Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning. Mette Dreyer

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Speltmødre må skrue ned for deres tyranni

1980'ernes uovervågede makværksbarndom bugnede af fri fantasi og momentvis magi.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Engang var der ikke noget, der hed sukkerpolitik. Der var ingen legegrupper, der var ikke Forældreintra eller trivselsforældre, og der var slet, slet ingen teknologi, der forbandt os til hinanden nonstop.

Det hele var rimelig analogt, de voksne passede sig selv og røg for lukkede vinduer. Vi gik alle sammen rundt med sko på indenfor, og vi børstede rimelig tit tænder ’i morgen’.

Som barn sejlede man mest sin egen skide sø. Okay, nogle af os gjorde mere end andre, og det var på mange måder noget makværk. Til gengæld var den kaotisk uovervågede makværksbarndom momentvis magisk, for lige dér på grænsen til omsorgssvigt lå et land af skæve stemninger, det bugnede af fri fantasi i timevis, og der var ingen eller meget få grænser for legen i rummet, der var så befriende frit for voksne.

Når vi nogle gange omkring toilettet eller i lejlighedens lange gennemgang stødte frontalt ind i de voksne, blev vi ikke opdaget

I min egen 80’er-barndom blev der tit linet op til voksenfest, og det foregik typisk hos min faster og onkel. Folk koordinerede ikke den slags via Doodle eller Intra. Folk troppede bare op, smed en pose forfriskninger på bordet og skruede flot op for voksenmusikken.

Nogle gange var der én, der varmede noget Spaghetti Napoli fra Beauvais til mig og min kusine, men derudover blev vi overladt til os selv. Vi øvede os de aftener og nætter en del i at flyve. Utrættelige hoppede vi ud fra en lavstammet sofa i børneværelset, mens vi bekræftede os selv og hinanden i, at vi helt sikkert fløj en lille smule hver gang.

LÆS DEBAT

For at optimere flyvningen og dens resultater spiste vi tyggegummi, som vi supplerede med et skud tandpasta, der blev fyret direkte ind i tyggegummiklumpen i munden. Det var en slags flyvemiddel – en smule krads i smagen, men hold da fest, hvor det virkede.

Fik vi undervejs i festforløbet smag for en pause mellem flyveturene, udspionerede vi de voksne eller gik i køkkenet for at lave stærk sovs. Vi tømte køleskab og krydderihylder undervejs – det var der ikke nogen, der sagde noget til. Sovsen havde rimelig mange ben i næsen. Den var som flyvemidlet en smule krads i smagen, og det bedste var, når vi kunne få lokket et par af de voksne ud af festbulen og ind i køkkenet for at smage. Typisk var det far og faster, der lod sig lokke. De væltede ind i køkkenet, gik om bord i sovsen, og så kravlede far og faster atter tilbage til festbulen.

At udspionere de voksne var en mere alvorlig aktivitet, det var med livet som indsats og med ét eneste formål: ikke at blive opdaget, hvilket på mange måder gav sig selv. Når vi nogle gange omkring toilettet eller i lejlighedens lange gennemgang stødte frontalt ind i de voksne, blev vi ikke opdaget.

Når trivselsgruppen i min yngste datters klasse spammer løs på Intra med alle deres lister, og når de trommer til halloween-fællesspisning, børnefødselsdag og legegruppe henholdsvis fredag, lørdag og søndag i samme weekend, så finder jeg en snert af arven fra gamle dage frem

Det gjorde vi heller ikke, når vi hev de voksne i ærmerne, sukkende over det massive fravær af søvn og nattero, men det tænkte vi ikke meget over. Vi holdt stædigt fast i vores rutiner, vi sneg os langs væggene, vi gemte os i skyggerne, i krogene og under bordene, indtil vi ud på de helt små timer gik omkuld i børneværelset med to lukkede døre mellem os og voksenmusikken.

Det var nok for meget dengang, og jeg har muligvis taget lidt skade. Der var ligesom ikke tale om en onetimer, og jeg er selv langt mere ansvarlig og regulerende over for mine egne børn, men jeg har det godt nok svært med de normer, det pres og de forventninger, som i dag præger billedet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når trivselsgruppen i min yngste datters klasse spammer løs på Intra med alle deres lister, og når de trommer til halloween-fællesspisning, børnefødselsdag og legegruppe henholdsvis fredag, lørdag og søndag i samme weekend, så finder jeg en snert af arven fra gamle dage frem. Så nedlægger jeg veto og stempler ud af pølsehornstyranniet. Så holder jeg min egen halloweenfest, og i stedet for at indplacere barnet i 1.u’s sociale Stasi-geledder ryger hun på rasletur i nabolaget med mor og venner, der også er klædt ud og har taget et glas rødvin med til turen. Det var der ingen af sukkerpolitiktyperne i Speltland, der havde overvejet.

Og så kan I komme med al jeres ’pyh, hvor er det synd, det barn bliver jo ekskluderet fra fællesskabet’. Nej, for barnet får også nok af alt det kom-og-lad-os-spise-æblebåde-sammen-hele-tiden-lir, og det tror jeg egentlig, at mange både børn og voksne gør.

Så hvor kommer det fra – og skal vi måske prøve at skrue en lille smule ned for det?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden