Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

»Jeg er chokeret over det skred, der er sket i den offentlige debat, siden de bosniske flygtninge kom hertil i 90'erne. Vi blev mødt med en helt anden begejstring, end de syriske flygtninge bliver nu«, siger bogaktuelle Alen Meskovic, der selv kom til Danmark som flygtning i december 1994.
Foto: Peter Hove Olesen

»Jeg er chokeret over det skred, der er sket i den offentlige debat, siden de bosniske flygtninge kom hertil i 90'erne. Vi blev mødt med en helt anden begejstring, end de syriske flygtninge bliver nu«, siger bogaktuelle Alen Meskovic, der selv kom til Danmark som flygtning i december 1994.

Debat

Jeg føler de syriske flygtninges smerte, for jeg har selv været der

Jeg holder aldrig op med at være flygtning, siger bogaktuelle Alen Meskovic, der selv flygtede fra Bosnien til Danmark.

Debat

Der er en enorm skepsis over for flygtninge, og overalt i Europa skyder nationalismen frem – den selv samme, som jeg flygtede fra som 14-årig. Men det er ikke modtagerlandene i EU, der vil tage skade af indvandringen. Det vil derimod de lande, som folk flygter og udvandrer fra. De bliver aldrig de samme igen. De unge, veluddannede og stærke vender sjældent tilbage til deres land. Det kan enhver bosnier fortælle dig. Et land som Syrien taber arbejdsstyrke, penge og menneskelige ressourcer, og det vil tage lang tid at genopbygge. De sande ofre i flygtningekrisen er ikke ’os i Vesten’, men de lande, som folk flygter fra«.

Sådan siger forfatter Alen Meskovic, der er aktuel med sin anden roman ’Enmandstelt’. Alen Meskovic’ forfatterskab kredser om flygtningeidentitet, fremmedgørelsen og de eksistentielle konflikter, et liv på flugt bringer med sig, og den nye roman er ingen undtagelse. I bogen flygter den 17-årige bosnier Miki fra Kroatien og sætter kursen mod Norden – præcis som Alen Meskovic selv gjorde for snart 22 år siden.

Sammen med min far, min bror og en flok mænd blev jeg linet op med panden mod muren, klar til henrettelse. Inden i mit hoved sagde jeg farvel til livet

»Jeg sad og skrev på ’Enmandstelt’ sidste år, da de syriske flygtninge gik på de danske motorveje. Det vækkede mange følelser i mig. Der er sket et klart skred i den offentlige debat, siden de bosniske flygtninge – som jeg var en del af – kom til landet i 1990’erne. Vi blev mødt uden frygt, mistillid og spytklatter fra folk på broer. Det er måske en del af grunden til, at vi bosniere klarer os så godt i dag og bliver fremhævet som en integrationssucces. Vi klarer os godt, fordi vi også har levet under et socialistisk styre i Eksjugoslavien og voksede op med værdier, der ikke var langt fra de socialdemokratiske. Men det skyldes også den mere afslappede stemning, som vi blev mødt med dengang. Det var inden krigen mod terror og islamisme«.

Hvad har ændret sig fra dengang?

»Dansk Folkeparti har formået at sætte dagsordenen totalt. Førhen var partiet nærmest alene med kritikken af flygtninge. I dag køber stort set alle partier – i forskellige varianter – DF’s patosfortælling om ’os og dem’. Der er en tendens til at tale om flygtningekrisen som noget, der sætter Danmarks sikkerhed på spil, men det er forfejlet. I virkeligheden vil det på sigt gavne Danmark, at der kommer så mange mennesker, der kan tilbyde arbejdskraft og ressourcer til samfundet, så længe vi har stærke institutioner, der kan integrere dem. Forleden læste jeg om en rapport fra tænketanken Open Political Economy Network, der konkluderede, at flygtninge, der ankom til Europa i fjor, inden for de næste 5 år kan nå at tilbagebetale alle udgifter, som er blevet brugt til at tage imod dem – to gange! Vi glemmer også den demografiske udvikling i Europa, for vi har brug for hænder, og dem kan flygtninge give os. Derfor er det ikke de europæiske lande, der er de reelle ofre her, men lande som Syrien, hvorfra folk flygter«.

Hvordan helt konkret?

»Se bare på Bosnien, hvor folk 20 år efter fredsaftalen stadig emigrerer. Alene sidste år flyttede cirka 70.000 mennesker ud af landet. De lande, som folk flygter fra, bliver ikke kun ødelagt af krig, men også af, at de mister arbejdskraft, ressourcer, unge mennesker, der kan føre landet videre. Hvis du kører igennem Bosnien i dag, vil du se hele landsbyer, der ligger øde hen, marker, der ikke bliver dyrket, kæmpe fabriksruiner, og der er ikke nogen til at tage sig af de gamle«.

Er du så enig med Dansk Folkeparti i, at flygtninge skal tilbage til deres hjemlande på et tidspunkt?

»Jeg ville være enig med DF, hvis de rent faktisk arbejdede aktivt for fred i verdens brændpunkter, men deres politiske engagement ender jo oftest ved landets grænse«.

Men skal flygtninge overhovedet være en ’overskudsforretning’? Vi hjælper dem, fordi de flygter fra krig – ikke for at tjene penge.

»Jeg er enig i den sondring, men det er åbenbart ikke længere en selvfølge i europæisk politik, at man hjælper af lutter humanisme. Landenes særinteresser dominerer, og derfor har EU-landene heller ikke en fælles flygtningepolitik. Hvis Danmark investerer i de flygtninge, der kommer til landet, og specialiserer sig i at gøre det rigtigt, kan flygtningene blive en kæmpe ressource for landet, præcis som vi bosniske unge har været det. Men den aktuelle krig mod terror og islamisme har for længst bragt fremmedfrygten ind i flygtningedebatten, og det er uheldigt. Vi glemmer, at det er eliten – den politiske, militære og religiøse – der fører krigen, og ikke de civile, der flygter fra den. De er blot kanonføde i den konflikt, ligesom terrorofrene i europæiske byer er det. Og lige her er litteraturen og kulturen vigtig som kanal at fortælle igennem, fordi den kan være en hjælp til at forstå de civile, som er fanget i krig«.

Jeg skulle henrettes

Alen Meskovic var 14 år, da borgerkrigen i Bosnien brød ud. I hjembyen Derventa boede han med sine forældre og to søskende, men da krigen begyndte, blev Derventa forvandlet til en kampplads, og floden, han så tit havde leget ved og badet i, blev en frontlinje. I 3 måneder levede Alen Meskovic og hans familie i krig og kugleregn, indtil serbiske soldater en dag tog dem til fange.

»Sammen med min far, min bror og en flok mænd blev jeg linet op med panden mod muren, klar til henrettelse. Inden i mit hoved sagde jeg farvel til livet; jeg var sikker på, at jeg skulle dø. Men i stedet for at skyde os holdt de os fanget i et par dage. Derefter blev min bror kørt til en koncentrationslejr, og mine forældre og jeg blev senere sendt i en kroatisk flygtningelejr. Vi blev også skilt fra min onkel, og da han og min far sagde farvel til hinanden, hulkede de højt. Når man ser voksne mennesker, der burde være en tryg og sikker ramme om ens liv, græde som hjælpeløse babyer, mister man sin barndoms uskyld. Fra den dag var jeg ikke længere et barn«.

Hvordan oplevede du livet i flygtningelejren i Kroatien?

»Det var frygteligt. Som bosniere var vi i mindretal i lejren og blev behandlet dårligt. Jeg kunne ikke komme i skole, fordi jeg var bosnisk og muslim, og min far oplevede at blive truet og spyttet på af kroaterne i lejren. Jeg glemmer aldrig, da han troppede op i vores værelse med en spytklat på jakken. Vi var hele tiden på vagt. Den angst for nye ulykker og rodløshed har fulgt mig lige siden«.

Zombietilværelse

Efter knap 2 et halvt års indholdsløs hverdag i den kroatiske flygtningelejr besluttede Alen Meskovic sig for at flygte. Det var lykkedes hans bror at komme ud af koncentrationslejren, og Alen Meskovic flygtede til Danmark, hvor hans bror nu befandt sig. Forældrene blev tilbage.

»Jeg overlod min skæbne til menneskesmuglere. Jeg var 17 år og naiv, overmodig og rædselsslagen på en og samme gang. Men det lykkedes mig at komme til Danmark illegalt i 1994. Mit første minde er en afhøring hos politiet. Jeg var skidebange, da jeg blev ført ind i et lokale. Men pludselig trådte en kvinde fra Røde Kors ind, som fortalte mig, at hun blot var der for at sørge for, at politiet ikke chikanerede mig. Det var sådan et land, jeg var kommet til. Hvor man tænker over sådan noget. Ingen i Kroatien havde tænkt på, hvordan jeg havde det i den slags situationer. Derefter blev jeg sendt på et asylcenter på Fyn«.

Hvordan var det i asylcentret?

»Det var en zombietilværelse. Dag ud og dag ind sad vi bare og så i tv, hvordan vores hjemland blev opløst, og vi kunne intet foretage os i lejren. Paragraf 15 – eller jugoslaverloven – gjorde, at vi hverken måtte arbejde eller lære dansk. Der var få søde mennesker omkring mig, flere var ødelagt indeni, så for mig var det 8 måneder i helvede. Men en dag bankede jeg vredt i bordet og fik mit livs chance på et gymnasium på Fyn«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad betød det for dig?

»Det var vendepunktet for mig. Havde rektoren ikke givet mig muligheden, havde jeg ikke været her i dag. Jeg lærte dansk på ingen tid i skolen, og jeg glemmer aldrig den dag, hele klassen brød ud i klapsalver, efter at jeg havde læst højt af en bog på mit gebrokne dansk. Det tog presset fra mine skuldre, at de kvitterede med klapsalver for, at jeg i hvert fald prøvede. Nogle gange skal der så lidt til, og jeg håber for de unge syriske flygtninge, at de også bliver mødt sådan i dag. I sidste ende er det os almindelige mennesker, der kan gøre en forskel, uanset hvad den politiske elite siger, og hvor meget de skræmmer os. Når vi møder hinanden ansigt til ansigt, er det os, der har magten – ikke dem«.

Den evige flygtning

Efter at have overstået sin studentereksamen 3 år senere begyndte Alen Meskovic på universitetet, hvor han læste litteraturvidenskab og senere filmvidenskab. Men selv om han fik en uddannelse, i dag har udgivet flere bøger og modtaget legater, har han aldrig sluppet flygtninge-identiteten.

»Jeg kan aldrig slette al den død og ødelæggelse, jeg har oplevet. Det at være flygtning er en identitet og et eksistens-vilkår, du må acceptere, for du slipper aldrig fra den. Min generation, der var teenagere under krigen, har i hvert fald ikke sluppet den. Det kan jeg se daglig, når vi mødes«.

Så man holder aldrig op med at være flygtning?

»Nej. Det er i dig for altid. Smerten, minderne, følelsen af en permanent midlertidighed og tendensen til ikke at lægge store fremtidsplaner. Du må lære at leve med det. Flygtningeidentiteten har formet mit liv og gør det stadig, for lige meget hvor jeg befinder mig, føler jeg mig altid en lille smule fremmed. I mine første 10-12 år i Danmark flyttede jeg hele tiden. Jeg kunne hverken blive i en bolig eller et parforhold særlig længe. Jeg måtte videre. Så selv om det er over 20 år siden, jeg flygtede til Danmark, identificerer jeg mig så stærkt med de syriske flygtninge«.

Hvilke tanker sætter deres flugt i gang hos dig?

»Det giver et stik i hjertet at se dem, for jeg har selv været der. Folk flygter ikke til Danmark for at få velfærdsydelser. Det er vanvittigt at påstå. Man forlader ikke sin verden, familie, venner, hjemby og alt, man kender, for at leve et indholdsløst og ensomt liv på et asylcenter. Det er snarere ønsket om at leve i et land, hvor man kan føle sig sikker«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kulturen som modgift

For Alen Meskovic har musik, film og litteratur været det, han søgte hen til, når fortidens mørke gennemtrængte tilværelsen.

»En flygtning kan ikke planlægge noget. Omgivelserne styrer meget af din skæbne. Om en bombe falder, om vi skal flygte igen. For mig blev musik, film og bøger et fast holdepunkt, da jeg kom til Danmark. De sange, jeg havde hørt i mit barndomshjem i Bosnien på grammofon, var de samme, jeg lyttede til på cd, da jeg kom til Danmark og tilsvarende med litteraturen. Det var et holdepunkt, et rum, jeg kunne gå ind i og være sikker på, at intet ville forandre sig eller forsvinde. Og det havde jeg virkelig brug for. Samtidig mener jeg, at kunsten er uhyrlig vigtig, fordi den kan bidrage til at skabe en forståelse for hinandens forskelligheder. Den træner os til at gå i andre menneskers sko«.

På hvilken måde?

»Vi bliver bombarderet med voldsomme billeder og hurtige nyheder, og efterhånden lukker folk bare ned for den slags, når de bliver konfronteret med det hver dag. Det er en gammel sandhed, at kunst kan spille en rolle her, for med den kan du gå i dybden og holde folks opmærksomhed lidt længere tid ad gangen og skabe en større indlevelse. Det tror jeg er vigtigt for at forstå, hvad flygtninge gennemgår«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce