Min mor drak. Min mor kom i behandling. Min mor holdt op med at drikke. Og jeg forsøgte at tage mit eget liv.
Alkoholafhængige har ret til gratis og anonym behandling, hele livet. Ifølge behandlingsgarantien, der trådte i kraft den 1. januar i år, har børn af alkoholafhængige som noget nyt også ret til hjælp, men kun hvis de er under 25 år. Får de problemer senere i livet, grundet deres opvækst, skal de selv til lommerne. 45 minutters psykologbehandling koster ca. 950 kr. Men det er svært at fikse et liv på 45 minutter.

