Regeringen vil føre en gennemsnitlig politik. Det kan vi udlede af Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksens første forslag til finansloven. Mange af regeringens nedskæringer bliver nemlig undskyldt med, at Danmark allerede er helt fremme i feltet. Det er åbenbart et problem for vores land, at vi er en del af verdenseliten på en lang række vigtige parametre.
Vi hører det, når regeringen sparer 1,3 milliarder på forskning, og Esben Lunde Larsen argumenterer med, at Danmark jo allerede er et af de lande, der investerer allermest i forskning. Det bliver nærmest præsenteret som et problem, at vi i Danmark har mange kloge hoveder, der med deres viden og idéer skaber vækst. I stedet skal Danmark ifølge Venstre have færre kloge hoveder. Så er vi tættere på gennemsnittet.
