Solen skinner, jeg er mødt ind på min afdeling med otte beboere. Hr. Hansen er døende og har brug for intensiv pleje. Han er bange og griber ud efter mig, når jeg går. Øjnene er vildfarne med store pupiller. Han spørger skælvende: »Hvor er jeg henne? Hvad skal der ske?«. Jeg er nødt til at gå, telefonen bipper. Demente hr. Sørensen er i elevatoren. Sidst han gik, nåede han ud til vejen, tæt på at gå ud på kørebanen. Tanken får mig til at gyse, bare han ikke er gået ud af elevatoren.

Jeg går forbi spisebordet. Nogle beboere sidder tilbage færdige med middagsmaden. Det har de været den sidste halve time. Jeg har bare ikke haft tid til at sidde og skabe socialt samvær med dem; det havde jeg heller ikke tid til ved morgenmaden. Det er svært at få otte beboere til at spise samtidigt, når jeg er ene om at yde pleje og få dem alle op af sengen.