Tegning. Mette Dreyer

Tegning. Mette Dreyer

Debat

Fædre skal tage ansvar for børn - ikke kræve juridisk abort

Debatten om ufrivilligt faderskab handler kun om de stakkels mænd, mens ingen taler om de børn, der allerede er født.

Debat

I den seneste uge har den offentlige debat om mænds ret til at fraskrive sig det juridiske faderskab fyldt meget. Fronterne er tegnet hårdt op. På den ene side er der kvinder, der ikke ønsker at blive efterladt af mænd, der gerne ville være med til festen, men ikke vil dele regningen.

På den anden side har vi mænd, der ængsteligt fortæller om kvinder, der spekulerer i babypotentiale og finansiering, når de sender flirtende blikke over drinken i byen. Men ingen taler om barnet.

Personlige historier er der nok af. Ikke nok med at Anne Sophia Hermansen i Berlingske nævner flere kvinder, som hun mener har snydt sig til en graviditet, så kører der også en dokumentarserie på DR 2, som udstiller problematikken omkring ufrivilligt faderskab. De sociale medier flyder over med historier om virile ungersvende, hvis liv er blevet ødelagt af, at de ikke har beskyttet sig tilstrækkeligt. Men der mangler nogle historier i fatal grad. Der mangler historien om kvinder, der er blevet gravide, men hvor manden har fået kolde fødder.

Disse kvinder står med et barn, som de har svært ved at passe ordentligt på, fordi de er alene med ansvaret. Denne historie, sammenlagt med historierne om mænd, der har oplevet at blive fædre uden deres eget samtykke til faderrollen, gør, at regnestykket nok i sidste ende går op.

Der mangler historien om kvinder, der er blevet gravide, men hvor manden har fået kolde fødder

Begge situationer er alt andet end ønskelige, og begge situationer bør undgås med alle midler – men man kan ikke ansvarsfraskrive sig på et så tyndt grundlag, som at man ikke har overvejet konsekvenserne af sine handlinger og glemte at tage sine forholdsregler.

Det er altid begge parters ansvar at beskytte sig imod en situation, man selv gerne vil undgå.

Havde vi selv valgt at skrive en far på, som åbenlyst ikke var interesseret i at være far? Tvivlsomt. Men i situationer som disse er det svært at gøre andet end at dømme fra gang til gang. Der kan være specielle omstændigheder, som gør det svært at vælge aborten for den enkelte kvinde. Og som gør, at det er rimeligt, at manden, på trods af modsatrettede ønsker fra hans side, skal stå som fader til barnet, med alle de pligter dette indebærer. Man ikke kan sammenligne juridisk abort med en medicinsk eller kirurgisk abort. I det ene tilfælde er der altid en nødudgang. Faktum er nemlig, at barnet er levende, og at manden derfor altid, uden dog at have ansvar, kan vælge at tage kontakt til barnet, hvis han på et senere tidspunkt skal fortryde.

LÆS DEBAT

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En abort er definitiv. Der er ikke noget, der kan ændre den beslutning, når først den er truffet og udført. Det er endeligt, at du ikke bliver mor, hvis du vælger at få fjernet barnet, inden det rigtig kan kaldes et barn. Vælger du at skrive under på, at du ikke ønsker at være far i juridisk forstand, er der stadig intet, du kan skrive under på, som sørger for, at du ikke er far i biologisk forstand.

Diskussionen handler i overvældende lille grad om, hvilken ret disse fædre bør have til deres børn.

I stedet for at give de få fædre, der måtte ønske dette, en ret til at fraskrive sig al social og økonomisk ansvar, bør debatten handle om, hvordan vi kan sikre, at disse fædre får ret til både samvær og medbestemmelse over deres eget barns liv. Flere af mændene i DR’s dokumentarserie udtrykker frustration over det faktum, at de ikke kan være med til at træffe vigtige beslutninger, og at de ikke kan få samvær med barnet. Det er en uhensigtsmæssig retsstilling, som ikke burde være tilfældet i et moderne samfund som vores. Anne Sophia Hermansen nævner fædre som ofrene og beskylder samtidig kvinder for at trække offerkortet i denne diskussion.

Havde vi selv valgt at skrive en far på, som åbenlyst ikke var interesseret i at være far? Tvivlsomt. Men i situationer som disse er det svært at gøre andet end at dømme fra gang til gang

I vores optik er hverken mor eller far ofret. De har begge truffet en beslutning – eller undladt at tænke sig om – og må nu som voksne mennesker tage ansvaret. Det eneste offer er barnet. Det er derfor nødvendigt at vende diskussionen om. Den skal ikke handle om abort, men om, hvordan vi som samfund kan sikre lige rettigheder og konstruktiv dialog.

Lad os i stedet for at gøre retten til abort til en kamp kønnene imellem se på konflikthåndtering parterne imellem, når uheldet er ude. Det bør være en politisk kamp at sikre, at begge parter i forældreskabet har lige ret til barnet, og at der i lovgivningen sættes et langt større fokus på, hvordan vi løser konflikter med dialog og gensidig forståelse parterne imellem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Systemet slår fejl, når det tager mere udgangspunkt i forældrene end barnet. Lovgivning kan pludselig bruges som et sårende og ødelæggende våben frem for et værktøj til at løse uoverensstemmelser med. Juridisk abort fremstår som en ærgerlig tilføjelse til våbenskabet, der i virkeligheden slet ikke løser det egentlige problem.

Vil du være sikker på ikke at gå glip af det seneste fra Politiken Debat, kan du ‘følge’ Debat på din Politiken-profil. Det eneste du skal gøre er at klikke på ‘Følg’-knappen i toppen af denne artikel og vælge Debat. Derefter vil de seneste artikler fra Debat helt automatisk dukke op i Din Strøm på forsiden af Politiken, når du er logget ind på politiken.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce