Livet. Samme dag, som dette interview fandt sted, fik Garbi Schmidt lavet en tatovering hen over arret fra sin kræftoperation. Med hendes egne ord er tatoveringen 'et opgør med døden' og består af en lotus, som er livets blomst - den står i centrum. Baggrunden er et gammelt grafisk mønster for 'livets blomst'.
Foto: Ivan Boll Riordan

Livet. Samme dag, som dette interview fandt sted, fik Garbi Schmidt lavet en tatovering hen over arret fra sin kræftoperation. Med hendes egne ord er tatoveringen 'et opgør med døden' og består af en lotus, som er livets blomst - den står i centrum. Baggrunden er et gammelt grafisk mønster for 'livets blomst'.

Debat

Tidligere kræftramt professor: Døden er vor tids sidste tabu

Interview. I dag er død og sygdom gemt væk bag sygehusenes vægge - langt væk fra hverdagen. Det gør det kun sværere at begribe døden, siger professor Garbi Schmidt, der først mistede sin mor til kræft og derefter selv fik konstateret brystkræft.

Debat

»Vi er hamrende bange for døden, og jeg forstår det godt. Døden er ubehagelig at tale om. For selv om døden er overalt i film, bøger og nyheder, er den nære død blevet parkeret hos de professionelle.

Vi ser jo ikke de døende længere; døden foregår på hospicer, sygehuse og blandt læger og sygeplejersker – langt væk fra os. Det gør, at vi bliver paniske og angste, når vi møder en døende, selv bliver ramt af dødelig sygdom, eller når et familiemedlem, vi elsker, skal dø. Fortsætter vi med at skubbe døden væk, gør vi den endnu mere uhåndgribelig, end den allerede er. Vi må tage døden tilbage, så vi er i stand til at tale om det ubegribelige og ukendte, som livets afslutning er«.

Sådan siger Garbi Schmidt, der er professor i kultur og sprogmødestudier. Hun har de seneste 2 år haft døden helt tæt inde på livet. Først døde hendes mor af brystkræft, og et halvt år efter fik hun selv konstateret brystkræft.

Når Garbi Schmidt ser tilbage på de seneste par år, slår det hende, hvor svært folk havde og stadig har ved at tale med hende om døden og hendes kræftsygdom.

»Når jeg møder folk og fortæller dem, at jeg har haft kræft, er deres instinktive reaktion altid: ’Men du er rask nu? Du er jo rask nu, ikke, Garbi?’. De kan pludselig ikke tale længere. Det er, som om vi ikke kan være i et rum eller mangler ordene til at være i et rum med en, som er døende eller har kræft. Det gør bare oplevelsen, når man er i den, meget mere ensom. Det blev den for mig. Vi bliver nødt til at lære at leve med døden«.

Tror du, at vores forhold til døden har ændret sig over tid?

»Vores forhold til den nære død har ændret sig. ’I gamle dage’ døde folk tidligere end i dag, børnedødeligheden var højere, tuberkulosen var livsfarlig, og folk døde af lungebetændelse. Døden var altid præsent og et grundvilkår, datidens mennesker mødte mere direkte end i dag. Når man døde, døde man oftest i sit hjem. I dag har lægevidenskaben og den højere levestandard gjort, at vores møde med døden kommer langt senere – medmindre vi er rigtig uheldige. Og så dør man som regel ikke i eget hjem i dag, men på plejehjem, sygehus eller hospice«.

Men døden var da også voldsom for folk dengang?

»Jeg påstår ikke, at alt var bedre i gamle dage, og du har ret i, at den var voldsom for folk dengang. Døden vil altid være voldsom, men du kan vænne dig til voldsomme ting, hvis de sker hyppigt og foran dig. Jeg tror, at det derfor var lettere at leve med døden tidligere.

Vores teknologiske fremskridt har gjort, at vi i dag skubber døden så langt ud i horisonten som muligt. Det har jeg aldrig brudt mig om, så da min mor skulle dø, gjorde jeg alt for at gøre oplevelsen så nærværende som muligt. For sideløbende med at vi er blevet dårligere til at tale om døden, er vi også blevet dårligere til at give den sidste omsorg for de døende«.

Døden som modstander

Garbi Schmidt og hendes familie besluttede derfor, at hendes kræftsyge mor skulle have lov til at ånde ud i sit hjem med familien omkring sig. En beslutning, hun ikke fortryder i dag, og den gav familien et sprog til at tale om døden.

»For min mor var dødsangsten meget præsent. Hun gik fra at være en dynamisk, klog, skrivende og musikspillende kvinde til at sidde i en kørestol, hvor hun kun kunne sige ja eller nej. Og så lå hun der. Til sidst kunne hun slet ikke tale. Hendes krop kæmpede, og det var, som om den sagde, ’jeg vil ikke herfra, nu har jeg været her så lang tid, så jeg holder fast, jeg vil ikke slippe livet’. Det er, ligesom når folk forsøger at begå selvmord, det er jo utrolig svært. Døden var en modstander til det sidste. På min fødselsdag ringede min far og sagde, at ’det var nu’«.

Foto: RIORDAN BOLL IVAN

Hvordan oplevede du hendes død?

»Meget intenst. Min mors bevidsthed var forsvundet. Vi var hos hende og holdt om hende. Hun havde en rallende vejrtrækning, der var voldsom, men som forsvandt i perioder. Jeg havde min hånd på min mors hjerte, så jeg kunne mærke hendes hjertebanken, der blev svagere og svagere, og til sidst blev den så svag, at jeg ikke kunne mærke den mere – som om nogen havde skruet ned for et stykke smuk musik.

Min mor var væk. Derefter lagde min far noget tøj frem, som han vidste, min mor havde holdt af. Så hentede vi noget varmt vand, sæbe og en børste. Vi vaskede hendes hænder, redte hendes hår og gav hende det sidste farvel, som jeg fra min forskning ved, er ritualiseret hos muslimer. Det var en helende proces. Hun redte mit hår som barn, nu redte jeg hendes. Vi begynder som børn, hvor alt er uendeligt, og så kommer vi igennem livet, og pludselig dør vores venner og forældre, og vi rykker et skridt tættere mod afslutningen; vi bærer afslutningen med os«.

Hvad gav det jer, at hun døde hjemme og ikke på et hospice eksempelvis?

»Hun fik den sidste omsorg i omgivelser, hun elskede. Jeg var glad for, at hun ikke døde i en hospitalsseng med kitler og steriliteten omkring sig. Hun brød sig ikke om hospitaler. Hun havde altid været opmærksom på sin fremtoning, sit tøj og udseende og endte under sin sygdom på en afdeling, hvor hun kom i bad en gang om ugen og sad der med fedtet hår. Døden derhjemme var det rette valg. Det gav mig og min familie et fælles sprog til at tale om oplevelsen. Og når jeg ser tilbage, gav oplevelsen med min mors død mig nok en erfaring, som hjalp mig, da jeg selv fik konstateret kræft«.

Diagnosen kom

Kun et halvt år efter moderens død fik Garbi Schmidt konstateret brystkræft.

»Jeg var i Berlin for at løbe maraton, og en dag fandt jeg en ‘ært’ under min armhule. Jeg tænkte, at jeg måtte kontakte min læge, men blev ved med at udsætte det. Da jeg skulle have svarene på min undersøgelse, sagde jeg endda til min kollega, at det blot ville tage en halv time, og at jeg derefter ville komme tilbage for at undervise på universitetet. Selvfølgelig havde jeg ikke kræft, tænkte jeg. Men det havde jeg. Jeg trådte ind i et rum, hvor der sad en læge og en sygeplejerske, der gav mig diagnosen. Jeg ringede til min eksmand og fortalte det, og så smækkede jeg det ud på Facebook«.

Facebook?

»Havde jeg ikke råbt det ud, ville det have gjort skade i mig. Jeg gik rundt på sygehuset i flere timer – fra den ene undersøgelse til den anden. Og så slog det mig, at jeg måske kun havde 5 år tilbage at leve i. Til den tid ville min datter være 14 år og min søn 18 år, og så tænkte jeg på alt det, jeg ikke ville få at se: min datter og søn forelske sig, min datter blive student, børnebørn. Jeg var også i gang med en bog. Jeg havde meget at leve for. Vi inddeler vores liv i år, måneder, uger, timer, minutter og sekunder – og alt det, vi skal fylde ind i tiden. Men døden eller dødelig sygdom venter ikke på din livsplan; den rammer dig bare. Jeg blev i den grad ramt af den hårde behandling«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Beskriv det for mig.

»Det viste sig, at det var en diffus form for kræft, der havde spredt sig. Lægen sagde, at jeg ville få den store tur med kemo, og at det ville blive hårdt. Jeg ritualiserede kemobehandlingen. På Facebook deler vi billeder af katte og kager, men livet er somme tider frygtindgydende, så jeg delte billeder derfra på Facebook. Hvorfor er dødelig sygdom og døden et tabu? Det skal da også fortælles som alt andet i livet uden at overdrive eller pibe.

Jeg husker især, da jeg havde grædt over, at jeg ville miste mit hår, og jeg tog en beslutning om at tage kontrollen. Jeg bestilte tid hos en frisør, der ragede alt mit hår af. Jeg var skaldet. Det tog jeg et billede af og lagde op: ’Værsgo, Facebook’. På en måde blev jeg trodsig. Folk likede, men ordene var ikke mange. Sådan fortsatte jeg, når jeg var til behandling, som slog mig helt ud og gav mig muskel- og knoglesmerter, som var uudholdelige, så jeg blev indlagt. Jeg mistede gradvis mine sanser. Kemoen gjorde, at vand smagte af yoghurt tilsat metal. På et tidspunkt stod jeg op på hospitalet og havde mistet min hørelse. Det var det mest skræmmende, jeg har oplevet; jeg har aldrig været så lille et menneske før. Det var den ondeste form for smerte«.

Alligevel fortsatte du og gav ikke op. Hvorfor?

»Ellers ville jeg dø. Jeg skrev også på min bog, som blev mit overlevelsesprojekt. Selv om jeg havde det ad helvede til, skrev jeg lidt hver dag. Min eksmand var der også for mig, selv om jeg var besværlig. Her lå jeg og var ramt af samme kræftsygdom som min mor. Det var der ingen mening i. Selv om jeg kommer fra en kristen familie med morgenbøn, bordbøn og aftenbøn og selv er kristen, skal du ikke fortælle mig, at der var mening i den sygdom.

Jeg mistede mit hår, mine øjenbryn og var blevet helt androgyn. Meget af min menneskelighed og kvindelighed forsvandt med behandlingen. Jeg holdt ud og overlevede. Selv om jeg har oplevet min mor dø og overlevet kræften, er det ikke ensbetydende med, at døden er blevet mindre skræmmende, men jeg har nok bare accepteret den som et grundvilkår. Og når jeg delte mine oplevelser fra behandlingen på Facebook, var det også, fordi jeg blev trodsig og lidt vred over, at vi ikke kan finde ud af at tale om disse svære ting. Det var mit lille bidrag til at bryde med tabuet«.

Indtil der ikke er andre udveje

Selv om Garbi Schmidt i dag er rask, går hun til halvårlige undersøgelser for at få tjekket, om kræften vender tilbage. Selv om hun mener, at vi skal insistere på at tale mere om døden og dødelige sygdomme, er der også grænser for, hvor meget døden kan normaliseres.

»Døden er hamrende ubehagelig og ubærlig. Også på politisk niveau. Tænk på klimaforandringerne, som vi ved bliver vores alles undergang, og som vi alligevel fortrænger. Og hvor banalt det end lyder, har ingen af os prøvet at dø og vende tilbage med en beretning om, hvad der er eller ikke er på den anden side. Vi må bare forstå, at livet og døden er to sider af samme sag«.

Kan du give et eksempel?

»Da jeg fik beskeden om, at jeg skulle opereres for anden gang, gik jeg grædende ud ad svingdøren på Rigshospitalet. Idet jeg gik ud, kom der en ung kvinde med et nyfødt barn ind ad samme dør. Vi bliver født og dør – det er en del af samme cyklus. Jeg anbefaler alle at besøge Rigshospitalet, det er vitterlig et parallelunivers. Jeg kan godt forstå, at Lars von Trier måtte lave en film om stedet«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Er der ikke grænser for, hvor meget man kan normalisere døden?

»Jo, men lige nu er døden et tabu, så vi må finde et sted midtimellem. Det gælder både på det personlige plan, og også hvordan man lever med pårørende og mennesker tæt på, som skal til at dø. Derfor forsøgte jeg at skubbe lidt realisme ind på Facebook med mit sygdomsforløb. Der var flere, der skrev til mig bagom, som var i samme situation som jeg. Det gav en form for lindring. Hvor tit møder du én, som er i kemobehandling, og taler med vedkommende? Altså sådan rigtigt spørger ind til sygdommen uden at vige uden om den, som det første?

På hospitalet oplevede jeg noget meget opløftende. Når jeg talte med folk, som var døende, eller andre, som gennemgik samme behandling som jeg, talte vi jo om alt det, vi stadig ville nå. Som alle andre snakkede vi om, hvor vi ville rejse hen til sommer, og at vi ville se den og den film, der kom i biografen om nogle måneder. Det lærte mig nok, at vi må erkende døden som en del af livet, være i stand til at tale om den og dens nærvær, men jeg tror også, at vi altid i en eller anden grad vil fornægte døden, indtil der ikke er andre udveje og den står lige foran os og kalder vores navn«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden