»Det er dybt problematisk, at mange per automatik udråber den nye generation af såkaldt digitale indfødte – altså de unge mellem 18 og 28 år, som aldrig har oplevet en verden uden internet, mobiltelefoner og sociale medier – til at være en flok selvcentrerede superindividualister, for de er faktisk det stik modsatte«.
Sådan lyder det fra erhvervsforskeren Søren Schultz Hansen, der i næste uge udgiver bogen ’Digitale indfødte på job’, som er baseret på empiriske kvalitative studier af den unge generation. Gennem syv år har han nærstuderet de unge og udgav i 2011 sin første bog om dem og deres liv med digitale medier.
Han mener, det er helt nødvendigt, at ældre generationer, og især lederne rundtomkring i virksomheder og på offentlige arbejdspladser, lærer at forstå den nye generation af unge, der i disse år er på vej ud i job. For hvis vi bare gør, som vi plejer, og antager, at allerede vedtagne sandheder om høflighed, grænser for arbejdet, arbejdsmetoder og omgangsformer er, som de altid har været, kan det hurtigt gå galt. De unge er nemlig helt anderledes end generationerne før dem. Og det er altså nu, vi skal handle:
LÆS LARS GRARUP
»For nylig hørte jeg Djøf og DA diskutere, hvordan man skal forholde sig til, at flere og flere tjekker deres arbejdsmail uden for arbejdstiden. Tjekker mailen?! Skal man virkelig i 2015 – i en verden med chat og sms, sociale medier og konstant deling af dokumenter i skyen – stadig lytte på, at nogle af de ypperste repræsentanter for vidensarbejdere og virksomheder på et principielt, akademisk niveau diskuterer mailpolitik som et perspektiv på det grænseløse arbejdsliv? Digitale indfødte betragter grænseløsheden som udgangspunktet og adskillelsen som det kunstige aktive valg«.
Hvad mener du, det betyder?
»At vi står over for en generation af unge, som aldrig har prøvet at være alene, og som nærmest ikke er individer længere, fordi de konstant og hele tiden er sammen med andre. Jeg vil altså snarere kalde den nye generation for en vi-vi-vi-generation end en mig-mig-mig-generation, som de ellers bliver beskyldt for at være«.
De virker da ellers rimelig selvoptagede ...
»Vi tror, de er ekstremt selvoptagede, men de er i virkeligheden meget mere optaget af ’den anden’, både den konkrete anden, altså f.eks. en ven, man kan spørge, og den abstrakte mosaik af alle de andre, som man hele tiden kan spejle sig i. De er optaget af, hvad andre tænker, og gør og orienterer sig efter det. Hele deres liv har de bedt om og fået input til alt, hvad de laver, hele tiden fået ris og ros for alt, hvad de siger, og fået validering af alt, hvad de tænker. Derfor skal de ikke behandles som individualister – altså selvkørende, selvstændige mennesker – man kan motivere ud fra egoistiske egennyttehensyn, men det modsatte. De dyrker relationerne, og det, de uden sammenligning sætter højest, også i arbejdslivet, er det sociale«.
De har altid netværket i lommen eller i hånden. Det er alle steder, de er sociale og sammen med andre, og der er ikke nogen forskel på den virtuelle og den konkrete verden
Søren Schultz Hansen
Det lyder nærmest 70’er-agtigt?
»Nej, man må forstå, at det sociale for dem ikke er fællesskabet i traditionel forstand. Der er ikke meget sammenhængskraft og socialdemokratisk ret og pligt over de unge, jeg har mødt. De er vokset op med og dyrker det sociale via det digitale netværks skiftende konkrete relationer, ikke i et stabilt abstrakt fællesskab. Derfor begår man en dobbelt fejl, hvis man diagnosticerer dem som en mig-mig-mig-generation og tror, at medicinen er at overtale dem til mere fællesskab«.
Hvordan ser du dyrkelsen af det sociale?
»De har altid netværket i lommen eller i hånden. Det er alle steder, de er sociale og sammen med andre, og der er ikke nogen forskel på den virtuelle og den konkrete verden. Der sker en sammensmeltning af individ og resten af verdenen via mobilen og oven i købet på et niveau, så jeg i sidste uge kunne høre en gymnasieelev fortælle, at når han ikke har sin mobiltelefon på sig, har han fantomsmerter. Han følte den her vibration fra mobilen i lommen, selv om han ikke havde den på sig. Så bogstaveligt er det. Hvis vi ikke forstår det, kan vi hurtigt gå skævt af dem«.
En mangel på respekt
Ifølge Søren Schultz Hansen er det en meget konkret og daglig udfordring i samværet mellem generationerne, at de unge er så sociale.
»Når vi er på arbejde, sætter de fleste af os mobilen på lydløs for ikke at blive forstyrret; det er et udtryk for almindelig høflighed. Men en digital indfødt har mobilen på lydløs og på vibration i lommen, og det er for at være sikker på hele tiden at kunne blive forstyrret. Mobiltelefonen er den ultimative nøgle til deres daglige liv og samvær og fungerer kun, hvis den er en del af deres krop. Det betyder, at digitale henvendelser er lige så nærværende, som når vi er sammen ansigt til ansigt. En vibrerende telefon i lommen påvirker kroppen på samme måde som et prik på skulderen og kræver en lige så hurtig reaktion. Så når man står over for en ung medarbejder, som haler sin telefon frem og læser en besked midt i en samtale, tænker vi, at det er uhøfligt, mens det for den unge er lige så uhøfligt at lade være med at svare«.
Vi skal ikke lefle for de digitale indfødte, men vi er nødt til at forstå, at det, der umiddelbart er sund fornuft for den ældre generation, ikke nødvendigvis er det for den unge
Søren Schultz Hansen
Men helt ærligt, de er vel bare uhøflige ...
»At affærdige det som bare udtryk for uhøflighed, selvcentrering og mangel på nærvær hos digitale indfødte er ikke blot en stor undervurdering af udfordringen, men viser også en mangel på forståelse og indsigt, som jeg synes grænser til mangel på respekt«.
LÆS DEBAT
Det kan vel ikke passe, at vi andre så skal indrette os efter dem?
»Nej, vi skal ikke lefle for de digitale indfødte, men vi er nødt til at forstå, at det, der umiddelbart er sund fornuft for den ældre generation, ikke nødvendigvis er det for den unge. Man kan nemlig hurtigt svigte sit ansvar som leder, hvis man ikke forsøger at forstå de digitale indfødtes virkelighed. For eksempel hørte jeg om en dygtig ung it-medarbejder i en finansiel virksomhed, der fik til opgave at finde en fejl i et af virksomhedens datasystemer. For at løse opgaven hurtigst og bedst muligt valgte han som det naturligste i verden at dele en del af kildekoden i et fagligt forum. Han delte det anonymt for ikke at sætte sikkerheden på spil. Lynhurtigt fik han hjælp fra sit netværk i forummet, og opgaven blev løst effektivt, og alle var tilfredse. Ved et tilfælde fandt virksomheden ud af det og sporede medarbejderen og fyrede ham, fordi han formelt set havde delt forretningskritiske oplysninger. For ledelsen var det helt naturligt, at man ikke deler en kildekode, men for medarbejderen var det sund fornuft at løse opgaven ved at være åben og dele. Han brugte den kollektive intelligens på nettet, som han var vant til, men hans situationsfornemmelse var altså den modsatte af virksomhedens«.
Skriv kommentar