Så ligger det foran mig, det danske pas, som jeg har ventet på i 11 år, og som jeg har kæmpet for. Alligevel føler jeg ikke nogen glæde. Kun træthed. Samme følelse har min mand. For hvor har jeg gået igennem mange prøvelser og papirkrige for at gøre mig fortjent til det.

I dag, hvor spørgsmålet om migranter står højt på dagsordenen i alle europæiske lande, kan jeg ikke lade være med at tænke på alle dem, der endnu venter på en afgørelse, og hvis forhåbninger om at blive officielt anerkendt, er forsvindende små. Hvad oplever de i den tilstand af uvished, de befinder sig i? Hvor meget stress må de ikke opleve, når selv jeg i min privilegerede tilstand flere gange var tæt på fortvivlelse?