Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning. Jørn Villumsen

Tegning. Jørn Villumsen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Derfor udvandrede jeg fra Danmark

Først da jeg blev kæreste med en ikke-etnisk dansker, mærkede jeg mistænkeliggørelsen over for minoriteter i Danmark. Derfor måtte jeg sige farvel til mit hjemland.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I 2007 mødte jeg i udlandet en kvinde, som er født i Iran, men opvokset som flygtningebarn i et andet nordisk land. I 2008 flyttede hun sammen med mig i København.

Som statskundskabsstuderende og som ny i Danmark var hun opsat på at sætte sig ind i samfundsdebatten. Hun var gæstestuderende ved Københavns Universitet og fik job på Ugebrevet Mandag Morgen.

Men jo bedre hun lærte Danmark at kende, jo mere følte hun sig betragtet med mistro. »Hvad siger din iranske far til, at din kæreste er dansk?«, spurgte folk uden at tænke over, at der ofte er tale om mennesker, som er flygtet fra et religiøst diktatur. Som om alle mellemøstlige fædre nødvendigvis er rabiate patriarker.

Udgangspunktet var en generalisering.

»Er du flyttet til Danmark for at modtage sociale ydelser?«, spurgte den midaldrende kvindelige sagsbehandler i Folkeregistret uden at overveje, at min kæreste var flyttet til Danmark fra et andet nordisk land, som tilbyder mere eller mindre de samme sociale ydelser.

Udgangspunktet var igen en generalisering. Jeg var med hos Folkeregistret og følte mig rent ud sagt ydmyget. Selv havde jeg betalt skat i Danmark, siden jeg begyndte at gå med aviser som 12-årig.

Den eneste form for overførselsindkomst, jeg havde fået, var SU (bevares, den er generøs).

Min kæreste var på Folkeregistret for at få et cpr-nummer, så hun kunne begynde at betale skat i Danmark. Alligevel blev vi mistænkeliggjort.

Det gjorde ufattelig ondt i mig at erkende, at min kæreste ikke følte sig velkommen i mit hjemland

Først da jeg selv begyndte at dele min hverdag med en ikke-etnisk dansker, forstod jeg, hvor ondt mistænkeliggørelsen gør. Hver evig eneste dag det år, vi boede i København, forstod jeg det. Hun blev deprimeret. Jeg blev fortvivlet og følte mig magtesløs. Vi græd om aftenen. Jeg erkendte langsomt, at vi ikke kunne bo i Danmark under de forhold.

Desværre består forholdene stadig. Især nu her efter valget. Indvandrere og flygtninge er igen syndebukke. Dansk Folkeparti behøvede dårligt løfte en finger i valgkampen.

Socialdemokraterne og Venstre klarede fint arbejdet for dem. Konservative, som jeg havde en ungdomsflirt med, er nu tydeligvis helt uden for terapeutisk rækkevidde og nåede et – selv i en dansk kontekst – nyt lavpunkt med ’nazi-islam-isme’.

Forstå mig ret; vi skal naturligvis diskutere de muligheder og udfordringer, som modtagelse af flygtninge og indvandrere stiller samfundet over for. Men debatten burde da føres med respekt og uden grove forsimplinger. Hold op med at sætte lighedstegn mellem kriminalitet og etnicitet. Tal i stedet om reelle årsager; social marginalisering og dårlig integrationspolitik. Integrationen skal være effektiv, så folk kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Jeg er sikker på, at de fleste, som kommer til Danmark, gerne vil arbejde, selv om I tager det modsatte som udgangspunkt. Drop generaliseringerne. Danske virksomheder har brug for udenlandsk arbejdskraft, hvilket Dansk Industri har påpeget flere gange.

De store årgange er på vej på pension, og der bliver færre og færre til at bidrage med skattekroner til velfærdsstaten i det Danmark, som jeg desværre ikke længere kender.

Selv ville jeg gerne stå til rådighed for det danske arbejdsmarked, så Skat kunne få lidt retur som tak for gratis universitetsuddannelse.

Men min kæreste, sidenhen hustru og nu forsker, og jeg måtte i 2008 konstatere, at vi ikke kunne bo i Danmark, så længe grove generaliseringer, fremmedfjendskhed og racisme gennemsyrede debatten og samfundet.

Det gjorde ufattelig ondt i mig at erkende, at min kæreste ikke følte sig velkommen i mit hjemland, at jeg skulle sige farvel til hverdagen i Danmark, og at vore børn ikke skal vokse op der. Om end jeg elsker Danmark højt, elsker jeg min hustru højere.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg udvandrede i 2009, og siden har vi boet og arbejdet i andre lande – med en forbindelse til Danmark som en del af jobbet. For Danmark er en stor og vigtig del af mig.

»Godt for dig, hvad tuder du så for?«, vil nogle garanteret sige. Det skal I have lov til, og jeg klarer mig da også aldeles udmærket her uden for Danmark. Problemet er bare, at jeg ikke er den eneste.

Mange veluddannede flittige mennesker; udlændinge, nye og gamle danskere, vælger Danmark fra, fordi man ikke kan finde ud af at tale ordentligt om andre mennesker og behandle folk anstændigt. Først og fremmest er det pinligt og unødvendigt for et rigt og veluddannet samfund som det danske. Derudover koster det Danmark arbejdskraft, investeringer, skatteindtægter og velfærd, og det kommer til at koste endnu mere i fremtiden, hvis vi ikke prøver at finde kammertonen igen.

Men nu har flertallet valgt, at DF igen skal være dukkefører for en marionet af en Venstre-statsminister; formentlig uden at tage regeringsansvar, som SF i det mindste gjorde i 2011. Populisme i højeste potens, Tulle.

Held og lykke med Danmarks fremtid til jer derhjemme.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden