Et gensyn med en gammel veninde midt på Vesterbrogade udviklede sig forleden til en samtale om vores børn. Ikke om perfektionsneurotisk forældrenedtur skabt af skæve nissehuer på julekortet, men om den helt ubærlige del, der er forbundet med at aflevere dem i institution.

Med mørke rande under øjnene beskrev veninden, hvordan hun hver morgen trasker med tunge skridt fra børnehaven, og hvordan hun, inden hun får fri, hamrer i tastaturet – klar til at styrte med bankende hjerte gennem byen for at hente sin lille pige. Jeg nikkede bare og genkendte hele beskrivelsen af det formørkede barneland.