»Denne film viser alt det, jeg ikke turde tale om som barn«.
Med den stærke sætning indleder Kathrine Ravn Kruse sin debutfilm, ’Mig og min far – hvem fanden gider klappe?’. Det er en personlig film om Kathrine Ravn Kruses smerte ved at være vokset op som barn af en alkoholiker. Men det er også i kraft af den kærlige og respektfulde diskretionslinje, hun holder over for faderen, blevet en almen følelsesfilm om problematikken.
Børn af alkoholikere får behandlingsgarantiNetop fordi hun ikke bliver for udpenslende under fortællingen af sin egen og sin fars historie, undgår hun, at man som publikum får fornemmelsen af overtræde de medvirkendes privatsfærer. Med sit kamera og sin egentlig lidt forsigtige tone er det lykkes hende at skabe et værk om mennesker, som mange kan identificere sig med.
Før det er for sent
Kathrine Ravn Kruse er en ung kvinde i 20’erne, som barndommen igennem fortiede over for alle, hvordan der var hjemme hos hendes far. Børn er oftest loyale over for deres forældre. Så Kathrine Ravn Kruse tav om, at hendes far drak.
Som voksen og studerende inden for film- og medievidenskab tog hun mod til sig og spurgte faderen, om hun måtte filme ham. Det var i 2011, og hun havde ingen forhåbninger om, at hendes fars liv ville ændre sig. Tværtimod. På det tidspunkt så det ud til, at faderen næppe ville leve længe.
Hendes motivation for at lave filmen var dels at komme tættere på ham, før det var for sent, dels at vise et »mere nuanceret billede af ’manden på bænken’«, som hun formulerer det. For Kathrine Ravn Kruse selv fungerede kameraet som en slags isbryder i de tre år, hun kom til at filme sin far. Hun er ikke en stor fotograf.
Mere smerte end glæde
Men hun er en formidler, der evner at få følsomheden mellem mennesker med i sine billeder. I hendes hænder og øjne bliver kameraet et sitrende tilstedeværende vidne til ikke bare faderens udvikling, men også deres relations forandring til det bedre i løbet af de tre år.
Kameraet ser på en måde ud til at være den genstand, der holder dem tættere fast i en relation, der ellers bare kunne være løbet ud i sandet. Palle Ravns liv viser sig i løbet af filmen at tage en drejning, der overrasker og glæder hans datter. Da man første gang ser ham, er han rødmosset i ansigtet omkring øjne, der indeholder mere smerte end glæde.
Alkoholikere skal da bare tage sig sammenHjemme i lejligheden kan han i bogstavelig forstand ikke gå omkring uden at trampe på ting, der bare aldrig er blevet ryddet op. Gulve, borde, stole, vindueskarme, køkkenvask og enhver anden plet i den lejlighed er groet til igennem mange år.
Rådden og gennemblødt
Madrassen i soveværelset nytter det ikke noget at vende om. Den er lige rådden og gennemblødt på begge sider. Som datteren på et tidspunkt siger til ham i et mildt tonefald, kan man »ikke se forskel på gulv og loft« hjemme hos ham. Så er der mere plads til Palle Ravn nede hos drukkammeraterne i lokalområdet.
Nogle alkoholikere har andre mønstre. Palle Ravns rutine er at traske på gaden med flaskerne klirrende i et stofnet. Nede på gaden er der ingen, der undrer sig over, at en midaldrende mand som ham har et opsvulmet ansigt, der blomstrer af sår, han får af at drikke. Hans krop kan ikke længere holde til det.
Findes der mennesker, som er glade for at leve sådan? Palle Ravn er ikke et af dem. Egentlig ret blidt presset af sin datter går han en dag med hende hen til Akoholenheden og begynder at tage antabus. Det bliver et vendepunkt i hans liv og også i Katrine Ravn Kruses.
Indsigt og håb
Deres relation bliver gradvis mere tæt og varm. Hvad datteren aldrig troede ville ske, sker nu for øjnene af hende og kameraet: Faderens ansigt falder på plads, hans blik får en ny ro, og han kan være der for sin datter på en helt anden måde end før. Også da hun bliver mor.
Forbyd alkoholreklamer og stop vores verdensrekord i drukMange af faderens vaner er dog stadig helt, som de var før. Han har en del af de samme venner, og han går fortsat omkring med sine mange flasker. Nu er der bare alkoholfri øl i dem. Der er også stadigvæk rigtig meget, far og datter har vanskeligt ved at tale om.
Og indsigtsfuld perspektivering af temaerne alkoholisme og børn af misbrugere er der ikke i ’Mig og min far – hvem fanden gider klappe?’. Men der er personlig indsigt, og der er håb.
fortsæt med at læse
