Tilbage til traditionstænkningen

Jeg er en kærestekedelig og konservativ ’92er. Jeg er ligeglad med Tinder. Og jeg er ligeglad med impulsiv liderlighed. Men jeg kan godt blive bekymret for, om min generation er på følelsesmæssigt vildspor.

Debat

HVEM VENTER overhovedet mere? I det traditionelle landbrugssamfund stod den længselsfulde landsbykvinde mange måneder og sendte håb ud på havet.

Hun længtes så meget, at hun dedikerede hele sit hjerte til manden på skibet.

Det er det, vi ved.

I dag er det anderledes: En facebookopdatering og fem snapshots senere er kvinden skredet. Med al sandsynlighed finder hun sig selv i fodenden af en fremmed mands seng ganske få timer senere.

Problemet er, at hun stadig er længselsfuld.

Faktisk er hun mere længselsfuld end nogensinde.

Er det her den øgede individualisering i det postmoderne samfund, sådan som Giddens og Ziehe og de andre beskriver den? Er individualisering et utålmodigt, misforstået selvrefleksionsprojekt? Hvorfor fanden venter kvinden ved havnen ikke? Og hvis hun fryser, kunne hun i så tilfælde da ikke bare gå hjem under dynen - alene? VI ER NØDT til at være ærlige over for hinanden.

Vedtage beslutninger for at kunne afgøre, hvad der videre må ske i de pressede postmoderne parforhold.

Vil du, eller vil du ikke være min kæreste? Tillid: Manden på havet - kaptajnen, sejleren, skipperen - hvor var han henne, når skibet ankom til en ny havn? Gik han fra borde og drak øl fra tønder med sit mandskab? Flød han rundt bag skæve bygninger i ukendte gader og befrugtede prostituerede? Adskilte han nogensinde sine berusede kønslige samvær fra den kærlighed, han følte for sin afklædte kvinde på hjemstavnen? Vi ved det ikke.

TILLID ER, når jeg siger til dig: Glem pornografiog engangsknalds i åbne forhold.

Du er min, og jeg vil give dig alt det, du kan rumme eller ikke turde tro på fandtes.

Men så skal du også vedkende dig mig den tillid. Se det ikke som en begrænsning - betragt mig som en forandring.

»Alle mænd gør det, jo,« siger min ven.

»Jeg er heller ikke imod porno. Jeg er bare imod det i mit parforhold. Desuden er det en tillidsbrist, når du som kvinde ikke tør stå ved den usikkerhed, du føler over din mands kvindekiggeri. Så er det pludselig ikke ham, der har gjort noget forkert. Det er dig.« »Vil du virkelig bryde ind i det lille private rum i hele lejligheden, som din kæreste har« spørger min ven igen, »jeg troede, du var en meget mere fri person«.

Håbløst konservativ - og i nogles øjne tarveligt besidderisk - er mit svar til min ven et JA.

Jeg vil gerne bryde ind i min partners private lille rum, når det vedrører den kvindelige seksualitet, jeg ønsker at føle i hans samvær.

Det kan i sig selv lyde som et tegn på øget individualisering og opprioritering af egne behov, men det er lige præcis det modsatte: Jeg er hans kvinde i kraft af både de følelser, jeg selv får for ham, og de følelser, han frembringer i mig.

Hvis vores relation misfarves af et tillidsproblem, bliver det svært for mig at give ham den kvinde, han har lyst til at elske - den kvinde, hvis øjne han engang fangede på en sær lørdag i juli.

Og ja, jeg er udmærket bevidst om mine romantiske tendenser.

NÅR JEG observerer kærlighedssamfundet, så ser jeg en ekstrem usikkerhed og noget, der til tider ligner et behov for at imødekomme forældede og for længst udraderede traditionelle værdier.

Giv mig kærestekombinationen af to mennesker, så er det mig ikke vigtigt, om den foregår mellem mand og kvinde eller kvinde og kvinde, mand eller mand.

Giv mig det evige ægteskab.

Giv mig kernefamilien og troen på ambitionen om at få det til at fungere. Lad mig aldrig ligge stille i uroligheder af noget, der ikke føles rigtigt, men mere af alt.

Giv mig troen på, at forhold kan vare for evigt og ikke behøves blive forstyrret af manualagtige virkelighedsbeskrivelser.

Jeg mener, lad os gifte os. Vi kan jo altid blive skilt igen.

Stærkt ironiseret naturligvis.

I SOMMERENmødte jeg en ung herre med hat. Han vandrede stædigt rundt i mine indre refleksionsrum og stillede spørgsmål til kærlighed og parforholdet.

Eller også gjorde jeg.

I al fald hed han Søren -Søren Kierkegaard.

Jeg læste ' Forførerens dagbog' over ganske kort tid og citerede efterfølgende de bedste linjer i en ekstern skrivebog.

I ' Forførerens dagbog' blev jeg præsenteret for det spil, jeg også føler genspejlet imin 2014-virkelighed.

Det er et spil, hvor man uærligt vurderer hinanden efter første date og kunstigt forsøger at trække spændingen eller skabe suspense for at opnå interesse.

Jeg har mødt mange af den slags tænkere før. Det imponerede mig ikke.

Giv mig i stedet en mand, som tør fortælle mig, at han vil mig. Og hvis han ikke vil mig, så lad mig vide det.

Ønsket kan forklares i en enkel samtale, jeg engang havde med en romance.

»Jeg har fået kolde fødder,« sagde han.

»Vil du låne et par sokker?« Spurgte jeg.

Han svarede: »Nej tak. Jeg har mine egne.

« Bagefter forsøgte vi at klargøre, om vi skulle være noget. Det skulle vi ikke.

JEG VIL TILBAGE til traditionstænkningen.

En selektiv størrelsessammenhæng, naturligvis, for der findes meget snævre syn på kønsroller tilbage i tiden, som bestemt ikke svarer til de tanker, jeg har om et traditionsorienteret kæresteforhold.

Paradoksalt nok finder jeg en progression i at tænke regressivt.

I et lokalsamfund er det de faste vante rammer, der er vigtige. Interessen for hinanden er påkrævet og konstant relevant.

Det er en slags primær socialisering, jeg søger. Hvis vi bliver ude på landet og lader de andre om at urbanisere ind til byen, så kan vi leve uden for trafiklysenes larm og forblive hinandens i løbet af dagen.

Det er ikke, fordi jeg vil gemme os. Jeg vil bare så gerne værne om det skrøbelige stillads, vi lige har opstillet. Når vi har repareret lidt på det, kan vi drive med de andre ind til de asfalterede gader. Men først må vi fokusere os stærke på hinanden.

DET HANDLER om fokus! Hvor hører jeg om mange forliste parforhold, fordi der ikke ydes tilstrækkelig interesse for hinanden.

Hold nu op med at kigge efter andre kvinder, når du samtidig beundrer den dame, der venter hjemme i jeres lejlighed.

Overfør din energi på at redde det eventyr, du og din kæreste engang formede for hinanden, i stedet for at stå og mumle udtalt interesse for kvinder, du end ikke ønsker at gøre bekendtskab.

Når jeg spørger de her mænd, siger de: »Jeg er så glad for min pige derhjemme.

Men hende her hun er SÅ flot«. Og Gud Fader bevares, selvfølgelig må vi drømme.

Men når det to uger efter resulterer i et afgjort break-up, fordi kærestepigen ikke har følt sig anerkendt nok og nu er faldet i armene på en anden mand, så undrer det mig jo ikke.

Er det ikke af pligtmål at forsøge at fange en ubalanceret kærlighedstilstand, inden forholdet forliser - for begge parter i forholdet? Hvis altså man er virkelig glad for hinanden? Skal man bare give op og påstå, at nå ja, når man er ung, så bør man alligevel ikke have en kæreste hele tiden. Så mister man sin ungdom? Mister man sin ungdom? Det må være løgn! Siden jeg fyldte fjorten, har jeg været i lange kæresteforhold. Ingen af dem har haft hverken relevans eller betydning for hinanden. Jeg har holdt meget af at være i de forskellige situationer - men nydt individuelt.

At min vilde ungdomsperiode som kæresteløs maksimalt varede et halvt år, før jeg straks forelskede mig komplet igen, er jeg fuldt ud tilfreds med.

Måske er jeg bare kærestetypen? Og det har jeg det fint med.

Der er ingen, der fortæller mig, at jeg skal have lyst til at rejse mindre ud i verden (jeg tager da bare min kærlighed med!) Og hvad angår de seksuelle aspekter, har det aldrig været kedeligt, for den tillid, et længerevarende parforhold kan afføde, åbner (på eget initiativ) et katalog af muligheder for skør, hæmningsløs, upåvirket og ærlig sex. Dog uden katalog.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

IMANUEL KANT udtaler følgende: »Vi lever på en kugle, og på en kugle er der den logik, at du ikke kan bevæge dig væk fra andre. Hvis afstanden øges på ene side af kuglen, mindskes den tilsvarende på den anden side.

På baggrund af Jordens rundhed, må det være naturens idé, at vi skal have fælles foreninger for menneskeheden.« Ja, gud fanden bliver jeg angst for ikke at være tilstrækkelig. Jeg bliver bange for rutiner, og jeg bliver bange for at miste rutinerne. Men jeg er nødt til at anerkende, når jeg bliver forelsket og behandle det sandfærdigt. Det er trods alt mine følelser, jeg dealer med. Så er jeg villig til at være kærestekedelig og blive i mit eventyr. For evigt.

»Hvad med hende her« spørger jeg min gode ven.

På profilbilledet fylder pigen benzin på sin bil og kigger kælent op i kameralinsen.

Han svarer: »Du bestemmer.« Så det gør jeg. Jeg saboterer muligheden for at lade prinsen møde prinsessen i Tinderland. Måske.

Hvad er Tinder egentlig, vil jeg gerne vide. Min ven forklarer mig om sin selektive dating-app, der gennem billeder giver ham mulighed for at frasortere og udvælge kvinder, afhængigt af om han finder kvinderne attraktive eller ej.

»Så det er et slags kærestekatalog, der komplet ignorerer indre værdier« spørger jeg overrasket.

Min ven smiler: »Jeg tror, at mange af Tinders brugere har en profil der af andre grunde end kærlighed.« Jeg tænker lidt over det: Ville jeg selv have sådan en profil, hvis jeg ikke havde en kæreste? Det ved jeg ikke, for jeg har en kæreste.

Og der er intet i vejen med at være single.

Soloartist. Enmandsmedlem af staten.

Men der er alligevel alle disse tåbelige rutiner og måder at gøre ting på i offentligheden, som fortæller, hvilken civilstand man har. Hvis du gør sådan, har du ikke en kæreste. Hvis du ikke gør sådan, er du helt sikkert single. Det er en tosset gætteleg, der normbestemmer kontekster, man egentlig bare selv vil beslutte, om man har lyst til eller ej.

Dette oplevede jeg for nylig på en småsen fredag nat i epicentret af Aarhus' festliv.

Jeg ville ud at danse. Og jeg ville danse med ham, jeg er i parforhold med.

I en venskabelig og kærlighedsfarvet rytmisk bevægelse befandt vi os spontant i centrum af sultne diskoteksturister, lykkeligt frisatte og kronisk kærlighedsforvirrede universitetsstuderende.

En pige passerede os i et arrigt toneleje og kommenterede vredt på situationen, da hun fnysende konstaterede følgende til min kæreste: »Du kan jo lige så godt tage hende med hjem med det samme«. Hun refererede til mig.

Hvad betød det? Jo, den fremmede gæst havde foretaget en klar analyse af situationen: På dansegulvet stod en dreng og en pige og snuppede lette kys fra hinanden. De måtte altså lige have mødt hinanden, og nu dansede de en parringsdans som forret til det engangsknald, de senere skulle hjem at gøre til hovedret. Men min adfærd var ikke en manifestation. Jeg ville bare danse.

Og kysse. Jeg ville kysse min kæreste.

Er jeg nu hårdt ramt af frustration? Nej. Jeg kan godt forstå hende. Selvfølgelig troede hun ikke, at dette scenario kunne ske for et partnerskab, hvor man skiftes til at tømme opvasken eller tage skraldeposen i en lille lejlighed på Trøjborg.

Dansegulvet er nemlig normalt kun dedikeret til gode venner og engangsknald.

LIGE SIDEN jeg fyldte atten, har det været sådan: Nogle mænd er til auktion i hjørnerne af festens lokaler og byder højere og højere på stilletopstyltede piger, der om søndagen drikker kamillete med farmor i kolonihavehuset.

På natklubben Shen Mao vrider en lyshåret pige sig i skødet på en slikhårsbesat fyr denne weekend, og jeg lader, som om jeg ikke kender hende, selv om vi har arbejdet sammen i et år. Det gør jeg bare for at gøre situationen mindre akavet for alle parter. Hun ville ikke ane, hvordan hun skulle præsentere sin date. Og han ville ikke vide, hvad han skulle gøre af sig selv. Det ved jeg.

Jeg er ligeglad med Tinder. Og jeg er ligeglad med impulsiv liderlighed.

Men jeg er ikke ligeglad med sex. Og selv om jeg synes, at sex er sjovt, så synes jeg ikke, det er for sjov. Jeg tager det faktisk meget alvorligt.

Måske er koblingen, at jeg blev sat til livs i et benzinprustende ækvatorvarmt Vestindien.

Jeg kender ikke mine biologiske forældre og ej heller deres intentioner med mig, og en gang imellem flår det min selvbevidsthed i stykker. For hvem er jeg så? Jeg tænker også en del på det - ligegyldig sex: Gad vide, om min biologiske mor toogtyve år efter min entre har glemt min biologiske far - og er jeg i så fald også glemt?

Derfor distancerer jeg mig fra den ure-flekterede tilgang til sex og angsten for parforhold, som jeg ofte møder i og uden for mit netværk. Den der holdning med at skride om morgenen uden at lægge en besked - eller vente fem dage, før man besvarer en sms - bare for at virke som den, der har magten.

Jeg har besluttet mig for, at jeg aldrig vil have ligegyldig sex.

Men det behøver jeg jo heller ikke. Jeg har min Nichlas.

DER FINDES unge, som er så veloplagte i deres individuelle kærlighedsrejse, at de ikke interesserer sig for deres egen fortid eller den nye partners fortid. Jeg ønsker, at jeg en gang imellem kunne føle sådan.

Der står ikke noget i mine adoptionspapirer om, hvorvidt mine biologiske livgivere var forelskede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Til gengæld ved jeg, at min far Søren og mor Susanne elsker hinanden. Det har de gjort i 39 år, og derfor ringer jeg til dem hver dag og bliver bekræftet i, at den findes.

Den evige kærlighed.

»Du kan også få den,« siger min mor uden at sige det. Bagefter drikker vi et glas cola og jeg fortæller en anekdote. Så ler vi. Det er altid godt at komme hjem på landet til de solide værdier, som jeg savner i den svulmende storby. Selv om det selvfølgelig bare er Aarhus, jeg bor i.

TILBAGE TIL kvinden ved havet.

Havde jeg været til stede på det givne tidspunkt, ville jeg have pakket hende en kurv med varm te og et rart tæppe. Måske også en avis.

Bagefter ville jeg vikle hende ind i min beundring og sige: Kære medmenneske.

Jeg respekterer og anerkender din tro på, at din mand vender tilbage. Jeg forstår, at han er din store kærlighed, og jeg håber snart, at du vil se hans skib ude på havet.

Tak. Tak, fordi du inspirerer mig og min tid til at tro på lange trygge parforhold!«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden