»Snart reser jag ind i mej själv« lyder en linje fra Björn Afzelius’ ’Två ljus’.
I dokumentaren ’Björn Afzelius: Tusen bitar’ er linjen fremhævet med god grund. For selv om Afzelius havde en pige i hver eneste by, hvor turnébussen med Sveriges mest populære sanger nåede frem, var der ingen af kvinderne, der for alvor lærte ham at kende.
Dertil var han for privat og for lukket, siger bl.a. ekskæresten Marianne Lindberg De Geer, hvis refleksioner og ærlighed har stor betydning for, at filmen om Afzelius er blevet et usædvanlig interessant musikerportræt.
Også for en, der var skeptisk over for Afzelius’ simple melodier, inderlige længsel og frihedshyldende paroler i 70’erne, hvor grundlaget til hans status som folkekær blev skabt.
Lukket ude af det gode selskab
I den brede befolkning var Björn Afzelius’ mundrette ballader så afholdte, at Sveriges svar på dansktopmusikere fortolkede hans romantiske sange om revolution i Latinamerika og hans vers om en evig søgen efter kærlighed.
Blandt kritikere både i Sverige og i nabolandene blev han kun sjældent rost, efter at han i midten af 70’erne havde brudt med bandet Hoola Bandoola og var blevet supersælgende solist.
Med sin lidt kølige udstråling og sine brændende engagerede og personlige tekster var Björn Afzelius hele vejen op gennem 1980’erne og 90’erne venstrefløjsrockens modsætningsfyldte og storsælgende superstjerne, som anmelderne hellere lukkede ørerne for end lyttede til. Gennem hele sin karriere var han lukket ude af det gode selskab.
Filmen om ham viser, både hvorfor han var udskældt, og hvorfor han var populær og nok så væsentligt: Hvorfor det er fascinerende at se et portræt af ham nu, hvor han har været død i 15 år.
Afzelius døde af lungekræft blot 52 år gammel i 1999. Der er intet støvet over instruktørernes film om ham. Uden at overfortolke eller prøve at udglatte de skarpe modsætninger i ham har de via de enorme bunker af filmisk arkivmateriale og nye interviews skabt en kalejdoskopisk fortælling.
Fra den ene kvindefavn til den næste
Det er en historie om et ofte drastisk handlende menneske med en dyb indre tvivl på sig selv og en helt særlig evne til i enkle vers med lidt vemodig stemme at synge sig direkte ind i folks hjerter.
En ensomhed og manglende accept i barndommen bliver gradvis og antydningsvis i stedet for bombastisk brugt til delvis at forklare, hvorfor den voksne Afzelius måtte gå fra den ene kvindefavn til den næste.
DA ANNE LINNET FYLDTE 60
Damarks kvindelige rock-ikon har altid gået sine egne vejeAfzelius kaldte sig selv ’bondeknold’ og voksede op på landet med en far, der ikke rigtig var hjemme, og en mor, der halvdelen af tiden knyttede ham tæt til sig og resten af tiden viste ham foragt. Hendes selvmord i Björn Afzelius’ ungdom syntes han aldrig at komme sig over.
Venskab og fjendskab
Da han mødte Mikael Wiehe, og de blev de to sangere i Hoola Bandoola Band, var der for megen konkurrence imellem dem til, at de i første omgang kunne være venner. Det var Wiehe, der havde lederrollen i Hoola Bandoola Band. Björn Afzelius følte sig på nogle måder underlegen i forhold til ham.
Mange år senere skulle Afzelius sige til Wiehe: »Det kan godt være, at det bliver dig, de kommer til at skrive bøger om. Men det er mig, der har publikummet«.
Det genfortæller Mikael Wiehe i filmen, hvor hans erindringer om det mangeårige venskab med Afzelius spiller en betydelig rolle.
I lighed med ekskæresten Marianne Lindberg De Geer, der er mor til en af Afzelius’ to døtre, giver Mikael Wiehe flere eksempler på, hvor privat Björn Afzelius var. Der var mange ting, han aldrig fortalte sin ven, men en del af dem kunne han til gengæld sætte ord på i sine sange eller slippe af med, når han rejste over til vennerne i Latinamerika eller ned til en italiensk bjergby, der blev hans foretrukne tilholdssted i de sidste mange år.
Da havde han så også skrevet sig til forbud mod igen at rejse til Cuba med den kommunistkritiske bog ’Engang i Havanna’, der til bl.a. Mikael Wiehes forbløffelse udkom i Sverige i 1992.
Den sidste plade
I Italien tog han på ferie med sine næsten lige gamle døtre. Der var han ikke kendt og derfor ikke genstand for hverken fandyrkelse eller foragt.
I filmen bliver det sagt af hans nære italienske ven, at Afzelius følte sig hjemme i Ligurien. Måske var det af alle steder der, han slap for at tage så meget stilling til sig selv og især til andres opfattelse af ham.
Mod slutningen af filmen fortæller døtrene om deres oplevelse af, hvor hårdt Afzelius arbejdede for at færdiggøre sin sidste plade, ’Elsinore’. Under indspilninger af den var han allerede meget syg af kræft. Hans vokal blev indspillet hjemme i hans hus i Minkgatan i Göteborg og ikke i et studie.
Interviewet med de to døtre tilfører et yderligere kapitel til historien. Som elsker var han altid på vej væk. Som far var han til stede, fornemmer man.
Det er formentlig nok så meget menneskeportrættet, der har gjort ’Tusen biter’ til en gigantisk biografsucces i Sverige. Og det er det, der gør, at man som publikum kommer med på Afzelius’ rejse ind i sig selv.
fortsæt med at læse
