Tegning. Mette Dreyer

Tegning. Mette Dreyer

Debat

Skal vi have en diagnose for at få hjælp?

Det er absurd, at vi er nået dertil som samfund, at psykiatriske diagnoser er forudsætningen for, at mennesker kan få identitet og hjælp, siger psykologiprofessor Svend Brinkmann, der er aktuel med en ny bog.

Debat

Jeg talte for nylig med en kvinde, der netop havde fået diagnosen adhd. Hun fortalte mig, at det værste, der kunne ske for hende, var, hvis hendes psykiater sagde, at hun ikke havde adhd alligevel. Det er et tankevækkende udsagn. Det ville man jo aldrig høre en somatisk patient med cancer sige: Det værste, der kunne ske, var, hvis jeg ikke havde cancer alligevel. For kvinden her handlede det om, at hvis hun ikke havde adhd, var hun tilbage i en situation, hvor hun blev betragtet som doven. Det er absurd, at vi kun kan tilbyde mennesker i krise psykiatriske diagnoser i stedet for at udfordre det samfund, der kaster dem ud i kriserne«.

Sådan fortæller professor Svend Brinkmann om et interview, han har foretaget i forbindelse med et forskningsprojekt om diagnoser. Han udkommer i næste uge med en ny antologi, hvor en række forskere giver hver sit blik på udviklingen i de psykiatriske diagnoser. Det vurderes, at 20-25 procent af befolkningen vil kunne få mindst én psykiatrisk diagnose i løbet af et år, men hvor mange, der rent faktisk er formelt diagnosticeret, er usikkert.

Brinkmann mener, at kvindens historie giver et godt billede på, at der er en række bivirkninger ved de mange psykiatriske diagnoser som adhd, depression og angst, der bliver stillet i dag. Og han mener, det er absurd, at vi har skabt et samfund, hvor diagnose skaber identitet.

Der er patientforeninger, og man kan få T-shirts og kuglepenne - jeg har sågar mødt folk, der får tatoveret 'adhd' på armen - og et helt nyt fællesskab

»Diagnoserne er indgribende i folks liv og dyre for samfundet, for de er med til at afgøre, om du kan få ekstra hjælp i hjemmet, førtidspension etc. Men jeg er egentlig mest interesseret i, at diagnoserne har bivirkninger. Som man diskuterer med psykofarmaka: Er bivirkningerne værre end de symptomer, som medicinen skulle behandle? Det er nøjagtig det samme spørgsmål, jeg gerne vil stille i forhold til diagnoser. Og ja, jeg mener, at der er bivirkninger, f.eks. opbygning af sygdomsidentitet«.

Hvad mener du?

»Magtfulde kategorier som diagnoser leder meget hurtigt til, at andre mennesker begynder at fortolke alt, hvad en person siger og gør, i lyset af diagnosen og hele tiden kan se bekræftelser på, at det er en rigtig diagnose. Og mange af de her diagnoser bliver identitetsskabende og er nogen, man gerne vil holde fast i«.

Men hvad er problemet?

»På længere sigt er det svært at vikle sig ud af en sygdomsidentitet, når man først har bygget sig selv op omkring den og systemet. Det er helt parallelt med psykofarmaka: Noget virker godt på kort sigt, men langtidseffekterne er ofte negative. Mange synes, det er rigtig rart at få en diagnose; endelig får de en forklaring, endelig forstår de sig selv, men på længere sigt ændrer det ikke så meget og kan faktisk fastholde dem i en problematisk position«.

Der er jo masser af mennesker, der føler lettelse over at få en diagnose. Kan du slet ikke se noget godt i de diagnoser, der uddeles?

»Jo, der er bestemt mennesker, der får det bedre af diagnoserne, for en diagnose kan føre til fornyet handleevne, hvis man får oplevelsen af en forklaring og adgang til et fællesskab med andre lidende, der har samme problem. Der er patientforeninger, og man kan få T-shirts og kuglepenne – jeg har sågar mødt folk, der får tatoveret ’adhd’ på armen – og et helt nyt fællesskab. Det kan man være kritisk over for, ud fra at det er et deficit fællesskab, der er bygget op om, hvad man ikke kan, men prøv at forestille dig, at man aldrig tidligere har følt sig som en del af et fællesskab. Derfor er diskussionen også dybere, end at folk bare vil have de her diagnoser for at få ydelser. Der er også en eksistentiel dimension, der handler om at høre til og opleve mening«.

Reaktioner på et afsporet samfund

Svend Brinkmann mener, at det diagnostiske sprog har fået overherredømme i Danmark, og at vi dermed har vænnet os til at se angst, depression og adhd som psykiske lidelser. Men det afskærer os fra at se, hvad der virkelig er på spil. Han vil gerne have en dybere diskussion af det, han kalder diagnosekulturen.

»Vi lever i det her rige, velfungerende demokratiske velfærdssamfund, og hvis folk ikke skulle have det godt her, hvor pokker skulle de så? Men det har de ikke. Rigtig mange mennesker får nu en diagnose som angst, depression og adhd. Og mange af de her diagnoser er i vækst. Vi kan altså se, at mange har det virkelig dårligt. Det er vi nødt til at tale om, for det nytter jo ikke noget bare at blive ved med at stange folk en psykiatrisk diagnose og nogle piller«.

Du konstaterer, at folk har det dårligt, men hvad er så årsagen, mener du?

»De gamle antipsykiatere sagde i 60’erne, at sindssygdom er en sund reaktion på et sygt samfund. Så langt vil jeg ikke gå, for jeg mener ikke, at det er en sund reaktion. Men jeg mener, at de mange problemer og lidelser, folk i dag får diagnoser på, er reaktioner på et afsporet samfund. Med diagnoser individualiserer vi problemerne, og det er uholdbart«.

Mener du dermed at folk i virkeligheden slet ikke er syge, selv om de har en diagnose?

»En stor del af de problemer, mange af os har – med søvnløshed, angst og oplevelse af meningsløshed – knytter sig jo ikke til en eller anden individuel problemstilling inde i knolden på hver af os. De knytter sig til de sammenhænge, vi er en del af, altså samfundet, og det er sammenhængene, vi bør fokusere på. Vi skal da prøve at ændre strukturerne i stedet for at ændre hjernekemien eller menneskets tankemønstre. Hvis mange af de ubehageligheder, vi oplever, i virkeligheden er knyttet til samfundsudviklingen i bred forstand, bliver det symptombehandling, hvis man kun ændrer mennesket«.

Men hvis lykkepiller og angstdæmpende medicin hjælper på folks lidelser, hvad er så problemet?

»Jeg er ikke imod symptombehandling, jeg synes, vi skal lindre alt det, vi kan, men jo mere vi begrænser os til kun at se diagnostisk på de lidelser, som mange render rundt med, desto større bliver risikoen for, at vi overser de bagvedliggende kulturelle og sociale faktorer. Og hvor bliver den politiske og etiske kritik og den sociale indignation så af?«.

Er det ikke bare lidt hippieagtigt med en politisk kritik? Kunne det ikke være, at vi bare er blevet klogere og dermed kan diagnosticere bedre og mere?

»Men er vi blevet klogere? Vi kan tælle symptomer og har besluttet, at et vist antal af dem er det samme som en psykisk sygdom. Men vi ved reelt kun sjældent, hvori det syge består. Det er dyrt, at vi stiller så mange diagnoser, og det er dumt, at vi diagnosticerer og behandler individer, som om problemerne er knyttet til dem isoleret set, frem for at satse på at skabe et samfund, som det er rart at være i. Det er da et problem, hvis vi slet ikke længere ser på den sociale kontekst, når folk har det dårligt. Vi ser ikke længere på relationer og liv, og hvordan man er endt i den situation, man er i, når man får en diagnose. Vi ser kun det aktuelle symptombillede, fordi vi diagnosticerer ud fra symptomerne. Og jo mere vi bygger behandling op ud fra diagnosticering af den enkelte, jo vanskeligere bliver det for os at gøre noget ved de bagvedliggende faktorer«.

Men handler udviklingen i diagnoser ikke bare om, at vi er nogle klynkere, der ikke kan klare mosten og derfor vil have en diagnose, så vi kan skyde skylden på vores manglende evne til at håndtere livet på en sygdom?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Måske er der også nogle, der er klynkere, men det forklarer efter min bedste overbevisning ikke hele denne store forekomst af alle mulige psykiske sygdomme og diagnoser. Folk går ned i stort tal. Det forklares ikke alene ved klynk, så der er et eller andet i vores kultur, der er afsporet«.

Men helt ærligt, Brinkmann, er stigningen i antallet af diagnoser ikke bare udtryk for, at tærsklen for, hvornår man søger hjælp, er lavere end for 20-30 år siden? Behøver det være udtryk for, at folk nødvendigvis har fået det dårligere?

»En lavere tærskel er formentlig en del af forklaringen på de mange diagnoser. Men det er ekstremt vanskeligt at udrede, hvor meget af stigningen der skyldes dette, og hvor meget der handler om genuin lidelse. På en måde illustrerer dette netop problemet med et flydende og elastisk diagnosesystem – at man ikke kan skelne det ene fra det andet. Mit eget bedste bud er, at begge faktorer har betydning på samme tid: Vi har sænket tærsklen, og samtidig er der opstået nye former for lidelse som en konsekvens af højhastighedssamfundet og meningstabet«.

Meningstabet?

»Vi er ikke længere klar over, hvad meningen med vores tilværelse er; meningen bliver i stigende grad set som noget subjektivt, noget, den enkelte må finde. Det kulturelle meningstab betyder også et tab af mening i forhold til den lidelse, mennesker oplever, og så ligger den diagnostiske psykiatriske logik lige for. Men det forværrer problemet, for det fastholder os bare i et meningstab. Når folk siger »Jeg oplever meningsløshed og tomhed«, er vores løsning i diagnosekulturen at tælle dine symptomer, og så fortæller vi dig, at de er uden mening, og de kan fjernes ved den her behandling. Det er jo fattigt«.

Diagnoserne er flydende

Ifølge Svend Brinkmann er et af de afgørende problemer ved diagnosekulturen, at diagnoserne først og fremmest viser de samfundsmæssige fordringer til mennesker frem.

»Hvis man ser på diagnoserne adhd og depression, er de begge måder at være forkert på i forhold til et samfundsmæssigt ideal om normalitet og præstation. De viser, at diagnoser i virkeligheden er socialt skabt og flydende og helt afhængige af, hvad vi her og nu som samfund synes er en legitim måde at være menneske på. Hvad vi som samfund synes, er et rimeligt funktionsniveau, og hvad der ikke er. En person med depression tænker f.eks. for meget uden at kunne handle, og en person med adhd handler for meget uden at kunne fastholde en tanke, men det er jo relateret til vores nuværende normer for livet«.

Men vi taler anerkendte diagnoser, som forskere står bag. Hvad mener du med, at de er flydende?

»Hvis det eneste, vi har, er et diagnosesystem, når vi skal forstå menneskelig lidelse – og det er sådan, jeg mener, at vi har indrettet os nu – er alle problemer blot symptomer, vi kan tælle, eller også findes de ikke. Der er meget kritik af tælle-, måle- og vejeapparatet overalt i vores samfund, men det er nøjagtig det samme, man bør diskutere i forhold til diagnoser. Man skal være klar over, at det er en relativt snæver kreds af psykiatere med bestemte professionelle og måske også monetære interesser, der definerer, hvad der er normalt, og hvad der er sygt. Der burde vi have en større demokratisk diskussion om de her ting«.

En demokratisk diskussion ligefrem?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi kan jo ændre på de her ting, hvis vi vil. I et demokratisk samfund kan vi godt lide, at vigtige beslutninger, der har betydning for mange menneskers liv, kommer under demokratisk kontrol. Alle kan godt se, at det er et problem, at så mange mennesker får en diagnose. Jeg har ikke mødt nogen, der ikke ser det som et problem. Så lad os da gøre noget ved det«.

Hvad skal der ud over en diskussion til for at ændre det?

»Også blandt psykiaterne er der den opfattelse, at en del af deres kolleger diagnosticerer alt for meget. Der kører sådan et bebrejdelsesspil. Det er altid nogle andre – de praktiserende læger, medicinalindustrien, psykiaterne etc. – men netop derfor tror jeg, at det er en kulturel analyse, der skal til. Det er lidt nyttesløst bare at lede efter skurken og sige, at så fyrer vi bare den skurk, og så er alt løst. Vi er nødt til at genopfinde et sprog for menneskers lidelse, som ikke handler om diagnoser«.

Vil du være sikker på ikke at gå glip af det seneste fra Politiken Debat, kan du ‘følge’ Debat på din Politiken-profil. Det eneste du skal gøre er at klikke på ‘Følg’-knappen i toppen af denne artikel og vælge Debat. Derefter vil de seneste artikler fra Debat helt automatisk dukke op i Din Strøm på forsiden af Politiken, når du er logget ind på politiken.dk

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce