Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Flæske

Siden serien ’Med mig SELV i centrum’ blev sat i gang for to uger siden, er det strømmet ind med tekster i genren autofiktion. Dette er redaktionens første valg. ’Flæske’ er historien om en af den slags oplevelser fra barndommen, som aldrig slipper sit tag.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

LUKAS VAR skidegod til fodbold. Han gik altid rundt i sin bolsjestribede Barcelonatrøje og driblede med en bold. Alle i skolen kaldte ham Laudrup. Alle undtagen mig. Jeg hadede fodbold, og jeg hadede min storebror. Så jeg smadrede hans højre ben til træning en forårsdag i 1991. Jeg taklede ham med stålskrueknopperne forrest, så blodet sprøjtede til alle sider.

Det var fedt.

Lukas var 13 år og havde lige fået bumser.

Når jeg børstede tænder på badeværelset om morgenen, stod han og klemte sine bumser ud foran spejlet. Han blev pissesur, når hans pande eksploderede i gul betændelse. Så smed han mig ud og smækkede døren i med et brag.

Lukas var som forvandlet. Han gad ikke lege gemmeleg. Det var slut med at gå på æblerov hos naboen, og vi købte ikke længere slik sammen nede hos bageren.

Nu var han kun sammen med Yamaha-Keld, der røg grøn Cecil og kørte rundt på en sort-orange Yamaha-knallert, der var tunet.

LUKAS OG jeg var tit oppe at slås. Nogle gange vandt jeg kampene ved at sætte mig på hans benede bryst. Han sprællede som en gal på de kolde fliser i bryggerset, men han kunne ikke vriste sig fri af min krop. Jeg vejede dobbelt så meget som mine kammerater i skolen. Jeg var ikke fed. Måske lidt buttet og kraftigt bygget, men ikke fed.

Jeg nød at se ham ligge dér, som et mast insekt. Jeg blev siddende, til han faldt ned. Der kunne gå flere minutter.

Nogle gange kunne han ikke få luft. Det var et trick, jeg forsøgte ikke at falde for.

Men en dag gik det galt. Efter at have kvast hans ben satte jeg mig oven på ham, og pludselig holdt han op med at trække vejret.

DET VAR min 11-års fødselsdag. Mor havde købt wienerbrød og sang fødselsdagssange, mens hun dækkede bord. Lukas var morgensur. Han havde hverken tid til at spise morgenmad eller synge for mig.

Han havde en aftale med Yamaha-Keld, som ville køre ham til træning.

Mor vidste ikke, at jeg hadede fodbold.

Så jeg fik skinnende nye Adidas-fodboldstøvler med stålskrueknopper i bunden.

Dem kunne Lukas også godt tænke sig.

Han blev endnu mere sur, da jeg pakkede støvlerne ud af æsken.

' Til Jan fra Lukas og Mor' stod der på kortet. Der var ingen hilsen fra Far.

Lukas mumlede tillykke og skyndte sig ud ad døren med sine slidte Adidas-støvler i sportstasken og et rundstykke uden smør. Jeg spiste hurtigt det sidste stykke wienerbrød i den hvide bagerpose og gik ud for at lede efter ham. Jeg tog mine blanke fodboldstøvler på. De var alt for store til mig, og jeg sejlede rundt i dem.

FORÅRSSOLEN skinnede højt på himlen, køerne græssede på naboens mark og Lukas og Yamaha-Keld tissede på det elektriske hegn. Jeg var nysgerrig og gik langsomt hen til dem. Køerne stod ikke så tæt på hegnet. Alligevel lykkedes det Yamaha-Keld at ramme bagdelen af en kalv med sin lange stråle. Kalven løb hurtigt hen til sin mor.

»Hvad laver I?«, sagde jeg.

Yamaha-Keld kiggede irriteret på mig og så hen på Lukas. Jeg havde tydeligvis ødelagt hans koncentration i konkurrencen.

Det handlede om at pisse længst ud på marken.

»Hvem er han?«. »Hvem?«, sagde Lukas. Han vendte sig om og kiggede på mig med døde øjne.

»Ham tyksakken der!«, grinede Yamaha-Keld og pegede med sin lange skelet-finger.

»Nå, ham. Det er min lillebror«, sukkede Lukas.

Han vendte sig om igen og kiggede ned på sin pisgule stråle, der stadig stod i en kraftig bue hen over kokasserne på marken.

»Han har sgu et hoved som en fodbold«, skraldgrinede Yamaha-Keld.

»Fortæl mig noget, jeg ikke ved«, sagde Lukas.

»Okay«, fniste Yamaha-Keld. »Har jeg nævnt, at han er kuglefed?«. Lukas nikkede og holdt op med at tisse.

»Skrid nu hjem! Kan du ikke se, at vi står og pisser?«, fnyste Lukas med ryggen til mig. »Det er ikke nemt at koncentrere sig, når du står der og stirrer«. »Ja, lad nu de voksne være i fred, ikke Flæske?«, sagde Yamaha-Keld.

Lukas vendte sig om og grinede kort ad mit nye øgenavn.

»Flæske! Flæske! Flæske!«, skreg Yamaha-Keld højt og gennemtrængende.

Jeg begyndte at hyle som en stukket gris. Jeg kunne næsten ikke få vejret. Så meget græd jeg. Det var ikke noget, Lukas kunne lide. Men han sagde intet til Yamaha-Keld.

»Smut nu hjem til mor, og spis noget wienerbrød«, sagde Lukas.

»Der er ikke mere tilbage«, snøftede jeg.

»Tag det nu roligt«, sagde Yamaha-Keld, der pludselig blev venlig i stemmen.

Lukas kiggede forbavset på ham.

»Din lillebror græder. Kan du ikke se det?«, sagde han og trak sine bukser op.

»Jo«, sagde Lukas, der rødmede kraftigt i sit bumsede ansigt og lignede én, der havde fået skældud.

»Vil du gerne prøve?«, sagde Yamaha- Keld og tog mig om skulderen.

»Hvad?«, sagde jeg.

Yamaha-Keld pegede på det elektriske hegn, der dryppede af varmt tis.

»Må jeg være med?«, sagde jeg glad.

»Selvfølgelig må du det!«. »Det er ikke farligt, vel?«. »Nej, selvfølgelig er det ikke det. Prøv at se den her, sagde han og trak ned i sine hvide underbukser, så jeg kunne se hans tissemand.

»Den er fuldstændig, som den skal være.

Og mere til. Det siger kællingerne hver eneste gang«, stønnede han med et selvtilfreds smil.

JEG GIK FREM mod hegnet, lynede ned og hev min tissemand frem. En lille rynket flap, som alle drengene i omklædningsrummet havde en mening om. Jeg var altid den sidste, der gik i bad på skolen. Jeg ventede, til de andre var færdige og ude ad døren. Nogle gange gik jeg i bad derhjemme.

Jeg sagde bare, at jeg havde glemt mit håndklæde. Men det var der ingen, der troede på.

Yamaha-Keld så på den i et kort øjeblik og holdt hånden over sin mund. Hans kæber dirrede. Og pludselig var han væk.

Jeg kiggede ud på de drøvtyggende køer og tissede en lang stråle ud på hegnet. Jeg var så stolt og lettet over, at jeg endelig måtte lege med. Jeg kunne høre en svag summen i hegnet. Og jeg nåede ikke at reagere, inden det var for sent.

Stødet gjorde ondt. Jeg tissede ikke længere på hegnet, men direkte ned i mine underbukser.

Yamaha-Keld rullede rundt i græsset i en krampagtig latter. Lukas grinede ikke.

Han gik ind i et lille skur bag naboens lade og slog strømmen fra. Han så trist ud, da han kom tilbage. Det bemærkede Yamaha-Keld med det samme.

»Hvorfor hænger du sådan med skuffen?«, sagde han.

Lukas svarede ikke.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Se lige der! Flæske har pisset i bukserne«, sagde han og pegede på mine våde underbukser.

Lukas trak på skuldrene. Han virkede ligeglad. Yamaha-Keld blev mere ondsindet.

»Flæske ser sulten ud«, sagde Yamaha-Keld. »Synes du ikke?«. »Måske«, sagde Lukas.

»Vi er nødt til at give ham noget mad!«, sagde Yamaha-Keld og blinkede med det ene øje.

»Røvhuller!«, råbte jeg og gav dem fingeren.

JEG LØB, ALT hvad jeg kunne, med bukserne halvt nede om knæene. De indhentede mig midt ude på marken, hvor jeg gled i en indtørret kokasse. De tvang mig til at sluge en flue, der lå i Lukas' hånd.

Yamaha-Keld holdt mig, og Lukas slap fluen, der sprællede livligt. Jeg ville ikke åbne min mund. Men Yamaha-Keld tændte en grøn Cecil og holdt den tæt ind mod min kind. Jeg brækkede mig, da fluen landede på tungen og forsvandt ned i svælget.

Herefter kørte de af sted på Yamaha-Kelds knallert. Jeg besluttede mig for at gå hele vejen op til skolen i mine Adidasstøvler.

Jeg tog dem først af, da jeg kom ind på banen. Lukas var allerede i gang med at spille bold. Det var bare lidt træning inden søndagens vigtige kamp mod rivalerne fra Løgstrup. Men Lukas hadede at tabe og gik meget op i at vinde alle træningskampene.

Jeg stillede mig bag målet ved klubhuset.

Det var Lukas, som satte holdet.

Træneren var luddoven. Ude på sidelinjen havde han altid travlt med at spise et stort hvidt franskbrød. Udhulet og proppet med flødeboller. I skraldespanden foran omklædningsrummet lå der tit en rest af brødet, som jeg spiste i skjul.

»LAUDRUP! Jeg er fri!«, råbte en af Lukas' medspillere.

Lukas afleverede aldrig bolden til andre.

Han havde lige snydt et par modstandere med snævre driblinger i højre side af banen. Målmanden var på en ordentlig skovtur. Lukas skulle bare sætte en kontrolleret inderside på, og så ville bolden langsomt trille i mål.

Men det nåede han aldrig. Jeg løb ind i straffesparksfeltet i mine hvide strømpesokker og stjal bolden for næsen af ham.

»Nej, for helvede! Hvad laver du?«, råbte han og tog sig til hovedet.

Yamaha-Keld grinede med sin karakteristiske ru stemme. Han spillede ikke fodbold.

Det kunne han ikke finde ud af. Han sad på sin knallert ved klubhuset og lavede ringe af cigaretrøg. Lukas hev bolden ud af hænderne på mig.

»Grib!«, råbte Lukas og sparkede hårdt til bolden. Den ramte mig lige i maven, så jeg fik en puster.

»Hvorfor gjorde du det?«, stønnede jeg og tog mig til maven.

Jeg kunne næsten ikke få luft.

»Hvorfor ikke?«, sagde han og så hadefuldt på mig. Du kan da umuligt have mærket den bold, Flæske!«.

DET VAR første gang, at Lukas kaldte mig Flæske. Pludselig sortnede det for mine øjne. Jeg tog den ene fodboldstøvle på og gik direkte efter hans højre ben. Lukas skyder bedst med sin højre fod. Jeg taklede hårdt med stålskrueknopperne forrest.

Jeg trampede flere gange ned på hans ankel. Nu var det Lukas, der skreg som en stukket gris. Man kunne se lidt af knoglen i det åbne sår, og der var en masse blod. Træneren gumlede ikke længere på sit udhulede franskbrød.

Så satte jeg mig oven på Lukas. Det føltes godt. Han hostede i tørre hug og lå med det hvide vendt ud af øjnene. Jeg kiggede ned på ham og var sikker på, at han pludselig ville bryde ud i latter og fortælle mig, hvor åndssvag jeg var, fordi jeg var hoppet på verdens ældste trick.

Men han rystede over hele kroppen og havde fråde om munden.

Efter et par minutter så det ud, som om han ikke længere trak vejret. Jeg blev bange og fik det dårligt. Jeg brækkede en klump wienerbrød op i en stråle, der var så kraftig, at den ramte nettet i målet.

Træneren løb rundt om sig selv inde i straffesparksfeltet, mens han råbte efter hjælp. Det er det sidste, jeg husker, så besvimede jeg.

JEG VAR sikker på, at det hele var en drøm, da jeg vågnede tidligt næste morgen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men Lukas lå inde i sin seng med benet i gips. Han havde stadig sin blodplettede Barcelona-trøje på. Han pillede i sine bumser i panden og skulede til mig. Jeg skyndte mig ned ad trappen og hentede mine Adidas-støvler, som mor havde stillet i bryggerset. Da jeg vendte tilbage, var Lukas faldet i søvn. Jeg listede mig ind på værelset og lagde støvlerne oven på hans dyne.

JEG VÆKKEDE Lukas og kiggede ham lige ind i øjnene.

»Her!«, sagde jeg. »De er alt for store til mig«. »Tak«, sagde Lukas med små øjne og løftede langsomt sit højre ben.

Jeg rørte forsigtigt den tørre gips, hvid som nyfalden sne.

»Vil du skrive på benet?«, sagde Lukas.

Jeg kiggede overrasket på ham.

»Må jeg?«. »Ja«. »Hvad skal jeg skrive?«. »Det bestemmer du da selv, dit lille fjols. Han smilede sit gamle rævesmil.

»O. k.«, sagde jeg og gik ind på mit værelse for at finde en tusch. Jeg satte mig på hug ved Lukas' seng og skrev med store røde bogstaver: TIL LAUDRUP FRA LILLEBROR.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden