Jeg er en af de personer, som studerer, fordi samfundet har indrettet et masseuniversitet. Fordi jeg er opvokset i et samfund, hvor man får at vide, at man kan blive lige, hvad man vil. Fordi jeg havde en dansklærer, der i 4. klasse sagde til mig, at jeg da skulle på gymnasiet.
Jeg anede ikke, hvad gymnasiet var. Havde aldrig hørt om det før, men fra den dag vidste jeg, at det var det, jeg skulle.
Men jeg passer ikke ind. Jeg taler ikke deres sprog. Jeg forsøger at lære det, men lige meget hvad jeg gør, hører jeg ikke hjemme. Jeg prøver. Jeg faker det. Bare de ikke opdager mig.
Hvis universiteterne ikke kan rumme dygtige mennesker, fordi de ikke hjemmefra har lært, hvad det vil sige at studere, så har vi i sandhed slået fejl
Signe Grandt Adsersen
Det går mig på, at jeg ikke i talesprog kan finde ud af forskellen på hans og sin. Lige meget hvor meget jeg prøver, bliver jeg ved med at forbytte dem. Og jeg bander. I min opvækst var det fandeme ikke særlig vigtigt, om man talte korrekt; bare man fik sagt det, man ville sige.
Jeg vil gerne være ligeglad, jeg burde være ligeglad, men jeg er det ikke. Jeg vil passe ind. Jeg vil være akademiker. Jeg ønsker mig en væg fyldt med bøger. Jeg misunder mine medstuderende, der er opvokset i akademikerfamilier, og jeg forestiller mig lange samtaler ved spisebordet om historie, kunst og litteratur, selv om jeg objektivt set ved, at det er en romantisering af fænomenet.
Tag ikke fejl. Jeg skammer mig ikke over min familie. Min mor er et fantastisk menneske. Min far knokler som en hest. Jeg skammer mig over mig selv. Det er mig, der burde læse mere. Jeg burde vide mere. Hvorfor ser jeg serier, når jeg kunne læse en bog? Hvorfor spiser jeg foran fjernsynet? Jeg er så skammeligt udannet.
Jeg ville bare gerne være dygtig. Det var det, jeg kunne. Jeg kunne finde ud af at gå i skole. Men nu hvor jeg står på nippet til at blive jurist, får jeg igen og igen smidt i hovedet, at jeg ikke hører til. Masseuniversitetet er fejlslået. Undervisere på forskellige universiteter melder om lavere niveau. Det eneste, jeg hører, er: Æblet falder ikke langt fra stammen. Jeg skulle være blevet i min socialklasse.
Jeg anerkender, at masseuniversitetet har problemer. Jeg anerkender, at jeg ikke har lært hjemmefra, hvad det vil sige at læse på universitetet. Hvordan kunne jeg lære det? Min mor havde ingen uddannelse. Det var ikke værdier, der var vigtige.
Det vigtigste i min familie, som jeg har fået fortalt gang på gang, er, at jeg skal være lykkelig, og så er det ikke så vigtigt, hvad jeg laver. Det er sympatisk.
Min mor er et meget sympatisk menneske, men hun kunne ikke lære mig en akademisk tankegang. Skulle jeg så være blevet i den socialklasse, hvor jeg hører til? Måske. Det havde bestemt gjort livet lettere. Men det kunne også være, at skolesystemet er indrettet på en sådan måde, at børn som mig, der elskede at læse og lære, ikke får muligheden for at lære den akademiske måde.
Løsningen er ikke at dømme masseuniversitetet dødt. Hvis universiteterne ikke kan rumme dygtige mennesker, fordi de ikke hjemmefra har lært, hvad det vil sige at studere, så har vi i sandhed slået fejl.
Hvorfor miste en sådan ressource, fordi vi ikke vil tage kampen op? Løsningen er heller ikke at sænke niveauet. Tværtimod. Niveauet bør højnes.
Skriv kommentar