Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning. Per Marquard Otzen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da min mor døde, opdagede jeg, at ateismen mangler ritualer

Alt for længe har vi befundet os i et rituelt tomrum, hvor vi til begravelser og lignende efterligner den kristne tradition, som vi ellers har forkastet.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Min mor døde 24. oktober 2009, da jeg var 24 år. Hun døde på Rigshospitalet efter en mislykket lungetransplantation. Da lægerne havde opgivet hende, fik vi lov til at sidde hos hende i nogle timer, inden de slukkede for respiratoren og en portør kørte ned med hende i en elevator.

Derefter så jeg hende ikke igen før dagen inden begravelsen, hvor det blev arrangeret, at vi så hende liggende i kisten. Bedemanden havde transporteret hende fra hospitalet og gjort hende klar til at blive begravet. Ved begravelsesceremonien, som var irreligiøs og foregik i et kapel, var kisten lukket. Vi sang nogle sange, en ceremonileder fra Humanistisk Samfund (en forening, der tilbyder hjælp til irreligiøse ceremonier) holdt tale, og vi lagde hende i jorden.

LÆS KRONIKEN

Efterfølgende har jeg tænkt meget over, om det var et godt forløb, og om det var en god begravelse. Dengang virkede intet af det, der skete, mærkeligt (ud over at min mor var død).

Alt foregik nogenlunde, som jeg forestillede mig, det ville. Jeg tænkte ikke over, at det var hospitalet og bedemanden, som håndterede min mors lig, og ikke mine brødre og jeg. Jeg undrede mig ikke over, at den ikkekristne begravelse i sin form egentlig lignede de begravelser, jeg havde været til før i en kirke. Det eneste, der var plads til at tænke på dengang, umiddelbart efter at min mor døde, var at få begravelsen overstået så godt, som vi kunne.

Tillader vores individualisme os ikke det kontroltab, det indebærer at lade sorgen rase?

Nu, efter at der er gået 5 år, er jeg virkelig forbløffet over, hvordan det hele foregik. Hvorfor var der ingen af os, der protesterede, da portøren kørte min mor væk så kort tid efter, at hun var død? Hvorfor sad vi ikke hos hende i den uge, der gik, fra hun døde og til begravelsen? Hvorfor var ingen af os med til at klæde hendes døde krop på og gøre hende i stand? Hvorfor var kisten lukket til begravelsen? Og hvorfor blev vores begravelsesritual en efterligning af det kristne, som jeg altid har været fremmed over for? Hvorfor begravede vi hende på en måde, der lignede den kristne tradition, bare med vores særpræg og uden den religiøse retorik?

Det er ikke, fordi begravelsen ikke betød utrolig meget for mig, eller at jeg ikke var glad for den. Der kom mange mennesker, vi havde et rigtig fint samarbejde med en ceremonileder fra Humanistisk Samfund, min mors kor var der og sang, min morbror spillede klaver til, og jeg læste selv et digt op.

Det, jeg sætter spørgsmålstegn ved, er for det første det faktum, at hvis vi ikke havde haft ceremonilederen, koret og min morbror, kunne vi nemt have stået i en situation, hvor det havde været fuldstændig uoverskueligt at få stablet et ritual på benene. For det andet virker det uforståeligt for mig, at vi, fra det øjeblik min mor døde, opretholdt så stor en fysisk distance til hende. Det er ikke påfaldende, at vi gjorde sådan, men jeg føler en voksende fortrydelse over, at det var sådan, det blev.

En gruppe af ateistiske mennesker i vores samfund bør finde sammen i et rituelt fællesskab for igen at føje mening til begravelser, bryllupper, konfirmationer osv. Alt for længe har vi befundet os i et rituelt tomrum, hvor vi til begravelser og lignende efterligner den kristne tradition, som vi ellers har forkastet, og derudover fejrer forbrugsfester forklædt som kristne højtider. Konkret er det uundgåeligt, at nogen kommer til at stå i en situation, hvor de ikke individuelt magter at skabe for eksempel et begravelsesritual, og hvor en udviklet ateistisk tradition ville være nødvendig.

Derudover er det essentielle her, at for at noget så ufatteligt som et dødsfald skal opleves meningsfuldt, er det ikke nok, at man som individ formår at arrangere en begravelse i den afdødes ånd. Man har brug for et fælles rituelt sprog.

LÆS MERE

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvorfor opretholdt vi så stor en fysisk distance til min mor, efter at hun døde?

Så vidt jeg ved, er det almindeligt ikke at sidde ved liget, ikke selv at håndtere liget samt at begrave i en lukket kiste. Samtidig er jeg klar over, at det ikke altid har været sådan, og at det altså er et særkende ved vores samtid. Måske er der nogen, som har en god forklaring på denne normaliserede generthed over for de døde, men for mig er det virkelig svært at fatte. Hvad er det, der holder os væk fra liget? Tillader vores individualisme os ikke det kontroltab, det indebærer at lade sorgen rase?

Eller er det for meget for vores irreligiøse sind at berøre den livløse krop, som tydeliggør, at den person, som før var kroppen, er væk? Jeg kan ikke forklare distancen til de døde, men jeg tror, det er værd at reflektere over den, så vi måske kan komme over den.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden