Hallo, er der nogen? Det spørgsmål stillede min bror og jeg ud i luften i et gabende tomt kapel på Herlev Hospital forrige onsdag. Først helt inde bag en dør med påskriften: ’Kun adgang for personale’ fandt vi en medarbejder. Hans kommentar til vores pludselige tilstedeværelse var: »Har I ringet på klokken?«. Så rejste han sig og gik forrest hele vejen ud til den omtalte klokke, som han trykkede på, så vi kunne høre den ringe. Vi beklagede, at vi ikke havde set hans klokke. Men vores far var lige død, så vi var lidt rundt på gulvet. Og vi skulle have fat i hans dødsattest, for uden den kan man ikke komme videre med alt det, som følger efter, når nogen dør.
Man skulle egentlig tro, at sådan en attest kunne sendes via mail. Men nej. Hverken egen læge eller en sekretær på den afdeling, hvor far døde, kunne hjælpe. Kun læger har adgang til den slags, og de er ikke sådan at indfange. Slet ikke efter, at patienten er død. Men på kapellet var der ingen fine fornemmelser (når vi ser bort fra det med klokken). Kopien af attesten lå i en skrivebordsskuffe, og vi fik den udleveret uden så meget som at skulle dokumentere, hvem vi var. Fagre digitaliserede verden.
