Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning. Per Marquard Otzen

Tegning. Per Marquard Otzen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi mangler et sprog til at tale ordentligt om døden

Da jeg mistede min kone og pludselig var alene med vores tre børn opdagede jeg, at vi mangler et ordforråd, når det kommer til døden.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Efter at have mistet min kone og mine tre børns mor i september 2015 føler jeg mig som ramt af pesten efter mit møde med det offentlige Danmark.

Medio september troppede to betjente op på min arbejdsplads i fuld uniform. Stor var dramatikken hos kollegaerne, da økonomichefen blev hentet af politiet på arbejdspladsen med megen alvor og med lavmælte stemmer. Deres ærinde var at overbringe nyheden om min kones akutte dødsfald.

Et bud, der er en belastning for begge parter, men at jeg efter 10 minutter skulle tage stilling til spørgsmålene »Vil du modsætte dig obduktion?« og »Ønsker du selv at forestå begravelsen?«, er dybt uprofessionelt.

Mødet med kendsgerningen omkring døden ramte mig som en udefrakommende sygdom, der slog ned som et lyn. En slags pest, der gjorde, at ingen havde ord – heller ikke budbringerne. Den yngre betjent beklagede budskabet flere gange og sagde, at dette var hans absolut værste dag i hans tjenestetid nogen sinde ... endda flere gange.

Det er forunderligt, at vi danskere har så lille et ordforråd over for døden. Det er beskæmmende, at de, der skulle være de professionelle, end ikke magter ordet kondolerer

I Akutmodtagelsen ville jeg sammen med familien tage afsked med min kone og børnenes mor. Efter ventetid på en time kom lægen til stede, og jeg blev orienteret om, at det ikke kunne tilrådes at se liget af min afdøde hustru, da hun jo var dødfunden. »Nå, og?«.

En dødfunden modtages på sygehuset, og de sikrer sig, at døden er indtruffet. Herefter pakkes liget i en ligpose og køres på køl. Der skrives ikke dødsattest, før end der har været afholdt ligsyn sammen med politiet, på trods af at døden er indtruffet, og lægen har konstateret, at afdøde er afgået ved døden på grund af en blodprop.

Jeg fik efter eget valg lov at se min afdøde kone ligge i ligposen med åbne øjne, intuberet og på ingen måde gjort i stand til en afsked med de pårørende. Fremvisningen foregik under nøje overvågning og med krav om, at jeg stod i behørig afstand på grund af »efterforskningen«.

Fremvisningsrummet var klinisk, og lyden af motoren i kølerummet ved siden af gjorde situationen grotesk. På vej ud ad døren fik jeg stukket en blanket i hånden, ’Vejledning til efterladte’, samt navn og telefonnummer på den politibetjent, der havde overtaget ’sagen’. »Sagen?«. »Ja, vi gør ikke mere fra nu af. Har du spørgsmål, skal du kontakte politiet«. Jeg blev for alvor såret. Ingen trøstende ord, ingen sympati, ingen empati, ingen imødekommenhed.

Samme aften som ligsynet havde fundet sted, ringede politiet til min svigermor og stillede uddybende spørgsmål i relation til hendes afdøde datter. Blandt andet om afdøde tog livsvigtig medicin. »Ja, det gjorde hun«. Det virker besynderligt, at ligsyn gennemføres, uden journalen er gennemgået. Efter en uges tid ringede samme betjent og rykkede for afhentning af afdødes effekter, der befandt sig hos politiet.

Jeg var ikke bekendt med, at politiet opbevarer disse, men svarede, at jeg ifølge vejledningen fra sygehuset skulle vente, til jeg havde en skifteretsattest. »Nej, det er ikke nødvendigt«. »Du kan bare hente tingene, vi har ikke plads til at opbevare dem«.

Efter kort tid dukkede der et brev fra skifteretten op i min e-boks. Ingen imødekommende tone i brevet. Derimod en lang opremsning af forpligtelser og en besked om at ringe 3 uger senere.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Efter den behørige tid var passeret, ringede jeg til skifteretten. Der blev svaret hurtigt, men der blev på ingen måde svaret imødekommende. Det var ’another day at the office’, hvor der straks blev bedt om journalnummer. Derefter gik medarbejderen i gang med at bede om formue- og gældsoplysninger. Efter 10-15 minutter spurgte medarbejderen mig så: »Og hvad har du så tænkt dig, der skal ske?«. »Øhhh, ja, jeg kan vel sidde i uskiftet bo?«, svarede jeg. »Ja, det kan jeg ikke anbefale, for du kan jo blive gift igen lige om lidt«.

Det var så sårende en kommentar, at jeg havde lyst at smide røret på. Jeg er 43 år og står alene med 3 børn på 7, 10 og 14 år. Det kunne hun jo se. Enden blev, at medarbejderen i skifteretten blev nødt til at kigge nærmere på sagen, fordi boet var teknisk insolvent, uden at det blev forklaret nærmere. Kontakten med skifteretten resulterede senere hen også i breve til hvert af mine tre børn. Det er bekymrende, at vi som samfund sender breve til en 7-årig, der end ikke har lært at læse.

Det er forunderligt, at vi danskere har så lille et ordforråd over for døden. Det er beskæmmende, at de, der skulle være de professionelle, end ikke magter ordet kondolerer. Et ord, som i øvrigt aldrig bliver mundret.

Jeg er bestyrtet over, hvordan professionelle, der dagligt har kontakt til mennesker, der har mistet deres kære, ikke er klædt på til at kunne kommunikere med mennesker i akut krise og sorg. Lad os udvikle det danske sprog, så vi kan tale om sorg og død. Lad os finde ord frem. Og lad os finde et mere mundret ord end ’kondolerer’, som alle føler er kejtet. Start hellere i dag end i morgen. Du kan være den næste, der bliver ramt af pesten.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden