever.

Den anden er, hvor vigtig folkeskolen er. Folkeskoler, der fagligt fungerer mindre godt, giver ganske enkelt deres elever et handikap, som de bringer med ind på deres ungdomsuddannelser, ja, i sidste ende med ud på arbejdsmarkedet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er skræmmende og viser, hvor meget der er på spil med den kombinerede folkeskole-og skoleledelsesreform.

FOLKESKOLENS afgørende betydning for ikke bare, hvor gode ungdomsuddannelserne er, men også for, hvor gode de kan blive, kommer klart frem ved en sammenligning med andre OECD-lande. Der er her et forbedringspotentiale på hele 21 procent, hvis man vurderer fastholdelsen i Danmark i forhold til bedste praksis i andre lande, og på 15 procent, hvis man i stedet ser på, hvor stor en andel af ungdomsårgang der får en ungdomsuddannelse.

Det er rigtig meget, men forskellen forsvinder i høj grad, hvis man i sammenligningen tager hensyn til elevernes resultater i læsning og matematik i Pisaundersøgelserne.

Det turde være en ringe trøst.

Den trøst bliver ikke bedre af, at de danske ungdomsuddannelser er dyre.

Det gælder især ved en sammenligning, som omfatter alle OECD-lande. Så er der ikke mindre end 27 procent at hente i besparelser ved sammenligning med de mest effektive. Men selv hvis man sammenligner med de andre nordiske lande, Benelux-landene, Storbritannien og Tyskland, er der op til 9 procent at hente i besparelser.

Man skal se de to resultater i sammenhæng; de viser, at man kan spare på ressourceforbruget, uden at det går ud over kvaliteten målt på både gennemførelsen og evnen til at få en høj andel af en ungdomsårgang ind i og igennem en ungdomsuddannelse.

ØKONOMISK ER de danske skoler underlagt en finansiering, som er baseret på taxametre. Det giver en høj grad af ensartethed og en høj grad af gennemsigtighed i de økonomiske vilkår for begge skoleformer.

Det har også sikret kontrol over enhedsomkostningerne. Spørgsmålet bliver dermed i højere grad, om ungdomsuddannelserne som helhed får for mange eller for få ressourcer i forhold til deres opgaver, end om nogle skoler har for mange ressourcer, mens andre har for få. De internationale sammenligninger indikerer, at man kunne gøre det samme med færre ressourcer, alternativt gøre det bedre med de ressourcer, skolerne har.

Alligevel viser vores analyser, at der inden for dette planøkonomiske system er forskelle med hensyn til ressourceudnyttelsen.

For de gymnasiale uddannelser er det faktisk muligt at sænke omkostningerne med omkring 7 procent, uden at det går ud over elevernes karakterer. En fjerdedel af skolerne har endog et effektiviseringspotentiale på over 10 procent, hvis de tog ved lære af de mest effektive skoler. Det er i den sammenhæng interessant, at skolernes prioritering af taxameterprovenuet spiller ind. Skoler, som bruger mere på undervisning end på ledelse, administration og service, har bedre resultater end skoler, der prioriterer omvendt.

I ENHVER DISKUSSION om velfærdspolitikken kommer spørgsmålet op, om man kan gøre ét, uden at det går ud over noget andet. Et typisk dilemma er påstanden om, at man ikke kan spare på ressourcerne, uden at det går ud over enten ligheden eller ydelsernes kvalitet. Vores analyser viser med al tydelighed, at det ikke gælder for ungdomsuddannelserne. Andre og meget sammenlignelige lande gør det således bedre end Danmark med lavere ressourceforbrug.

Nogle danske skoler er meget bedre end andre til at holde fast på deres elever, så de fuldfører deres uddannelse, og det til trods for at finansieringsmodellen sikrer dem meget ensartede vilkår. Og ser man på erhvervsuddannelserne, som har særligt store problemer med fastholdelsen, kunne man frygte, at en meget målrettet indsats for at få gennemførelsesprocenten op ville gå så meget ud over undervisningens kvalitet, at eleverne efter endt uddannelse fik svært ved at finde et job. Det er bare ikke tilfældet: Der er ingen tendens til lavere fagligt niveau på de skoler, der prioriterer og lykkes med at fastholde flere elever. Det er altså en ren vindersituation for både den enkelte elev og samfundet, hvis skolerne fastholder de elever, som de har optaget. Og husk nu, at nogle skoler ifølge vores sammenlignende analyse er i stand til det, og at denne præstation ikke alene hviler på, at de har et stærkere elevgrundlag, som er kommet bedre gennem folkeskolen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det bringer os tilbage til ledelses-og medarbejderforholdene på skolerne. Uddannelsesområdet har traditionelt været præget af en blanding af en stærk professionsfølelse parret med en stærk medarbejderindflydelse, der var baseret på centrale og detailregulerende overenskomster og tillidsmændenes centrale placering i forvaltningen af skolernes personalepolitik. Den model tog regeringen bakket op af et bredt politisk flertal et ordentligt livtag med sidste år, og skolerne er nu ved at gennemføre en helt ny model baseret på decentralisering og individuelle aftaler mellem ledelse og lærere.

Det giver nye muligheder, men det er endnu alt for tidligt at vurdere, om den nye model faktisk kommer til at virke efter den politiske hensigt.

DER ER MANGE forudsætninger for, at det lykkes. Ikke bare vanetænkning og magtbastioner udfordrer reformen. Det gælder også nogle læreres tøvende holdning over for samarbejde med en ledelse, der med ét har fået mandat til at lede gennem individuelle belønninger og fælles værdier og prioriteringer. De to ledelsesredskaber har ifølge analyserne forskellig virkning, når det drejer sig om fastholdelse, faglige resultater og fremtidig beskæftigelse, og vi fortsætter arbejdet med at undersøge sammenhængene mellem ledelse og resultater for at få bedre viden om, hvad der virker og ikke virker på ungdomsuddannelserne.

Uddannelsesinstitutionerne skal lære af hinanden, hvilket kræver systematiske sammenligninger. Om alt går vel, kan Danmark på sigt skabe bedre ungdomsuddannelser, for vores analyser viser, at lærere og ledere faktisk føler stor forpligtelse til at bidrage til netop dette. Og husk så endelig, at sektoren allerede har ressourcerne.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden