Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Philip Ytournel

Tegning: Philip Ytournel

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I fire år blev vi regeret af en ufo-regering

I fire år blev vi regeret af en ufo-regering. I fire år blev vi regeret af mænd og kvinder, der opførte sig, som om de stod til genvalg i en fjern galakse. I fire år fik vi fortalt, at vi som borgere ikke var andet end et stykke formbart ler i hænderne på de fjerne galaktiske kræfter, der i daglig tale går under navnet globalisering. Nu betaler vi prisen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

På valgkampens sidste aften, i den afsluttende partilederrunde på tv, krydser Helle Thorning-Schmidt resolut gulvet med kurs mod oppositionens leder, Lars Løkke. Hendes hånd er fremstrakt. Hun vil besegle en historisk pagt, der skal stå ved magt frem til år 2025.

Et øjeblik bliver man som tilskuer grebet af ærefrygt. En statsministerkandidat, der vover at tænke et helt årti frem.

Hvad gælder pagten? Klimaforandringer og energiforsyning? De turbulente krige, vi ustandselig involverer os i? Det altid forurenende landbrug og MRSA-epidemien i Europas største, mest mishandlede svinebestand?

Så hører man, hvad statsministeren siger. Boligskatterne må ikke stige de næste ti år. De enorme arbejdsfri indtægter, som landets husejere høster i den ene boligboble efter den anden, må aldrig bidrage til finansieringen af den trængte velfærdsstat. Her røber Helle Thorning sit partis sande natur: Socialdemokraterne er ikke længere de svages, de arbejdsløses eller arbejderklassens parti. Den solidaritet, der engang var partiets grundværdi, er nu solidaritet med de besiddende middelklasser .

Det er i dette øjeblik, at Helle Thorning-Schmidt besegler sit eget nederlag og bebuder sin kommende afgang. Alle borgerlige partier bejler i forvejen til den samme middelklasse. Hun har gjort sit parti overflødigt.

Det mest overraskende ved Dansk Folkepartis enorme fremgang var overraskelsen selv. Journalisterne var overraskede, de politiske kommentatorer, ja sejrherrerne selv stod og måbede foran mikrofonerne.

Men der var ingen grund til at være så overrasket.

LÆS DEBAT

Igennem sine fire år ved magten har den socialdemokratisk ledede regering ikke bestilt andet end at rulle den røde løber ud for Dansk Folkeparti. Heller ikke i de ti år som opposition udgjorde Socialdemokratiet noget alternativ, men var blot en kopimaskine på overarbejde. Ikke på noget tidspunkt blev der foretaget et opgør med populismens indskrænkede menneskesyn. Når Socialdemokraterne ved magten skulle give deres goldt-teknokratiske regeringsførelse et menneskeligt ansigt, var det i populismens grumme spøg og skæmt-forretning, de lejede masken.

Det netop afholdte valg stod ikke mellem rød og blå blok, mellem højre og venstre. Det stod mellem en goldt-teknokratisk politik, der med god grund blev mødt med mistillid fra dag 1, og en populisme, der uberørt af nogen kompromitterende magtudøvelse formåede at erobre et monopol på vælgernes tillid.

Den afgående regering er et helt enestående eksempel på, hvordan man kan erobre magten uden på noget tidspunkt at udnytte det håb om forandring, der var drivkraften. I fire år blev vi regeret af en ufo-regering

Den afgående regering er et helt enestående eksempel på, hvordan man kan erobre magten uden på noget tidspunkt at udnytte det håb om forandring, der var drivkraften. I fire år blev vi regeret af en ufo-regering. I fire år blev vi regeret af mænd og kvinder, der opførte sig, som om de stod til genvalg i en fjern galakse og ikke i Danmark.

Fra kommandocentralen i regeringens flyvende tallerken fik vi af statsminister Helle Thorning-Schmidt og finansminister Bjarne Corydon fortalt, at vi som borgere ikke var andet end et stykke formbart ler i hænderne på de fjerne galaktiske kræfter, der i daglig tale går under navnet globalisering. Velfærdsstaten, produktet af et helt århundredes politiske kampe, var en forældet konstruktion, og vi levede fra nu af i konkurrencestaten, en stat, der ikke var for svagpissende humanister, men omsider skulle ruste en omsorgsramt nation til livet som voksne på et ubarmhjertigt arbejdsmarked.

Dit nye navn er Omstillingsparathed, din adresse Den Permanente Uvished, sagde de til os, og hvis du har brug for noget så forældet som en identitet, så værsgo, her får du et tilbud på en discount-danskhed, hvis kerne er modviljen mod de flygtninge, vi selv sender på flugt med vores konstante bombardementer af deres hjem.

I de tre uger valgkampen varede, var ordet ’konkurrencestat’ bandlyst. Nu hed det igen velfærdsstat. Statsministeren lod sig fotografere kind mod kind med de hjemløse.

LÆS LEDER

Den regering, der havde rost sig af at gå ’reformamok’, proklamerede nu i et husstandsomdelt brev, at »tiden ikke er til eksperimenter«. Den regering, der overlod alle væsentlige beslutninger til Washington, Berlin, Bruxelles og Goldman Sachs i den hensigt at forvandle Danmark til en global-økonomisk smeltedigel, talte nu om at forsvare ’det Danmark, du kender’. Det var ikke politik. Det var nervemedicin til en neurotiseret vælgerbefolkning.

Globale jordskælv som finanskrise og store flygtningestrømme blev udlagt, som var de danske fænomener, og opposition og regering anklagede hinanden for at stå bag dem. Lars Løkke var årsag til finanskrisen. Helle Thorning var skyld i flygtningestrømmen. Det var ikke debat. Det var gensidig lobotomi.

Socialdemokratiet vil i opposition fortsætte den nedtur, der nu har varet i fjorten år. Deres minimale fremgang ved dette valg, der igen gjorde dem til landets største parti, er kun kosmetisk, skabt af desperate vælgere, der foretrak dem som det mindste onde og udmærket vidste, at når man vælger det mindste onde, vælger man stadigvæk det onde.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nej, de fire gamle partier, Venstre, Konservative, Radikale Venstre og Socialdemokraterne er blevet en dødvægt for dansk demokrati

Den socialdemokratiske opposition vil være strategiløs, rådløs og viljeløs, henvist til hyklerisk at kritisere en lovgivning, den selv ville have stået for, hvis den bare havde haft magten. Ordet ’konkurrencestat’ vil fra nu af være bandlyst. Det store eksperiment med nødvendighedens politik var årsag til ufo’ens styrt, og katastrofens arkitekt, tidligere finansminister Bjarne Corydon, vil sandsynligvis forsvinde til en af de internationale topposter, som efter alt at dømme bliver hans belønning for at overlade Danmarks energifremtid i hænderne på finansspekulanten Goldman Sachs.

Ideologisk og kulturpolitisk vil vi få en ghettoregering. Mens grænserne lukkes for mennesker af afvigende ansigtskulør, vil Danmark blive valfartsland for Europas højreekstreme bevægelser, der kommer her for at finde inspiration hos moderpartiet. Socialdemokraterne vil være tavse, handlingslammede medvidere, mens de forgæves leder efter nye populistiske opskrifter, der skal sikre dem et comeback.

I øvrigt vil kontinuiteten være mere iøjnefaldende end forskellene. Udenrigspolitikken vil være lige så blind og følgagtig som før, sandsynligvis med udenrigsminister Søren Pind i rollen som et dansk svar på den tidligere amerikanske præsidentkandidat John McCain, der ved ethvert tegn på uro i den tredje verden kræver amerikansk indgriben. I de seneste år har McCain villet gå i krig otte forskellige steder på kloden, og Pind vil slå rekorden, når han med en opfindsomhed, der er lige så stor som hans aldrig hvilende indignation, foreslår nye mål for danske bombepiloter. Svenskerne må hellere med det samme komme i gang med at opgradere deres antiluftskyts, og Venstres vælgere på Strandvejen vil sidde i første parket, når de islamistiske terror-reder i Malmø tæppebombes.

Der vil blive skabt en ny underklasse, der er tvunget til at leve under enhver fattigdomsgrænse. Den vil være etnisk blandet, men med en overvægt af minoriteter. Med sociologisk forudsigelighed blive yderkvartererne et frodigt udklækningssted for kriminelle og kommende terrorister. Terroristerne vil have den vigtige mentalhygiejniske funktion at styrke sammenholdet blandt resten af os og desuden sikre vort altid trængte politi større bevillinger og mere avancerede våbentyper.

LÆS DEBAT

Klimapolitikken vil bogstaveligt talt sejle sin egen sø, med livsfarligt forhøjet vandstand til følge. Fremtidens danske klimaflygtninge vil sende en uvenlig tanke til den regering, der fejlagtigt troede, at danskerne ind i evigheden kunne have deres på det tørre.

De såkaldte blokke har, som valgkampen viste, allerede indgået en stiltiende smålighedens alliance, hvor argumenter ikke er andet end forklædte appeller til vores laveste instinkter. Kun marginaliserede yderpartier vover at kalde på det bedste i os, på det storsindede, generøse og fremsynede, egenskaber, som vi alle har, men som risikerer at sygne hen, fordi der aldrig appelleres til dem.

Man taler om et jordskredsvalg, fordi yderpartierne uventet styrkes. Man taler om vælgerflugt, troløshed, rastløshed, politikerlede, men er alle disse negativt benævnte fænomener ikke vores sidste forsøg på at bevare vores integritet og værdighed som demokratiske borgere, og har ikke hver eneste af os erfaret, hvordan politikerleden truer med at slå rod som desillusion, selvlede eller ligefrem selvhad, der til sidst vil resultere i en direkte berøringsangst over for enhver form for politik?

Vi stemmer trofast ved valgene, og vores stemme er hver gang en tillidserklæring til et demokrati, der og mere præsenteres af politikere, der ikke et øjeblik fortjener vores tillid. Er det ikke denne modsætning, vi skal holde fast i, hvis dette eller det næste valg eller det næste igen ikke skal ende som langstrakte nekrologer over et engang levende, fornyende demokrati?

Valgkampen med dens lurvede retorik afslører vores politikerstand som et moralsk pjalteproletariat. Det handler ikke om rød blok eller blå blok, disse vildledende betegnelser, der mest synes opfundet for at underholde os med en postuleret rivaliserings indbildte spændingselement. Nej, de fire gamle partier, Venstre, Konservative, Radikale Venstre og Socialdemokraterne er blevet en dødvægt for dansk demokrati, en zombie-hær af levende døde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Populismens stormende fremkomst, de alternative partier, både til højre og venstre, der anklages for ansvarsløshed, er i det lys et sundhedstegn for demokratiet. Der er alt for mange, der gerne vil befri os for frihedens byrde og forvandle folketingsvalg til konsekvensløse ritualer. Men vi nægter at overgive os til umyndiggørelsen.

Her er der en eksplosiv konflikt, der kan gå begge veje, både mod en udhuling af demokratiet og en sand fornyelse af det, både mod et etnisk fikseret demokrati, der mobiliserer den ene gruppe til kamp mod den anden, og et demokrati, der inddrager alle i kampen for fælles mål. Et behov for en helt ny type politikere og en helt ny type partier har vi under alle omstændigheder.

Vi er på vej ind i en historisk fase, der bliver dramatisk afgørende for demokratiet. Krisen er ikke kun dansk. Den er europæisk. Danmark har i de sidste årtier været et laboratorium, ikke blot hvad angik fremkomsten af et nyt populistisk højre, men også for sammenbruddet for den egentlige arkitekt bag den europæiske socialstat, Socialdemokratiet.

Noget nyt må ske, og fremtiden er skræmmende fuld af muligheder.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk fodbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

  • Skyline, København.

    Politikere i Københavns kommune sagde i denne uge nej tak til H.C. Andersen Adventure Tower, som ifølge planen skulle ligge i Nordhavn og række 280 meter op i luften. Det var alligevel for højt, men de seneste årtier er de høje huse faktisk begyndt at skyde i vejret igen. Hvorfor er de tilbage? Og hvad sker der med en by, når dens huse bliver højere end kirkespir og rådhustårne?

Forsiden