Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

»Jeg forsøgte indtil for nylig at forsvare krigen, fordi det var hjerteblod for mig«, fortæller formanden for Konservativ Ungdom i København, Caspar Stefani, som selv har været udsendt til Afghanistan. I dag mener han, at krigen i Afghanistan var en fejl. Kilde: politiken.tv / Tilrettelæggelse: Johannes Skov Andersen / Producer: Henrik Haupt

Debat

Vi borgerlige skal tage et opgør med krigene

Det danske forsvar er ikke klar til flere ugennemtænkte interventioner. Så inden vi sender specialstyrker til Syrien, bør vi diskutere alle de fejl, vi har begået i de senere års krige.

Debat

Regeringen taler nu åbent om at indsætte specialstyrker i Syrien. Desværre er der god grund til at være yderst skeptisk over for yderligere dansk militær intervention i Syrien, for de senere års kortsigtede indsatser i Afghanistan, Irak og Libyen har på ingen måde være succeser. Snarere tværtimod.

Prisen for den danske tilstedeværelse i Afghanistan var 43 faldne og over 200 sårede. 40.000 civile afghanere dræbt. Tonsvis af smadret og nedslidt materiel, som der ikke er penge til at erstatte. Milliarder af kroner, som kunne være brugt til at styrke forsvaret, der i årevis er blevet negligeret af politikerne, og som i dag mest af alt minder om en milits.

Og nu viser det sig, at Helmand er ved at falde til Taleban – mindre end et år efter at vi afsluttede kampopgaverne og overlod det til afghanerne.

Nu, hvor kampopgaverne er afsluttet, og vores indsættelse kommer på afstand, bør særligt de politikere, der sendte os af sted, begynde at overveje, hvad man kunne have gjort anderledes. Og om det var prisen værd.

Det kan ikke passe, at det kun er venstrefløjen, som må diskutere det. Opgøret med krigen kan sagtens ske, uden at vi veteraner trædes over tæerne, for vi ved, at vi løste vores opgaver inden for de rammer, som politikerne gav os. At de rammer så var grundlæggende forkerte, er politikernes ansvar, hvilket de bør påtage sig.

Jeg ville til enhver tid tage af sted igen, hvis tilbuddet kom. Det er, hvad krig gør ved en

Lad mig understrege: Jeg selv havde en god udsendelse til Afghanistan. Jeg lærte mig selv at kende, og jeg fik kammerater for livet. Jeg udviklede mig, både fagligt og personligt. Jeg har oplevet ting, som de færreste 21-årige oplever, men som har styrket mig som person. Jeg ville til enhver tid tage af sted igen, hvis tilbuddet kom. Det er, hvad krig gør ved en. Kammeratskabet er helt unikt.

KRIGSVETERAN

Men de seneste måneder har mine tanker omkring krigen fyldt mig som bly i hovedet; tanker, som jeg ellers har forsøgt at bearbejde de sidste tre år. Var det prisen værd? Var politikerne forberedt på opgaven? Vidste de overhovedet, hvad og hvem vi kæmpede imod? Kendte vi til stammekulturen, og hvordan den ville påvirke vores opgaveløsning?

Kendte man nok til landet og dets udfordringer? Tog man russernes fejl til efterretning, eller buldrede man ind, i håb om at det nok skulle gå, hvis bare vi havde ildkraft nok? Sig mig, var der overhovedet en plan for Afghanistan?

Jeg har haft mange diskussioner omkring vores indsats. Jeg forsøgte indtil for nylig at forsvare krigen, for det var hjerteblod for mig. Jeg nægtede at erkende de fejl, der blev begået – jeg nægtede at se i øjnene, at kollegaer er blevet lemlæstet og dræbt på grund af politikernes inkompetence.

Men jeg er splittet – for det gør ondt at høre fra mennesker, som ikke har været der, at krigen var en fejl. Det gør mig faktisk rasende, særligt når de fleste slet ikke har sat sig i soldaternes sted, men blindt følger venstrefløjens dogmatiske opfattelse: at krigen kun handlede om ren og skær imperialisme. Intet kunne være mere forkert.

Det var uvidenhed, der tabte krigen i Afghanistan. Uvidenhed om, hvad en intervention rent faktisk koster, og hvor lang tid det tager.

Når jeg ser på det nu, må jeg erkende, at jeg mener, krigen har vist sig at være en fejl. Det er ikke nemt at erkende, særligt med de ofre, vi sidder tilbage med.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Opgøret med krigen skal ikke tages for soldaternes skyld, men for at vi kan tænke os grundigt om, inden vi sætter tropper ind i et fjernt land

Danskerne er blevet vant til at gå i krig, men vi er godt nok dårlige til at håndtere det. Veteraner bliver kastet rundt i systemet, alt imens man ikke tør tage diskussionen om, hvilke fejl vi begik, og hvad vi kan lære af dem.

Den manglende diskussion handler om frygten for at såre os, der tog af sted i god tro. Og så handler den om angsten for, at politikerne og deres fejl bliver udstillet. Krigen er dog først forgæves, når man nægter at tage debatten om, hvor det gik galt, og hvordan vi sikrer os, at vi lærer af vores fejl.

SENIORKORRESPONDENT

Den grundlæggende fejl bestod i ikke at vide, hvem vi kæmpede mod, og manglende vilje til at gøre det, der skulle til, for at nå de mål, man lagde for Afghanistan. Demokrati og stabile og stærke institutioner kræver mange års tilstedeværelse, og det kræver altså massive mængder ressourcer samt bred politisk og folkelig opbakning. Disse essentielle egenskaber ved en intervention var aldrig til stede ved indsatsen i Afghanistan, og jeg tvivler på, at de vil være det i Syrien.

Opgøret med krigen skal ikke tages for soldaternes skyld, men for at vi kan tænke os grundigt om, inden vi sætter tropper ind i et fjernt land. Jeg er bange for, at vi kommer til at begå de samme fejl i Syrien som i Afghanistan, særligt set i lyset af Islamisk Stats barbariske handlinger i Paris.

En landkrig i Syrien vil få uoverskuelige konsekvenser, som hverken forsvaret eller Danmark er klar til. Interventioner kræver en massiv indsats, ikke kun militært, men også humanitært, som der sjældent er tålmodighed til at gennemføre. Selvom vreden over de seneste terrorangreb endnu ikke har lagt sig, må vi slå koldt vand i blodet. Det danske forsvar er ikke klar til flere ugennemtænkte interventioner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det tyder dog på, at et bredt politisk flertal ikke har lært af sine fejl, idet de ikke har været afvisende over for yderligere indgriben, ikke kun i Syrien, men også i Irak og Mali. Områder, som er mindst lige så komplekse som Afghanistan, og hvor fremtiden er lige så uoverskuelig.

Vi skal huske, at når et land er bombet i stykker, skal det bygges op igen. Det gælder også Afghanistan. Viljen til genopbygning er der dog sjældent, når Vesten først er buldret ind, for bagefter får vi ofte travlt med at liste ud ad bagdøren. Så er det altså bedst helt at holde sig væk.

Efter hver patrulje i Afghanistan lavede vi en såkaldt ’after-action-review’. Her gik vi struktureret igennem hele patruljen: Hvad var formålet, hvad skete der derude, og hvad kan vi lære af det? Hele vores Afghanistan-indsats og udenrigspolitik i øvrigt trænger til en sådan, inden vi kaster os ud i et nyt eventyr.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce