Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Philip Ytournel

Tegning: Philip Ytournel

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Drop valget og lad os trække lod

Mistilliden til politikerne er nu så stor, at vi er nødt til at ændre demokratiet radikalt.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Demokratiet i den vestlige verden befinder sig i en dyb tillidskrise, og hvis ikke vi gør noget drastisk for at ændre på det, vil systemet kollapse med udbredt uro til følge. Det første, vi må gøre op med, er valgene«.

Sådan lyder det opsigtsvækkende opråb fra den 43-årige belgiske kulturhistoriker, arkæolog og prisbelønnede forfatter David Van Reybrouk, der i bogen ’Imod valg’ udpeger parlamentsvalg og folkeafstemninger som demokratiets værste fjender. Bogen udkom tidligere i år på dansk.

Frie valg betragter vi normalt som en grundpille i demokratiet. Hvad er problemet?

»Valg har faktisk aldrig været et særligt demokratisk instrument. Filosofiske tekster fra Aristoteles og Montesquieu og en lang række historiske nedslag viser, at valg oprindelig blev opfattet som en aristokratisk procedure for eliten – f.eks. en lukket forsamling af kardinaler, der skulle vælge en ny pave. Mennesket har da også kun benyttet sig af valg i 200 år ud af de 3.000 år, vi har forsøgt os med demokrati. I det lys er valg en demokratisk kuriositet. Alligevel bilder vi os i dag ind, at ’valg’ er synonymt med ’demokrati’, og vi kan i vores valgfundamentalisme nærmest ikke forestille os det anderledes«.

Valgfundamentalisme?

»Ja, vi har en fastgroet forestilling om, at valg er den eneste måde at praktisere demokrati på. Dét vel at mærke selv om utilfredsheden med det politiske system og tilliden til de folkevalgte er helt i bund. Selv i Danmark, der normalt scorer højt i tillidsmålinger, ser vi nu en udbredt utilfredshed med politikerne. Vi dyrker altså valgene, men foragter de folkevalgte. Men hvad nu, hvis valgene er en del af problemet?«.

Hvordan kan valgene være et problem?

»Se på det sådan her: Vi har aldrig været bedre uddannet, vi har aldrig haft nemmere ved at blive informeret om samfundet og aldrig haft bedre redskaber til at udtrykke os og dele os efter anskuelser. Bare se, hvad der sker på Facebook og Twitter: Folk taler – hvis de ikke ligefrem råber – politiske budskaber døgnet rundt. Alligevel er vores politiske indflydelse begrænset til en valgprocedure, der er over 200 år gammel, og som kun inddrager os med flere års mellemrum, og som stammer fra en tid, da det tog en uge at sende en besked fra den ene ende af landet til den anden«.

»Resultatet er, at systemet i mange lande er ved at miste sin legitimitet. Folk vil simpelthen ikke finde sig i, at de ikke har mere at skulle have sagt, og de føler ikke, at politikerne lytter til dem. Og det gør politikerne ofte heller ikke. I mange politikeres øjne består den brede masse af irrationelle mennesker med radikale holdninger, der skriver med versaler på Facebook. Modreaktionen fra masserne er tydelig: Populistiske protestpartier stormer frem i det meste af Europa«.

Hvis folk er sure, kan de melde sig ind i et parti og stille op til Folketinget, og vi andre kan stemme på dem, hvis vi er enige. Forklar mig lige igen, hvorfor det ikke er demokratisk?

»Kan alle over 18 år virkelig blive medlem af Folketinget i Danmark? Så fortæl mig lige, hvor mange danskere der har en lang videregående uddannelse?«.

Omkring 7 procent ...

»Og hvor mange folketingsmedlemmer har en lang videregående uddannelse?«.

Jeg ved godt, at det lyder skørt, men Montesquieu lød også skør i manges ører, da han i 1700-tallet formulerede sine tanker om det moderne demokrati. Sjovt nok var kritikken af ham og andre demokrati-fornyere den samme, som jeg møder i dag

Over 60 procent ...

»Der kan du bare se. Ideen om, at alle har lige muligheder for at blive politiker i dag, har simpelthen ikke hold i virkeligheden. Ordet ’election’ (valg, red.) har samme etymologiske rødder som ’elite’, og det giver god mening, for det er og bliver eliten, vi vælger, når vi går til valg. Det har været en stor succes igennem mange år, og alene dét, at flere har fået stemmeret, har stillet den demokratiske sult igennem de sidste hundrede år. Men nu ser det ud, som om sulten er på vej tilbage. Det er ikke længere nok for folket bare at stemme. Vi har akut behov for at opdatere vores styresystem«.

Gamle demokratier er stædige

De demokratiske valg er ifølge David Van Reybrouck ikke alene skyld i stigende politikerlede. De handlingslammer også politikerne, som får stadig sværere ved at træffe vigtige og langsigtede beslutninger.

»Et demokrati, der er baseret på valg, kan ikke håndtere de store problemer, samfundet står over for i dag, f.eks. klimaforandringerne. Dertil er politikerne alt for fokuserede på næste valg. For første gang i historien lever vi nu i en periode, hvor næste valg er vigtigere end det foregående. Tidligere var det sådan, at man efter et valg fik et mandat på fire år, og først i de sidste fire måneder af valgperioden begyndte man at tænke frem mod næste valg. Men takket være mediernes konstante fokus på politikernes gøren og laden er kampagnetilstanden blevet permanent. Dagen efter et valg starter næste valgkamp, og politikerne er yderst påpasselige med at træffe upopulære, men nødvendige beslutninger«.

Det er et noget dystert billede, du tegner. Overser du ikke, at politikere rent faktisk træffer upopulære beslutninger af og til, og at et stort flertal i befolkningen rent faktisk stemmer ved valgene – mange betragter ligefrem valgdagen som en demokratisk festdag?

Vi kan se fra bl.a. nævningeting i retssager, hvor borgere også udtrækkes ved lodtrækning, at de er meget dedikerede. Endelig er der den store fordel ved lægfolk, at de er frie til at træffe beslutninger

»Festdag? Det er da næsten rørende, hvis danskerne opfatter valgdagen som en fest. Hvis alle danskere er enige om, at jeres demokrati fungerer, som det skal, og at det ikke behøver at tilpasse sig det 21. århundrede, så fint med mig. Jeg kan bare se, at der også i Danmark er en meget ringe tillid til de politiske institutioner. Danmark kan glæde sig over at være et modent og solidt nordvestligt demokrati. Men netop fordi det er så solidt, bliver det også nemt stædigt og insisterende på, at den model, der har virket hidtil, vil virke i al fremtid. Men demokratiet er ikke en konstant, og valgene er ikke en trylleformular«.

Hvad frygter du, der vil ske, hvis ikke vi løsriver os fra valgdemokratiet?

»Det er svært at forudsige, men vi ser jo allerede fascistiske tendenser inden for EU’s grænser i f.eks. Grækenland og Ungarn. I Frankrig hersker der et rasende had til politikere, og kløften mellem den politiske klasse og folket fortsætter med at vokse i en grad, I slet ikke kan begribe i Nordeuropa. Når jeg taler med politiske bevægelser i Frankrig, er der i dag en udbredt opfattelse af, at det nuværende demokratiske system vil kollapse. Om der ligefrem er en ny fransk revolution på vej, ved jeg ikke. Men er godt bud er, at vi fremover vil se stigende politisk uro inden for EU, og opblomstringen af populistiske partier er nok kun begyndelsen. Danmark vil dog næppe være et af de lande, hvor sammenbruddet manifesterer sig først«.

Almindelige borgere er frie

Skal folks tillid til det politiske system genoprettes, er det afgørende, at de føler, at de har noget at skulle have sagt. Ifølge Reybrouk vil det ske, hvis man giver et repræsentativt udsnit af befolkningen plads i parlamentet og giver dem et reelt mandat til at gennemføre lovgivning. Han forklarer med en metafor:

»Man kan betragte samfundet som en have, og midt i haven står et hus, hvori alle beslutninger bliver truffet. Som det foregår i dag, kan borgerne samle sig i forhaven, hvis de er utilfredse med den førte politik, og de stærkeste borgergrupper kan måske nå helt frem til døren og banke på for at sende et signal til dem inde i huset. Men borgerne kommer aldrig indenfor. Haven har også en gartner – ombudsmanden – der af og til tager en snak med naboerne og lægger øre til deres fortrædeligheder, men igen foregår det hele udenfor i haven. En sjælden gang imellem åbner politikerne i huset et vindue på klem og kaster et fikst og færdigt lovforslag ud til folket, som de kan kaste sig frådende over og sige ja eller nej til. Ellers forbliver dørene og vinduerne i lovgivningens hus hermetisk lukkede. Ingen slipper ind – ikke engang gennem kattelemmen. Jeg synes ærligt talt, det er på høje tid, at lovgiverne åbner hoveddøren og lader folk komme indenfor«.

Så folk skal være med til at lovgive. Hvordan havde du i praksis forestillet dig, at det skulle foregå?

»Jeg siger ikke, at alle valg skal afskaffes i morgen, og måske behøver de aldrig at forsvinde helt. Jeg forestiller mig, at man til at begynde med udvider det repræsentative demokrati, så parlamentet både vil bestå af politikere, der som i dag vælges af befolkningen, og borgere, der findes ved lodtrækning. Præcis hvordan magten mellem de to kamre skal fordeles, hvor mange de skal være, og hvor længe de skal sidde ad gangen, har jeg ikke svar på. Det må hvert enkelt land finde ud af skridt for skridt«.

Et folketing udpeget ved lodtrækning – er du seriøs?

»Absolut. Lodtrækning bruges allerede i vid udstrækning i moderne demokratier i de utallige meningsmålinger, der præger den politiske dagsorden. Desværre forudsætter meningsmålinger ikke, at folk har nogen som helst viden om de emner, de bliver spurgt om, og alligevel bliver deres svar ofte udslagsgivende for den førte politik. Gør man derimod lodtrækning til en del af det repræsentative demokrati, vil man kunne spørge folk, hvad de mener om et emne, efter de har tilegnet sig viden om det. Dét er selve grundtanken med at engagere borgere ved lodtrækning: Man får et bredt og repræsentativt udsnit af befolkningen til på et oplyst grundlag at tage stilling til de emner, samfundet står over for«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Folkeoplysning er jo allerede en central del af demokratiet; ved folkeafstemninger bliver der f.eks. brugt adskillige millioner kroner på at informere borgerne om det sagsforhold, der stemmes om. Hvorfor er den model ikke god nok?

»Folkeafstemninger lider jo af samme problem som meningsmålinger: Folk har ofte ikke sat sig ordentligt ind i, hvad de svarer på. Tag f.eks. folkeafstemningen om udkastet til den europæiske forfatningstraktat i Holland (i 2005, red.), hvor man spurgte samtlige hollændere, om de var for eller imod de 800 siders teknisk lovgivningstekst, der dengang lå på bordet. Mindre end 1 promille af befolkningen havde læst den tekst. Det var så dumt! Det gør mig vred bare at tænke på det«.

Hvem havde du tænkt dig skulle kunne udtrækkes til dette ’folkeparlament’? Vil man f.eks. skulle melde sig som kandidat, hvis man var interesseret, eller skulle alle i princippet kunne udtrækkes som magthaver?

»Det er gode spørgsmål, som jeg ikke har endeligt svar på. Men jeg forestiller mig, at man kunne have begge dele; et mindre panel, som består af borgere, der er udtrukket, efter at de har meldt sig som kandidater, og som sidder i en periode og deltager i lovgivningsarbejdet side om side med de valgte politikere. Og så et større panel, der består af folk, der udtrækkes til kun at sidde en dag og tage stilling til en enkelt sag«.

»Problemet ved, at man skal melde sig som kandidat først, er selvfølgelig, at vi risikerer at ende med en stor flok gråhårede, velhavende og veluddannede mænd. Det vil altså primært være den ressourcestærke elite, der stiller op, og så er vi slået tilbage til start. Borgerinddragelsen er altså nødt til at rekruttere bredt«.

Hvorfor skulle tilfældigt udtrukne borgere være bedre til at lede landet end de politikere, vi har i dag, hvoraf mange har stærke ideologier i ryggen?

»Almindelige borgere har skam også stærke ideer om, hvordan samfundet bør indrettes. De er eksperter i deres eget liv og er allerede magthavere i deres eget lille mikrosamfund. Men selvfølgelig er der forskel på at træffe beslutning om, hvor man skal holde familiens næste ferie, og på at udforme landets pensionssystem. Det er klart«.

Så du anerkender, at der med din model er en overhængende fare for, at inkompetente personer uden politisk indsigt eller interesse bliver udtrukket til at lede landet?

»Er det da din overbevisning, at der med det nuværende valgsystem ikke findes inkompetente politikere? Come on. Parlamentsvalg udelukker ikke, at inkompetente personer kommer til magten. Til gengæld kan vi være helt sikre på, at de politikere, vi ender med at vælge, udgør et meget skævt udsnit af befolkningens sammensætning. Det vil ikke ske, hvis vi finder magthaverne ved lodtrækning«.

Men meget politik er jo yderst kompliceret stof. Kan vi regne med, at hr. og fru Jensen kan finde ud af det?

»Politikere forventes jo ikke at være eksperter i samfundsforhold i dag. Hvis de har brug for ekspertviden, spørger de eksperterne i ministerierne. Det samme vil gøre sig gældende for borgere, der udtrækkes ved lodtrækning. De vil blive sat grundigt ind i de sager, de skal forholde sig til, og høre argumenter for og imod. Vi har ingen grund til at tro, at borgere, der udtrækkes til denne slags opgaver, ikke vil tage det dybt seriøst og sætte sig ordentlig ind i sagerne. Vi kan se fra bl.a. nævningeting i retssager, hvor borgere også udtrækkes ved lodtrækning, at de er meget dedikerede. Endelig er der den store fordel ved lægfolk, at de er frie til at træffe beslutninger. De skal ikke – som vore dages politikere – bekymre sig om at blive genvalgt, men kan ene og alene følge deres egen overbevisning«.

Demokratiet er ikke en konstant, og valgene er ikke en trylleformular

Hvordan sikrer man, at denne nye type borgerpolitikere kan stilles til ansvar for deres beslutninger, hvis de ikke kan genvælges?

»Det spørgsmål bygger på en opfattelse af, at man skal straffe de politikere, der har skuffet, ved ikke at stemme på dem igen. Men giver vi magten til et repræsentativt stikprøveudsnit, vil skellet mellem dem, der bestemmer, og dem, der bestemmes over, blive udvisket. Det giver systemet legitimitet at vide, at det kan være én selv, der bliver udtrukket næste gang. Dernæst ligger det jo i lodtrækningens natur, at de beslutninger, som de udtrukne borgere træffer, gerne skulle afspejle holdningen i den brede befolkning«.

LÆS DEBAT

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Er der forskning eller erfaringer fra virkeligheden, der indikerer, at din lodtrækningsmodel har nogen som helst gang på jorden?

Et demokrati, der er baseret på valg, kan ikke håndtere de store problemer, samfundet står over for i dag

»Der eksperimenteres skam allerede med lodtrækning i flere europæiske lande og regioner. Et af det mest fascinerende eksempler, jeg er stødt på, er fra Irland, som er et af de mest innovative demokratier i Europa. Sidste år afholdt de The Convention on the Constitution (grundlovskonferencen, red.), hvor 66 borgere – fundet ved lodtrækning – og 33 politikere satte sig sammen for at diskutere, hvilke paragraffer i den irske grundlov der skulle opdateres til det 21. århundrede. Efter grundige debatter og høringer kom et stort flertal af forsamlingen bl.a. frem til, at grundloven burde ændres, så homoægteskaber bliver lovlige i Irland. Det er fuldstændig utænkeligt, at politikerne i det katolske Irland selv havde turdet foreslå det. Det er et alt for følsomt emne og var endt i det rene kaos. Men i kombination med 66 borgere lykkedes det altså«.

Tror du nogensinde, vi vil komme til at se parlamenter i Europa, hvor medlemmerne er fundet ved lodtrækning?

»Det er svært at spå om, men det er bestemt ikke umuligt. Jeg ved godt, at det lyder skørt, men Montesquieu lød også skør i manges ører, da han i 1700-tallet formulerede sine tanker om det moderne demokrati. Sjovt nok var kritikken af ham og andre demokratifornyere den samme, som jeg møder i dag. ’De er jo totalt inkompetente, og det bliver demokratiets endeligt’, sagde kritikkerne f.eks., da det første gang blev foreslået, at kvinderne skulle have stemmeret. Hvis vi i dag oprigtigt mener, at alle borgere i det 20. århundrede har noget at skulle have sagt, bør vi også give dem mulighed for at tale i mere end en afkrydsningsboks på en stemmeseddel hvert fjerde år. Det er sådan set bare det, jeg siger«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden