»Vi er hamrende bange for døden, og jeg forstår det godt. Døden er ubehagelig at tale om. For selv om døden er overalt i film, bøger og nyheder, er den nære død blevet parkeret hos de professionelle.

Vi ser jo ikke de døende længere; døden foregår på hospicer, sygehuse og blandt læger og sygeplejersker – langt væk fra os. Det gør, at vi bliver paniske og angste, når vi møder en døende, selv bliver ramt af dødelig sygdom, eller når et familiemedlem, vi elsker, skal dø. Fortsætter vi med at skubbe døden væk, gør vi den endnu mere uhåndgribelig, end den allerede er. Vi må tage døden tilbage, så vi er i stand til at tale om det ubegribelige og ukendte, som livets afslutning er«.