Jeg var røvdårlig til sport og er det stadig, og alligevel overbeviste jeg gang på gang min far og mor om, at jeg skulle gå til det ene og det andet. Jeg gik aldrig til noget i mere end to måneder. Så gav jeg op. Snart var det svømning, så håndbold, badminton og fodbold, og så startede jeg i en ny skole, hvor volley var det store, og så gik jeg til det. Når jeg fik kammerater, der gik til noget, ville jeg også prøve det af. Skydning prøvede jeg også som den allersidste valgmulighed. Jeg var dårlig til det hele.

Det er vigtigere for flygtningebørn at gå til noget i fritiden end for andre børn, for man får det mest basale danske ind under huden.