Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Tegning. Per Marquard Otzen

Tegning. Per Marquard Otzen

Debat

Det bør ikke altid være målet at få patienten til at overleve

I sundhedsvæsnet har vi påberåbt os retten til at definere, hvad det gode liv er. Men hvorfor skal vi bestemme, hvor længe det skal vare?

Debat

Forestil dig, at du ikke kan få luft. Som når man har dykket lidt for dybt i svømmehallen og kæmper sig tilbage mod overfladen. Forestil dig følelsen af, at dit hjerte galoperer i dit bryst, og pulsen banker i tindingen. Det eneste, der fylder dine tanker, er behovet for en frisk mundfuld luft. Du sanser intet andet. Det eneste, din krop fokuserer på, er overlevelse.

I denne situation kan man få mennesker til at gøre eller sige næsten alt, bare for at kunne fylde lungerne med livsgivende luft, som redder vores hjerte fra at gå i stå.

Da jeg en eftermiddag møder i vagt, skal jeg passe Jørn, som få timer forinden er ankommet til vores afdeling fra et mindre hospital. Til at begynde med virkede han som alle andre patienter. Han havde en svær lungesygdom og havde derfor brug for intensiv hjælp til at bekæmpe den lungebetændelse, som han var blevet ramt af. For at lære ham bedre at kende, satte jeg mig ned for at læse hans journal, og det var dér, jeg opdagede det.

LÆS DEBAT

Jørn var blevet indlagt tidligere på ugen på et mindre hospital, og havde tidligt i sit forløb givet udtrykt for, at han ikke ønskede at komme i respirator. Hans beslutning ville medføre, at Jørn ville dø af sin lungebetændelse, men ikke desto mindre var Jørn indforstået med denne kendsgerning og ønskede alligevel ikke at komme i behandling.

Men den patient, jeg var ansvarlig for, lå bedøvet inde i sengen med en tube i halsen. Han var koblet til en respirator. Noget stemte ikke overens. Havde jeg mon læst på den forkerte patient, eller hvad var der sket? Ved at læse videre i Jørns journal viste det sig, at selv om han havde frasagt sig respiratorbehandlingen, så havde man - i stedet for at udarbejde en alternativ behandlingsplan, hvor Jørns ønske kunne være blevet efterkommet - lagt ham i respirator. Præcis dét, Jørn ikke ønskede. Ved hjælp af medicin kunne han faktisk have fået lov til at sove ind, uden hverken smerter eller angst. Men i stedet havde man ventet til, at Jørn var blevet så dårlig, at følelsen af lufthunger havde fået ham til at skifte mening.

For at lære ham bedre at kende, satte jeg mig ned for at læse hans journal, og det var dér, jeg opdagede det

Det fremgår ikke af dokumentationen, hvorfor behandlingsplanen er blevet ændret. Det kan være, at Jørn har skiftet mening, men det kan også være, fordi lægen mente, at her var der et liv, som kunne reddes.

Patienter, som lider af kroniske, irreversible, dødelige sygdomme kan på et tidspunkt i deres liv stå i en situation, hvor de oplever, at deres livskvalitet er så dårlig, at de ikke længere har lyst til at leve. Det er bare ikke altid, at vi i sundhedsvæsnet er enig med dem.

Jørn lider af en alvorlig lungesygdom, som gør livet ualmindelig svært at leve. Al fysisk anstrengelse får Jørn til at gispe efter vejret. Selv den mindste luftvejsinfektion kan slå ham ihjel. Måske netop derfor havde Jørn valgt, som han havde.

Jeg tror meget stærkt på det enkelte menneskes ret og frihed til at vælge, hvordan man ønsker at leve sit liv, men især på retten til at bestemme, hvordan og hvornår man skal have lov at dø. I sundhedsvæsnet har vi en meget stor magt, og vi har påråbt os retten til at definere, hvad det gode liv er. Men hvorfor skal vi bestemme hvad det gode liv er, eller hvor længe livet skal vare?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I Jacob Birklers nye bog ’Overvågning i sundhedsvæsnet’ skriver han: »Lægerne redder livet, men sygeplejerskerne redder mennesket«. Lægerne er eksperter og enormt dygtige til deres arbejde. Vi kan holde patienterne i live længere end nogensinde før, men er livet uanset livskvalitet, altid målet? Hvornår sikrer vi, at mennesket kommer i fokus, at patienternes ønsker for deres liv og dermed også for deres død bliver bestemmende for behandlingen?

I sundhedsvæsnet har vi en meget stor magt, og vi har påråbt os retten til at definere, hvad det gode liv er

Forestil dig igen, at du ikke kan få vejret. Hvem vil så ikke gerne gå på kompromis med deres værdier og idealer for en enkelt mundfuld luft mere? Jeg tror ikke, at vi i sundhedsvæsnet med vilje går imod patienternes ønsker, men jeg tror, at vi nogle gange er så fokuseret på opretholdelsens af liv, at vi risikerer at glemme, at overlevelse ikke altid behøver at være målet.

Alle de udnævnte eksperter i sundhedsvæsnet bliver ved med at prædike om ’patienterne først’, eller ’se patienterne som kunder’. Jeg drømmer om, at vi kommer tilbage til en anerkendelse af, at magten over menneskers liv skal gives til det enkelte menneske og ikke altid til eksperterne. Det er trods alt os, der er eksperterne på os selv.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce