Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning. Jørn Villumsen

Tegning. Jørn Villumsen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den gode samtale er fortid på tv-skærmen

Engang kunne man tænde for fjernsynet og lytte til folk, der fik tid til at tale. I dag er samtalen helt forsvundet fra tv-skærmen – det oplevede jeg selv som talkshowvært.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det forekommer mig, at langt de fleste mennesker lyttede, mens få talte, da jeg var barn i 1970’erne.

Vi lyttede til vores forældre. Vi lyttede til læreren. Vi lyttede til Anna og Lotte. Vores forældre lyttede til Anker Jørgensen, til Otto Leisner og Uha-Uha. Der var flest monologer og ikke mange samtaler.

Så kom pludselig internettet og skabte en platform, som ganske få havde forudset. Det åbnede op for vidunderlige muligheder for kommunikation. Det var og er ganske befriende.

Jeg er fascineret af, at man lynhurtigt kan komme i dialog med nærmest alle mennesker på planeten. Hvor det førhen var for de privilegerede få at tale til os andre, som så skulle lytte, er det nu os alle beskåret at give vores besyv med. Så der kommunikeres som aldrig før. Gudskelov.

Men midt i al denne dejlige kommunikation, er det, som om selve samtalen ganske langsomt degenererer. De sociale medier koger over med primitive og rå udbrud. Politikerne taler i uforståelige floskler. Journalister vinkler alt benhårdt. Enhver holder på sit og nægter at skifte standpunkt.

Det gælder om at gennemhulle hinandens argumentation og håne enhver fejl. Men for at der kan finde en samtale sted, skal der være nogen, som skiftevis lytter og taler. Der skal være en udveksling af information. Og der skal være en basal nysgerrighed. Disse kriterier bliver desværre efterhånden sjældent opfyldt.

Jeg har ikke tænkt mig at tage parti for hverken Clement, Mette Frederiksen, Uffe Elbæk, Martin Krasnik, Flodhesten Dolph, eller hvem der nu dukker op i frontallapperne, når jeg nævner den manglende samtale.

Jeg vil langt hellere fortælle om mine egne erfaringer. For mit vedkommende gik det op for mig, hvor galt det stod til, da jeg blev kastet ud i at lave et talkshow live på DR 2 for et par år siden. Konceptet var, at der hver uge kom tre gæster – en kulturgæst, en aktuel samfundsgæst og et fænomen. Samfundsgæsten var næsten altid politiker. Jeg havde 6 minutter til det første interview, 11 minutter til det midterste og 3 til det sidste.

Hvis den gode samtale fortsat skal trives og ikke ende som et eksotisk indslag på linje med folkedansen, skal de, der sidder på den ene side af skærmen - journalister, politikere, forskere, eksperter, kommentatorer og studieværter - lægge våbnene på hylden og træde frem som mennesker, der både kan tvivle og erkende fej

Den skarpsindige læser vil allerede her kunne konstatere, at disse tidsbegrænsninger ikke just er befordrende for den gode samtale. Man kan ikke føre en god, berigende, overraskende og informerende samtale på under 10 minutter. Det er ikke muligt.

Men tv har i dag slet ikke den tid til rådighed, som der var i monopolets glade dage. Alting er i den grad accelereret, så nu skal TV-avisens Kåre Quist nå frem til sagens kerne med en aktuel gæst på under 5 minutter, hvor Steen Bostrup før havde 15 minutter til at samme opgave.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg havde bevidst besluttet mig for, at jeg som talkshowvært først og fremmest ville lytte. Lytte til svarene og derefter reagere. Jeg ville ikke sidde og kigge ned i manus, mens der blev svaret, men være til stede i situationen. Det viste sig at være praktisk umuligt. Der var så kort tid til rådighed med den første og den sidste gæst, at jeg næsten kun sad og tænkte på, hvilket tidspunkt det ville være bedst at afbryde på. Lidt ligesom hvis man virkelig skal tisse. Det var rent faktisk kun den midterste gæst – samfundsgæsten – som jeg i sidste ende havde forhåbninger om kunne udvikle sig til en decideret konversation med den tid, jeg havde til rådighed.

Det viste sig dog at være et dårligt sats. Langt de fleste politikere er blevet coachet til at tale løs, så snart de får chancen. For tiden er jo så knap. De har et budskab, som de skal ud med, koste hvad det vil.

Jeg befandt mig igen og igen i en situation, hvor jeg spurgte om noget helt konkret, som jeg slet ikke fik svar på. I stedet fik jeg en lang monolog taget ud af partiprogrammet. Og jeg var vel at mærke slet ikke ude og stille hårde, konfronterende spørgsmål. Jeg ville bare gerne føre en samtale, som var interessant nok til at holde seerne på kanalen.

Jeg ville gerne tale med et menneske, som måske kunne vise os en side, vi ikke kendte. En ridse i lakken, en sprække ind til en menneskelighed, som alle kan identificere sig med. Det er uden tvivl det sværeste, jeg nogensinde har prøvet.

Hver søndag aften befandt jeg mig i samme situation: Samtalen med den midterste hovedgæst blev – med få undtagelser – aldrig til det, jeg havde drømt om. Jeg stillede et spørgsmål. Gæsten svarede på noget helt andet.

Samtalen forsvandt mellem hænderne på os hver eneste uge. Man kan indvende, at jeg måske blot er en elendig samtalepartner. Men jeg kan konstatere, at når jeg interviewer folk ude i virkeligheden – til Folkemødet, til mine egne Kähler-saloner eller andre arrangementer, hvor der er tid og et tålmodigt publikum – ja, så dukker den gode samtale op som erantis i sneen.

Men det sker desværre kun i sluttede cirkler og lukkede rum – ikke der, hvor folk er flest.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis den gode samtale fortsat skal trives og ikke ende som et eksotisk indslag på linje med folkedansen, skal de, der sidder på den ene side af skærmen – journalister, politikere, forskere, eksperter, kommentatorer og studieværter – lægge våbnene på hylden og træde frem som mennesker, der både kan tvivle og erkende fejl.

Og dem på den anden side – seerne – skal strække tålmodigheden, lægge fjernkontrollen væk og give tid. Så kan det næsten kun ende lykkeligt.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden