Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Michael Jeppesen har spottet en splint i Ateistisk Selskabs øje, men overser bjælken i sit eget

Den moderne kulturkristne tro er så diffus og abstrakt, at hvert eneste forsøg på at konkretisere den hurtigt bliver mødt med et ’du misforstår troen’.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Michael Jeppesen (MJ) er en vigtig stemme i den danske religionsdebat. Med sit usædvanlige miks af sektbaggrund, nuværende standpunkt, begavelse og unikke formidlingsevne kan han spille en stor rolle i udviklingen af vores moderne filosofiske tankegods inden for tro og livssyn.

Derfor ærgrer det mig, at han i en Kronik i Politiken 24. april beskylder Ateistisk Selskab for at se ensidigt på troende, hvorefter han selv ser netop ensidigt på os. I Kroniken skriver Michael Jeppesen blandt andet: »Ateisterne forveksler den (folkekirken, red.) med de fundamentalistiske småsekter, der findes rundtomkring«, »Og derfor giver det ingen mening, når Ateistisk Selskab tror, at kirken er et unødvendigt stykke skrammel, der kun forstyrrer« og »Det er faktisk ret utroligt at se sort på hvidt, at der lever en forestilling i Ateistisk Selskab om, at det skulle være et spørgsmål om Helvede, der gør, at folk stadig er medlemmer af folkekirken«.

LÆS MICHAEL JEPPESENS KRONIK

Den sidste kræver lidt forklaring: Michael Jeppesen har været inde på AS’ hjemmeside, som han har læst, som om den er rettet direkte mod folkekirkens kulturkristne. Det er en udtalt egocentri, vi har mødt fra mange modstandere, at de har taget vores generelle kritik af al religion som en specifik kritik af lige netop deres.

MJ har spottet en splint i AS’ øje, men overset en bjælke i sit eget. Han lader til at tro, at folkekirken består af veloplyste, veluddannede københavnere, der for længst har lagt den oprigtige tro på Gud bag sig og i stedet barmhjertigt sidder klar til at fortælle de stakkels ateister om alt det, de ikke forstår. Hvis du bliver stødt over denne fremstilling, Michael, så er der en chance for, at du forstår, hvorfor vi heller ikke gider læse sådanne generaliseringer.

Han anklager os for at have en ensartet opfattelse af folkekirkens menighed og modsiger os nu med sin egen udlægning af dem.

Vi er begge enige om, at livets store spørgsmål handler om at erkende sin uvidenhed

MJ skriver: »Gud er stort set ikke en del af ligningen længere. Kristendommen er i den protestantiske form i stedet blevet en del af vores hverdag. Eksempelvis er både det officielle Danmark, familien og skolen gennemsyret af kristendom, selv om vi aldrig taler om Gud«. Jeg håber, der er nogle kristne, der vil overtage denne del af diskussionen. Det er muligt, at kun få danskere folder hænderne og falder på knæ, men at påstå, at de ikke længere rigtig tror på eller beder til Gud, regner jeg ikke med, at mange kan nikke genkendende til.

Bag MJ’s kritik ligger folkekirkens store svaghed: Der er så mange retninger og så åbent et fokus, at ingen rigtig aner, hvad folkekirken står for. Den moderne kulturkristne tro er så diffus og abstrakt en størrelse, at hvert eneste forsøg på at konkretisere den – også vores kritik – lynhurtigt bliver mødt med et ’du misforstår troen’. Derfor forsøger Ateistisk Selskab så vidt muligt at definere tro og religiøsitet så bredt som muligt. Derfor er buskampagnen rettet mod alle troende. Men selv om vi udformer en side som tænkselv.dk, hvor religion behandles bredt, læser MJ den, som paven læser en pakke kondomer – som et angreb på lige netop hans overbevisning!

PH.D.-STUDERENDE

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lad mig til sidst møde MJ. Vi er nemlig enige om, at livets store spørgsmål handler om at erkende sin uvidenhed – og derpå at møde spørgsmålene med åbenhed og ydmyghed.

Vores klare uenighed ligger i, om guder eller metafysiske påstande er med til at begrænse eller udvide horisonten for svar. Vi mener det første. Når MJ skriver, at familielivet er fedtet ind i kristendommen, ser vi det ikke som en god ting. Vi ser det som en unødvendig begrænsning af menneskers udsyn. En begrænsning, som medfører indskrænket empati og forståelse. Bedst udtalt i MJ’s konstatering: »Når muslimer lærer børn om islam, er det indoktrinering. Når vores børn lærer om Adam, Eva, Moses, Abraham, Noa, Josef og Jesus, er det dannelse«.

Nej, det er det samme! Det er gætterier, som indkodes i børnene, mens de endnu er for unge til at se kritisk på informationen. Og som i voksenlivet selv efter opgør med sekterisk kontrol kan medføre et skævvredet syn på virkeligheden.

Det er denne skævvridning, som vi aktive ateister ønsker at udligne.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden