Respekter de unge - ellers bliver de middelmådige udgaver af os selv

»Det er dybt problematisk, at mange per automatik udråber den nye generation af såkaldt digitale indfødte – altså de unge mellem 18 og 28 år, som aldrig har oplevet en verden uden internet, mobiltelefoner og sociale medier – til at være en flok selvcentrerede superindividualister, for de er faktisk det stik modsatte«.

Sådan lyder det fra erhvervsforskeren Søren Schultz Hansen, der i næste uge udgiver bogen ’Digitale indfødte på job’, som er baseret på empiriske kvalitative studier af den unge generation. Gennem syv år har han nærstuderet de unge og udgav i 2011 sin første bog om dem og deres liv med digitale medier.

Han mener, det er helt nødvendigt, at ældre generationer, og især lederne rundtomkring i virksomheder og på offentlige arbejdspladser, lærer at forstå den nye generation af unge, der i disse år er på vej ud i job. For hvis vi bare gør, som vi plejer, og antager, at allerede vedtagne sandheder om høflighed, grænser for arbejdet, arbejdsmetoder og omgangsformer er, som de altid har været, kan det hurtigt gå galt. De unge er nemlig helt anderledes end generationerne før dem. Og det er altså nu, vi skal handle:

LÆS LARS GRARUP

»For nylig hørte jeg Djøf og DA diskutere, hvordan man skal forholde sig til, at flere og flere tjekker deres arbejdsmail uden for arbejdstiden. Tjekker mailen?! Skal man virkelig i 2015 – i en verden med chat og sms, sociale medier og konstant deling af dokumenter i skyen – stadig lytte på, at nogle af de ypperste repræsentanter for vidensarbejdere og virksomheder på et principielt, akademisk niveau diskuterer mailpolitik som et perspektiv på det grænseløse arbejdsliv? Digitale indfødte betragter grænseløsheden som udgangspunktet og adskillelsen som det kunstige aktive valg«.

Hvad mener du, det betyder?

»At vi står over for en generation af unge, som aldrig har prøvet at være alene, og som nærmest ikke er individer længere, fordi de konstant og hele tiden er sammen med andre. Jeg vil altså snarere kalde den nye generation for en vi-vi-vi-generation end en mig-mig-mig-generation, som de ellers bliver beskyldt for at være«.

De virker da ellers rimelig selvoptagede ...

»Vi tror, de er ekstremt selvoptagede, men de er i virkeligheden meget mere optaget af ’den anden’, både den konkrete anden, altså f.eks. en ven, man kan spørge, og den abstrakte mosaik af alle de andre, som man hele tiden kan spejle sig i. De er optaget af, hvad andre tænker, og gør og orienterer sig efter det. Hele deres liv har de bedt om og fået input til alt, hvad de laver, hele tiden fået ris og ros for alt, hvad de siger, og fået validering af alt, hvad de tænker. Derfor skal de ikke behandles som individualister – altså selvkørende, selvstændige mennesker – man kan motivere ud fra egoistiske egennyttehensyn, men det modsatte. De dyrker relationerne, og det, de uden sammenligning sætter højest, også i arbejdslivet, er det sociale«.

Det lyder nærmest 70’er-agtigt?

»Nej, man må forstå, at det sociale for dem ikke er fællesskabet i traditionel forstand. Der er ikke meget sammenhængskraft og socialdemokratisk ret og pligt over de unge, jeg har mødt. De er vokset op med og dyrker det sociale via det digitale netværks skiftende konkrete relationer, ikke i et stabilt abstrakt fællesskab. Derfor begår man en dobbelt fejl, hvis man diagnosticerer dem som en mig-mig-mig-generation og tror, at medicinen er at overtale dem til mere fællesskab«.

Hvordan ser du dyrkelsen af det sociale?

»De har altid netværket i lommen eller i hånden. Det er alle steder, de er sociale og sammen med andre, og der er ikke nogen forskel på den virtuelle og den konkrete verden. Der sker en sammensmeltning af individ og resten af verdenen via mobilen og oven i købet på et niveau, så jeg i sidste uge kunne høre en gymnasieelev fortælle, at når han ikke har sin mobiltelefon på sig, har han fantomsmerter. Han følte den her vibration fra mobilen i lommen, selv om han ikke havde den på sig. Så bogstaveligt er det. Hvis vi ikke forstår det, kan vi hurtigt gå skævt af dem«.

En mangel på respekt

Ifølge Søren Schultz Hansen er det en meget konkret og daglig udfordring i samværet mellem generationerne, at de unge er så sociale.

»Når vi er på arbejde, sætter de fleste af os mobilen på lydløs for ikke at blive forstyrret; det er et udtryk for almindelig høflighed. Men en digital indfødt har mobilen på lydløs og på vibration i lommen, og det er for at være sikker på hele tiden at kunne blive forstyrret. Mobiltelefonen er den ultimative nøgle til deres daglige liv og samvær og fungerer kun, hvis den er en del af deres krop. Det betyder, at digitale henvendelser er lige så nærværende, som når vi er sammen ansigt til ansigt. En vibrerende telefon i lommen påvirker kroppen på samme måde som et prik på skulderen og kræver en lige så hurtig reaktion. Så når man står over for en ung medarbejder, som haler sin telefon frem og læser en besked midt i en samtale, tænker vi, at det er uhøfligt, mens det for den unge er lige så uhøfligt at lade være med at svare«.

Men helt ærligt, de er vel bare uhøflige ...

»At affærdige det som bare udtryk for uhøflighed, selvcentrering og mangel på nærvær hos digitale indfødte er ikke blot en stor undervurdering af udfordringen, men viser også en mangel på forståelse og indsigt, som jeg synes grænser til mangel på respekt«.

LÆS DEBAT

Det kan vel ikke passe, at vi andre så skal indrette os efter dem?

»Nej, vi skal ikke lefle for de digitale indfødte, men vi er nødt til at forstå, at det, der umiddelbart er sund fornuft for den ældre generation, ikke nødvendigvis er det for den unge. Man kan nemlig hurtigt svigte sit ansvar som leder, hvis man ikke forsøger at forstå de digitale indfødtes virkelighed. For eksempel hørte jeg om en dygtig ung it-medarbejder i en finansiel virksomhed, der fik til opgave at finde en fejl i et af virksomhedens datasystemer. For at løse opgaven hurtigst og bedst muligt valgte han som det naturligste i verden at dele en del af kildekoden i et fagligt forum. Han delte det anonymt for ikke at sætte sikkerheden på spil. Lynhurtigt fik han hjælp fra sit netværk i forummet, og opgaven blev løst effektivt, og alle var tilfredse. Ved et tilfælde fandt virksomheden ud af det og sporede medarbejderen og fyrede ham, fordi han formelt set havde delt forretningskritiske oplysninger. For ledelsen var det helt naturligt, at man ikke deler en kildekode, men for medarbejderen var det sund fornuft at løse opgaven ved at være åben og dele. Han brugte den kollektive intelligens på nettet, som han var vant til, men hans situationsfornemmelse var altså den modsatte af virksomhedens«.

Unge er permanent innovative

Ifølge Søren Schultz Hansen må vi se i øjnene, at ledelse af de digitale indfødte også indebærer, at man skal anerkende dem hele tiden. I hvert fald hvis man vil have det bedste ud af dem.

»Hvad enten man kan lide det eller ej, skal de have feedback hele tiden. De fleste af os har det sådan, at anerkendelse devalueres, hvis man får for meget. Jeg vil ikke hele tiden have at vide, at jeg er god, for så kan jeg ikke bruge det til noget. Sådan har jeg det intuitivt, ligesom de fleste ledere. Men de digitale indfødte kommer fra en verden, hvor de får feedback og anerkendelse hele tiden. Hvis de kommer ind i en virksomhed, hvor man kun får anerkendelse, når det er fortjent, vil de opleve det som et ekstremt negativt signal fra lederen. De ønsker ikke kvalitet i feedbacken, men kvantitet«.

Og hvad så, hvis lederne ikke leverer det?

»Jeg tror ikke, vi skal frygte et nyt 68-oprør. Tværtimod. Deres vigtigste kernekompetence er ikke at gøre oprør, for hele deres liv har de erfaret, at tingene alligevel skifter så hurtigt af sig selv, at det ikke kan betale sig at gøre oprør. Det, vi skal være bekymrede for, er, at de bare tilpasser sig vores måde at lede på og bliver middelmådige udgaver af os selv«.

Hvordan tænker du?

»Hvis man ser pessimistisk på det, risikerer vi en generation af mennesker, som aldrig tager en selvstændig beslutning, aldrig tager et initiativ, aldrig gør, tænker eller siger noget uden på en eller anden måde først at have valideret det, spejlet det, fået det godkendt i netværket. Men omvendt: Hvis vi forstår, hvad der motiverer dem, og hvordan de tænker, kan de være redningen for vores virksomheder«.

Vores redning ligefrem?

»Vi taler hele tiden om, at virksomhederne, der jo skal agere i en digital verden, mest af alt har behov for innovation. Og det kan denne her generation faktisk levere. De har jo livslang erfaring med netop det, der udfordrer vores måder at indrette vores liv, samfund og forretninger på. Altså deleøkonomi, crowdfunding, mikrobetaling, cloudsourcing, frie agenter og virtuelle virksomheder. De unge repræsenterer en helt anden tilgang til opgaver, end vi gør. Jeg kalder den en trial and error-tilgang«.

Det må du uddybe …

»De ældre generationer vil altid have et kvalificeret grundlag at handle ud fra. Vi vil have dokumenteret tingene først. Men de unge repræsenterer en permanent innovativ tilgang: De handler først, og så finder de ud af, om det virker. Den tilgang har de til teknologi og til relationer. I min undersøgelse af de unge har jeg f.eks. bedt både ledere og unge om at løse den samme opgave. Jeg bad dem illustrere begrebet ledelse på tre minutter ved at finde billeder på nettet. Lederne stillede sig skeptisk an og endte med ikke at løse opgaven, fordi de ikke mente, det gav mening. De unge var også skeptiske, men de kastede sig ud i det alligevel, og det viste sig, at deres løsning kunne bruges til utrolig meget. I det ene tilfælde blev opgaven løst, i det andet ikke. I et samfund, hvor tingene skifter så hurtigt, er de unges tilgang den helt rigtige«.

Så vi andre er bare håbløst forældede?

»Ja. Denne trial and error-tilgang er – i et samfund, hvor tingene skifter så hurtigt – den rigtige måde at gøre tingene på. Hvis vi venter for længe, er det for sent. Vi kan ikke overveje alt, inden vi går i gang. Se eksempelvis på store virksomheders håndtering af krisekommunikation. For nylig så vi den shitstorm, som Jensen’s Bøfhus var ude i, og Lego-Shell-sagen. En traditionelt tænkende kommunikationsrådgiver vil tænke: Vi skal gøre det på den rigtige måde, så vi venter lige og ser, om det udvikler sig, inden vi gør noget. Og det er en håbløs mangel på forståelse af, hvordan de sociale medier fungerer. Her er der tale om, at man ikke kan være sikker på, at man agerer rigtigt, hvis man agerer hurtigt, men man kan være helt sikker på, at man agerer forkert, hvis man agerer langsomt. Her har de unge en intuitiv opfattelse af, at det skal gå hurtigt – og det giver rigtig god mening«.

LÆS DEBAT

Det lyder lidt risikabelt, at man skal give frie tøjler til unge uden særlig meget viden?

»Det kræver i hvert fald styring. Det kræver af lederne, at de hele tiden tjekker, om den unge medarbejder er på rette vej. Jeg kalder det gps-ledelse: at man hele tiden har fokus på, hvor man er henne, og hvor man skal dreje, og validerer undervejs. Ulempen ved denne trial and error-tilgang er, at de unge risikerer at køre for langt ud ad en tangent. Men hvis man blander sig i de unges arbejde på den rigtige måde – i stedet for at tro, at man slet ikke skal blande sig, fordi de virker så selvsikre – kan man få virkelig meget ud af dem. Jeg er overbevist om, at de digitale indfødte repræsenterer et umiddelbart svar på meget af det, danske virksomheder efterspørger. Som det ser ud lige nu, går ældre generationer fuldstændig skævt af de unge digitale indfødte. Men i stedet for at resignere over for ungdommen, skal vi forstå den. Ellers kan vi tabe den på gulvet«.