Jeg talte for nylig med en kvinde, der netop havde fået diagnosen adhd. Hun fortalte mig, at det værste, der kunne ske for hende, var, hvis hendes psykiater sagde, at hun ikke havde adhd alligevel. Det er et tankevækkende udsagn. Det ville man jo aldrig høre en somatisk patient med cancer sige: Det værste, der kunne ske, var, hvis jeg ikke havde cancer alligevel. For kvinden her handlede det om, at hvis hun ikke havde adhd, var hun tilbage i en situation, hvor hun blev betragtet som doven. Det er absurd, at vi kun kan tilbyde mennesker i krise psykiatriske diagnoser i stedet for at udfordre det samfund, der kaster dem ud i kriserne«.

Sådan fortæller professor Svend Brinkmann om et interview, han har foretaget i forbindelse med et forskningsprojekt om diagnoser. Han udkommer i næste uge med en ny antologi, hvor en række forskere giver hver sit blik på udviklingen i de psykiatriske diagnoser. Det vurderes, at 20-25 procent af befolkningen vil kunne få mindst én psykiatrisk diagnose i løbet af et år, men hvor mange, der rent faktisk er formelt diagnosticeret, er usikkert.