Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Per Marquard Otzen

Tegning: Per Marquard Otzen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Drop partierne - de kvæler alle visioner

Partierne kan ikke længere levere forandring til det bedre af vores samfund, fordi de er stivnet i vanetænkning.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Jeg vil fastholde, at der findes utopier, som ikke er ønskedrømme, men som er mulige, og dem er der behov for i øjeblikket. Det frygtelige problem er, at politiske partier kvæler alle visioner og utopier. Man bruger sin tid på organisatoriske ting, på magtfordeling og strategi i stedet for at bruge den på åbne diskussioner og på at åbne sig mod resten af samfundet. Hvis vi skal ændre vores samfund og finde løsninger på de mange kriser, vi står over for – miljøkrisen, finanskrisen, legitimitetskrisen – har vi brug for en ny type politisk organisering, på både lokalt, nationalt og europæisk plan«.

Sådan lyder det fra 71-årige fransktyske Daniel Cohn-Bendit, der indtil for to år siden var medlem af Europaparlamentet for De Grønne, og som først blev kendt som anarkist og leder af studenteroprøret i maj 1968 i Frankrig. Selv om Cohn-Bendit er ude af formaliseret europæisk politik, bruger han stadig det meste af sin vågne tid på at kæmpe for et stærkt, grønt Europa, nu som forfatter, debattør og radiovært, og han er stadig en efterspurgt kommentator af europæiske forhold, hvad enten det handler om flygtninge eller grækernes ødelagte økonomi.

I næste uge gæster han Det Kongelige Bibliotek i København for at tale om sin bog ’Pour supprimer les partis politique!? – Réflexions d’un apatride sans parti’ (’Skulle vi afskaffe de politiske partier!? – tanker fra en parti- og statsløs person’), der er en art politisk testamente.

Bogens hovedbudskab er, at der ikke længere er visioner og debatter i de politiske partier, og at der derfor er behov for folkelige bevægelser, som kan komme med nye løsninger på udfordringerne. Målet for Cohn-Bendit er en type organisering af civilsamfundet, som ikke lader sig opsluge af faste former.

»Jeg ved godt, at det politiske liv ikke kan fungere uden partier, og selvfølgelig er det en provokation, når jeg skriver en bog om, at man måske burde afskaffe de politiske partier. Jeg har selv været en del af etablissementet og ved, hvad det gør ved én; og jeg mener virkelig, at partierne svigter demokratiets behov for en vision. Den demokratiske debat er visnet. Det er klart, når partimedlemmernes tid bliver brugt på interne problemer. Et parti er en slags panser, som næsten af natur er hermetisk lukket for samfundet«.

LÆS OGSÅ

Hvad er det så, du ser for dig?

»Individet og civilsamfundet skal repolitiseres, mens det politiske liv må civiliseres – politik skal altså gå fra at være politikerelitens ejendom til at blive åben og offentlig. Jeg ser en type organisationer eller sociale bevægelser, om du vil, som er i stand til at tænke og skabe i samarbejde med resten af samfundet, og hvor det afgørende ikke er at måle folks engagement på, hvor meget tid de bruger på møder. Jeg forestiller mig politiske kooperativer, som ikke nøjes med at udarbejde standpunkter, men fremmer ægte meningsudveksling og alliancer på tværs, så der kommer nye ideer og løsninger, der kan sikre det fælles gode«.

Hvad ser du for dig konkret – er f.eks. den grønne bevægelse, som du selv har været en del af, løsningen, eller skal den politiske forandringskraft komme fra virksomheder?

»Nej, den grønne bevægelse i dag står i præcis det samme rod som f.eks. socialdemokraterne. De grønne partier er blevet fanget i partipolitikkens svøbe. De er derfor nødt til at gentænke en masse ting, hvis de skal gøre sig gældende. Men jeg ser et stort potentiale i den grønne bevægelse, hvis den formår at forankre sig i civilsamfundet og få folk med sig. Et eksempel på en stærk folkelig bevægelse er den enorme gruppe tyskere, der gik sammen om at hjælpe alle de flygtninge, der kom til Tyskland sidste år. Disse mange tyskere arbejder for det fælles gode – de arbejder for, at det skal lykkes«.

Den stærkeste folkelige bevægelse lige nu er faktisk den højrepopulistiske bevægelse – men den har åbenbart ikke de rigtige ideer?

Jeg har selv været en del af etablissementet og ved, hvad det gør ved én; og jeg mener virkelig, at partierne svigter demokratiets behov for en vision

»Ja, de højrepopulistiske bevægelser er umiddelbart stærke, men populisterne har jo netop ikke svaret på de komplekse udfordringer og spørgsmål, vi står med. De påstår at have svaret, men det er jo alt for forenklede svar, de har, hvad enten det er at smide flygtninge ud af landet eller at melde sig ud af EU«.

Hvad med Syriza – det er vel også en folkelig bevægelse? Men den er måske heller ikke rigtig?

»Syriza er egentlig blot et eksempel på en ny type venstreorienteret parti, der nu har erfaret, at politik ikke er nemt, når først man sidder med regeringsmagten«.

Kig på Canada

Daniel Cohn-Bendit har i årtier været en central kraft i opbygningen af den grønne bevægelse i Tyskland, Frankrig og EU. Han var initiativtager til bevægelsen Europe Écologie, og som spidskandidat for det økologiske parti i Ile-de-France ved EU-valget i 2009 fik han godt 26 procent af stemmerne i regionen og over 20 procent i hele landet. Den tidligere erklærede anarkist har selv siddet midt i den partipolitik, han nu kritiserer, i mange år.

»Jeg har siddet i parlamentet i 20 år, og jeg har arbejdet i byrådet i Frankfurt – det er jo ikke ligefrem en anarkists liv. Det, jeg ser i dag, er, at forskellen på højre og venstre ikke er så enkel mere. I sociale spørgsmål er der stadig en traditionel højre-venstre-tilgang, men hvis man f.eks. ser på natur og miljø, er der højreorienterede, der er vældig ansvarlige, mens du kan have venstreorienterede, der er for atomkraft. Der er også både højreorienterede og venstreorienterede, der er imod EU. Der er ikke nogen entydig akse længere, og det gør det så svært at have en enkel ideologi for et parti i dag. Der er en grund til, at det ikke er politikere, der sætter udviklingen i gang i dag, men derimod folkebevægelser«.

Så den politiske forandring, du efterlyser, er nødt til at komme nedefra, eller?

»Det er aldrig kun et enkelt sted, en enkelt gruppe eller et enkelt emne, der ændrer på samfund. Det er en blanding. Politik er både indhold og person – og der skal være begge dele, hvis det skal ændre noget. Men hvis du vil have et eksempel på en meget fascinerende politisk forandring, så kig på Canada, hvor den nye premierminister, Trudeau, er ret interessant. Han ønsker faktisk at bevæge samfundet i en anden retning. Han er ikke bange, og han viser, hvor han vil hen, og hvad han mener vil være nødvendigt for at nå frem til noget nyt«.

Du siger, at vi har behov for mulige utopier. Er han et eksempel på det?

LÆS MERE

»Ja, man kunne i det her tilfælde også bare kalde det visioner – han diskuterer f.eks. åbent cannabis, og hvordan det ikke nødvendigvis kun er en forfærdelig ting. Han bruger eksempler fra andre lande i sin politikudvikling. Han har en ny tilgang til det multikulturelle samfund. Han prøver virkelig noget andet end det sædvanlige, og det er netop det, der er behov for. Trudeau løber det, jeg vil kalde en positiv risiko, og følger ikke folket, men giver omvendt folket ideer til, hvordan samfundet kan bevæge sig fremad. Han slipper tankerne løs, og når man åbner sindet på den måde, åbner man også måden at organisere politik på. Det er også, hvad der er brug for, hvis vi skal se substantielle ændringer i Europa«.

Ser du overhovedet noget i denne retning ske i Europa?

»Der er mange eksempler i Europa på, hvordan unge mennesker mødes og diskuterer og forsøger at undgå den traditionelle måde at drive politik på. Og takket være internettet og de sociale medier er det nemt i dag. Vi er på vej til store forandringer netop nu, og herfra vil vi kun se, at de traditionelle partier vil få stadig større problemer. Vi vil se, at vi deler os – der vil være en deling mellem de folk, der vil forsøge at trække tingene tilbage til, hvad de var engang, og så er der folk, som vil fremad – men netop disse folk er også nødt til at give positive ideer om, hvor de vil hen, i stedet for kun at kæmpe imod deres modstandere«.

Vi skal forsvare vores liv

Ifølge Cohn-Bendit skal de politiske forandringer ske på både lokalt, nationalt og europæisk plan. Fra sin post i Europaparlamentet har han arbejdet ikke bare for det grønne, men også for et stærkt føderalt Europa. Kampen har han taget sammen med politikere fra både højre og venstre i den såkaldte Spinelli-gruppe, der bl.a. tæller Jacques Delors, Joschka Fischer og Guy Verhofstadt. Lige nu er der meget på spil i Europa, mener han.

»Også på europæisk plan skal vi slippe tankerne fri og få diskuteret, hvilken form for samfund vi gerne vil have, og først derefter se på, hvilke folk vi kan arbejde sammen med, fordi de har en liberal og åben tilgang til tingene. På europæisk plan er vi også nødt til at diskutere, om vi er klar til at forsvare vores liv og autonomi og frihed i verden«.

Det er vi vel klar til?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»I øjeblikket ser vi, at der er europæiske lande, hvor der er ægte tilbageslag og fare for yderligere indskrænkning af individers frihed. Polen, Ungarn og Slovakiet er klare eksempler på det. Men der er også tilbagegang selv i Danmark, hvor den populistiske højrefløj er et klart tilbageslag for friheden. Mange europæere betragter autonomi som individualisme og opfører sig som egoister, eksempelvis over for flygtninge. Bare se på Danmark, på Østlandene, sågar Frankrig«.

De højrepopulistiske bevægelser er umiddelbart stærke, men populisterne har jo netop ikke svaret på de komplekse udfordringer og spørgsmål, vi står med

Men det, du kalder egoisme over for flygtninge, er vel en forståelig reaktion på, at EU ikke fungerer...

»Problemet er, at alle tror, at Europa ikke fungerer, men det er jo ikke EU, der ikke fungerer, det er nationalstaterne og regeringerne, der ikke fungerer. Og når regeringerne ikke vil have, at Europa fungerer, så fungerer det selvfølgelig ikke. Det er jo virkeligheden. Og regeringerne siger altid derhjemme, at det er EU, den er gal med. Og derfor tror folk selvfølgelig, at alt ville være bedre uden Europa«.

Men hvis du ser på f.eks. flygtningene, er EU vel ikke løsningen – Danmark har lukket grænsen og fører en meget stram politik, som andre er begyndt at kopiere, og det virker – hvad forventer du, at landene skal gøre, når EU ikke har svaret på udfordringerne?

»Jamen, jeg er ikke enig. Jeg mener, at EU har svaret. Vi skal dele byrden. Det er svaret. Landene, nationalstaterne, vil lukke grænserne for flygtninge, men når danskerne tager til Frankrig, vil de jo ikke have lukkede grænser, der betyder, at I skal vise pas og vente i timevis på at komme ind i landet. Hvad er det, I vil? I vil have alle fordelene ved Europa, men vil ikke yde og dele den sociale byrde, som vi ellers alle har«.

Så du mener, at vi grundlæggende bare er nogle egoister, der kun tænker på vores eget velbefindende?

»Det her handler om angst. Globaliseringen og terroranslagene skaber frygt, og jeg synes ikke, det er underligt, at borgerne er bange for, hvad der sker i verden. Men i en situation med frygt kan der nemt opstå tilbageslag for friheden, mens egoismen vokser frem. Der er en tendens til egoisme hos de rige og i befolkningerne overalt – også danskerne er bange for at dele deres rigdom. Det er måske menneskets tilgang. Problemet er, at politikerne og vi føderalister ikke er i stand til at overbevise folk om, at Europa faktisk betyder frihed og mere sikkerhed, flere muligheder og større indflydelse i verden«.

EU er ikke elitens projekt

Cohn-Bendit mener, at et langt stærkere EU er svaret på de udfordringer, Europa står over for nu og her, og han er bekymret over, at mange europæere slet ikke kan se det.

»Mange europæere er som små børn, hvis du spørger mig. Når et lille barn leger gemmeleg, tager det hænderne op for øjnene og siger: Jeg er her ikke. Det er præcis, hvad mange europæere gør – de sætter hænderne for øjnene og siger: Jeg er her ikke. De lader, som om verden ikke eksisterer, og insisterer på, at problemerne i Europa kommer fra EU. Og så siger de: Vi er ikke i Europa mere, vi vil ikke EU mere, vi er og vil bare Danmark. Men det er jo en løgn, at vi kan lukke os om os selv og tro, at vi kan klare udfordringerne hver for sig«.

LÆS FRA ARKIV

Så hvad er det, du drømmer om?

»Igen og igen har vi den samme debat om, hvordan vi skal regulere globaliseringen eller stoppe den globale opvarmning. Det er jo det, der er spørgsmålene. Det er jo netop ikke sådan, at alt er godt, bare der er vedvarende energi i København. Hvis vi ikke får den rette politik i forhold til global opvarmning, har vi en enorm katastrofe om 30-40 år. Men vi kan ikke gøre det på nationalstatsplan; der er behov for et stærkt EU. Det samme, hvis man vil have en mere retfærdig globalisering, og hvis man vil have en mere retfærdig politik over for flygtninge«.

Så et stærkere Europa er svaret?

»Vi er nødt til at have en mere positiv tilgang til det liv, Europa tilbyder folk. Sagen er jo, at hvis globaliseringen fortsætter de næste 30 år, vil det enkelte lands indflydelse på verden være meget lille. Vores mulighed for at forsvare civilisationen og velfærdsstaterne vil være lig nul. Frankrigs indflydelse om 30 år vil være som Maltas indflydelse på Europa i dag. Og Tysklands indflydelse i verden vil være som Luxembourgs i dag. Danmarks indflydelse på verden vil svare til Andorras indflydelse på Europa i dag. Så problemet er: Vil vi forsvare en idé om civilisation, en idé om en særlig måde at leve på? Hvis svaret er ja, er vi nødt til at gøre det sammen. Hvis ikke, vil livet i Europa gå i en anden retning. Så bliver det nemlig amerikanerne eller sydamerikanerne eller de arabiske lande, der bestemmer i verden«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er aldrig kun et enkelt sted, en enkelt gruppe eller et enkelt emne, der ændrer på samfund

Så det er også jer føderalister, der skal gribe de politiske diskussioner anderledes an end indtil nu?

»Ja, vi skal gøre to ting. Først sige: Ja, Europa er i dårlig stand lige nu. Dernæst skal vi være meget mere offensive om, hvorfor vi har brug for Europa. Vi er lige nu et sted, hvor vi er i tvivl, o.k., men hvis man er i tvivl, må man tænke – og hvis man tænker rationelt, vil man komme frem til, at Europa er en nødvendighed, en mulighed. Og hvis vi vil holde fast i vores liv og samtidig ændre tingene til det bedre, er vi nødt til at have et europæisk perspektiv«.

Er der ikke en modsætning i, at du er imod elitære ufolkelige partier og drømmer om nedefra-og-op-bevægelser, men samtidig er glødende fortaler for et stærkt EU, der om noget er et elitært projekt?

»Jamen, EU er på ingen måde elitært. Tværtimod. Det er begyndt i 50’erne som et projekt for at skabe fred i Europa. For at slutte fred mellem Tyskland og Frankrig, så det er skabt for befolkningernes skyld. Så kan du mene, at det er eliten, der arbejder for EU-projektet – men helt ærligt: Nogle gange må eliten skubbe på for almenvellets bedste«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden