Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Helt almindelige unge ender nu også på gaden

Det er unge, som ligner vores egne børn, og som kommer ud af middelklassen, der nu også er udsatte, siger forsker.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»En del af de unge, der lever på kanten af samfundet i dag, kommer ikke fra klassisk udsatte socialgrupper, sådan som vi ellers har været vant til. De kommer fra alle mulige familier, pæne middelklassefamilier for eksempel. Jeg er sikker på, at vi kun har set starten på noget, som er meget større, end man umiddelbart skulle tro, og jeg synes, det er enormt skræmmende, at udsathed er blevet en meget bredere problemstilling de senere år«.

Sådan lyder det fra lektor Noemi Katznelson, der leder Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet i København. Sammen med to kolleger, Niels Ulrik Sørensen og Helene Jørgensen, har hun netop udgivet rapporten ’Hvem er de unge på kanten af det danske samfund?’, der klarlægger, hvem de unge hjemløse, psykisk syge, misbrugere og andre udsatte er. Forskerne har spurgt de unge selv, og rapporten giver indblik i liv, som man ikke umiddelbart skulle tro leves i Danmark.

Under overfladen

Siden kontanthjælpsreformen trådte i kraft, vurderes der at være ca. 30.000 unge mellem 18 og 29 år, der er såkaldt aktivitetsparate, dvs. hverken job- eller uddannelsesparate. Det omfatter unge fra meget udsatte familier, men også en ny type udsat, der fuldstændig bryder med det, vi er vant til at se.

De drømmer jo om at kunne slå til og lykkes og klare sig. Om stadigvæk at kunne tage hjem til familien og sige 'det går okay', selv om de står i lort til halsen.

»Denne gruppe unge kan man ikke umiddelbart genkende, for de gør alt for at opretholde en normalitet med pænt tøj som alle andre. De kan sidde på biblioteket eller banegården eller andre offentlige steder og se helt normale ud, og kun hvis man virkelig holder øje, vil man opdage, at de har haft det samme tøj på fire dage i træk. Det er unge, som ligner vores egne børn, og som kommer ud af middelklassen. Men kradser man bare en lille smule i overfladen, ser man eksempelvis unge, som intet netværk har, og som ikke har nogen ordentlig kontakt med familie, der kan bruges til noget. Alt, hvad de ejer, kan være i en taske«.

Hvorfor er det så vigtigt at opretholde en normalitet, hvis de har det så skidt?

»De drømmer jo om at kunne slå til og lykkes og klare sig. Om stadigvæk at kunne tage hjem til familien og sige 'det går okay', selv om de står i lort til halsen. Når de besøger deres familie, vil de ikke blive og sove, selv om de ikke har noget sted at bo, for de vil ikke være til ulejlighed. De skammer sig over at være den, der er faldet ved siden af, og over ikke at slå til«.

Hvorfor ser vi det ske nu?

»Der er et enormt stort pres på de unge i dag. Der er både nogle psykologiske og kulturelle faktorer, der handler om, at vi i dag har en forventning om, at du skal ligne en succes, du skal se godt ud, have det rigtige tøj, de rigtige gadgets, de rigtige venner, og på de sociale medier skal du se ud, som om du har det fede, gode, sjove liv. Det er meget nemt at falde igennem. Også i skolen«.

I skolen?

Der skal så lidt til, før de unge begynder at sortere sig selv fra. Og så begynder det psykisk at gå i kludder for dem, fordi de hele tiden oplever, at de ikke er gode nok

»Unge har en oplevelse af, at skolen er en slags stoleleg, hvor der ikke er plads til alle. For uddannelsessystemet sender et dobbelt signal om, at vi gerne vil have alle med, men samtidig er der ekstremt meget fokus på præstationer. Der er hele tiden en fornemmelse af, at man også her kan blive smidt af. Det er virkelig nemt at føle sig som en fiasko i dag, fordi normalitetsbegrebet har ændret sig og er blevet mere snævert«.

Hvordan ser du det?

»Det perfekte er normen i dag. Man skal have 12-taller i stedet for 4-taller. Der skal så lidt til, før de unge begynder at sortere sig selv fra. Og så begynder det psykisk at gå i kludder for dem, fordi de hele tiden oplever, at de ikke er gode nok«.

Politikken rammer skævt

Ifølge Noemi Katznelson producerer den generelle samfundsudvikling nye muligheder, men også nye marginaliseringsformer. Hun mener, at politikernes strategi om at gøre det tydeligt for de unge, at samfundet har behov for dem, og at det er vigtigt, at alle får en uddannelse, er rigtig. Men der er også en fare ved den måde, det foregår på i dag.

»Det er helt rigtigt, at politikerne melder ud til de unge, at vi har brug for dem; at vi gerne vil dem, og at vi gerne vil stille nogle krav til dem. Men politikken glipper, for de krav, vi stiller om ordinær uddannelse og beskæftigelse, er simpelthen alt for langt væk fra, hvad de unge er i stand til, der hvor de er. Det politiske krav om uddannelse er godt for mange, men de her unge bliver voldsomt klemt i det krav, og risikoen for, at de unge får endnu en fiasko, er stor«.

Men hvordan kan kravene være for store – der er jo mange forskellige muligheder for uddannelse i dag?

»Mentalt er der for langt til at tage en ordinær uddannelse, når de spørgsmål, der optager en, handler om: ’Hvor skal jeg sove i nat? Hvad skal jeg spise? Får jeg tæv af de to stiknarkomaner, jeg sover lige ved siden af – og som i øvrigt har stjålet alt, hvad jeg har, fordi jeg bor på et herberg, hvor der kun er voksne?’ Det er benhårdt og så barskt at være på gaden eller isoleret i en lejlighed uden noget at stå op til; og at tro, at de her unge skal lave langvarige strategier for deres uddannelse og liv, holder ikke på den korte bane. Det kommer ikke til at ske«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men skal sådan en gruppe udsatte, som kommer fra bl.a. middelklassen, ikke bare tage sig sammen?

»Det giver ikke mening, at en ung pige, der er indlagt på psykiatrisk afdeling i weekenden, bruger hverdagene på jobcentret, hvor hun prøver på at skrive frem på cv’et, at hun gerne vil være psykolog. Vi er nødt til at udvide vores forestilling om, hvad der er værdige jobs og værdige muligheder«.

Det skal gå stærkt nu

Ifølge Noemi Katznelson ved forskerne ikke, hvor mange unge marginaliserede der findes. For de er ikke lette at spotte, og mange sover ikke på herberger. Samtidig ved ingen, hvorfor de unge pludselig falder igennem systemerne.

»Når vi snakker med dem, fortæller de om det her ungdomsliv som ét, hvor man partout skal lykkes. Så det starter tit med, at de oplever, de er en fiasko, og at de mentalt begynder at krakelere. Så får de psykiske problemer, stress, depressioner eller lignende og mister krogen i det normale, og så begynder det at kikse med uddannelsen. Det kan også være nogle, der allerede i udskolingen begynder at være lidt ligeglade med skolen og blive væk. Der bliver måske holdt nogle møder, men det er ikke for alvor noget, der får skovlen under problemerne. Denne her undersøgelse efterlader os med spørgsmålet om hvorfor«.

Når man ikke ved, hvor mange det drejer sig om, og man ikke ved, hvorfor de falder igennem, hvordan kan man så ændre det?

»Vi er nødt til at fange dem, der falder ud af uddannelsessystemet i 7., 8., 9. klasse. Man kunne godt gøre det til en politisk målsætning, at ingen unge bare må passe sig selv. De skal være i gang med et forløb og en proces, hvor vi ved, de har retning mod at udvikle deres handlerum og mulighed«.

Det er virkelig en falliterklæring, at vi har nogle unge, der falder ud af folkeskolen.

»Det er virkelig en falliterklæring, at vi har nogle unge, der falder ud af folkeskolen. Og så taber vi dem bare. Hvis man ikke engang har en grundskoleeksamen med sig, er det virkelig skidt. Men her har vi mulighed for at finde dem. I skolen ved vi trods alt, at de er væk. Men vi får ikke gjort nok, og hjælpen kommer for langsomt, og vi kigger de forkerte steder hen«.

Hvad mener du?

»Det er svært ikke at blive bekymret, når de her unge så mærkbart efterlyser hjælp og ikke oplever at få den, fordi de ikke bliver opdaget. Vi kommer lynhurtigt til at fokusere på de unge, vi i forvejen ved har sociale problemer, og det skal vi selvfølgelig også, men vi skal måske i stigende grad også have blik for andre grupper af unge. Faren kan være, at vi kigger på hele den eksisterende sociale indsats, som er rettet mod socialt udsatte familier, som vi kender, og udsathed, som vi kender den«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men har vi overhovedet mulighed for at gøre noget ved problemet?

»Jeg tænker faktisk, vi har mulighed for at redde nogle unge her. Hvis vi gør det hurtigt og tilbyder dem nogle veje og nogle perspektiver, kan vi gøre noget. Der er alligevel forskel på at være 24 år og ikke have tag over hovedet og kun have levet på gaden i fire måneder og så at være rigtig hærdet. Men det går stærkt nu, så vi skal skynde os«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden