Når jeg befinder mig i nye sammenhænge, især kvindesammenhænge, får jeg ikke lov at være som de andre ret længe, før forhøret sætter ind: Hvor mange børn har de andre i selskabet? Hvor gamle er de? Hvem prøver at få nummer tre?

Hurtigt indser forsamlingen, at jeg ikke deltager helhjertet i samtalen. »Hvad med dig«, spørger de, og mine tanker går til de kvinder, der drømmer om at få børn, men ikke kan. Det må være forfærdeligt at blive tvunget til at rippe op i såret, mens verden ser medlidende til. »Jeg har ingen børn, og jeg har heller ikke lyst til at få nogen«, svarer jeg. Det er sandheden.