Demagogi. Massemord under Anden Verdenskrig forfladiges på en absurd måde, når vor tids politikere bliver sidestillet med Hitler eller Mussolini (billedet), skriver Ian Buruma
Foto: Arkivfoto fra 1938/AP

Demagogi. Massemord under Anden Verdenskrig forfladiges på en absurd måde, når vor tids politikere bliver sidestillet med Hitler eller Mussolini (billedet), skriver Ian Buruma

Debat

Stop med at bruge ord som 'fascisme' og 'nazisme' om Trump, Wilders og Putin

Nutidens populister bør ikke sammenlignes med morderiske diktatorer fra fortiden

Debat

Ser vi atter fascismens frembrud? Det er mange mennesker begyndt at tro. Donald Trump er blevet kaldt fascist. Det samme er Vladimir Putin og en række folkeførere og højlydte højrefløjsfolk i Europa. Den seneste tids flodbølge af autoritær aggressivitet er nået så langt som til Filippinerne, hvor den tiltrædende præsident, Rodrigo ’Hævneren’ Duterte, har lovet, at formodede kriminelle vil blive smidt i Manilabugten.

Et af problemerne ved at bruge ord som ’fascistisk’ eller ’nazisme’ er, at de er blevet brugt af så mange ignoranter i så mange forskellige situationer, at de for længst har mistet enhver reel betydning. Kun de færreste har et førstehåndskendskab til, hvad ’fascistisk’ oprindelig betød. Det er gået hen og er blevet et udtryk, vi bruger i flæng om mennesker eller ideer, vi ikke bryder os om.

Den upræcise retorik har ikke blot forgrovet den politiske debat, men også vores historiske hukommelse. Når en republikansk politiker sammenligner ejendomsskatter i USA med holocaust, sådan som en kandidat til Senatet gjorde det i 2014, forfladiges massemord på jøder på en måde, der grænser til det absurde. Stort set det samme kan siges at være tilfældet, når Trump bliver sidestillet med Hitler eller Mussolini.

LÆS LEDER

Det resulterer også i, at vi alt for let ledes bort fra de virkelige farer ved den moderne form for demagogi. I sidste ende er det jo ikke svært for Trump – eller for den sags skyld for Geert Wilders, Putin eller Duterte – at afvise anklager om at være fascist eller nazist.

Det kan godt være, at de som politikere er frastødende, men de er hverken ved at etablere hære af uniformerede stormtropper eller bygge koncentrationslejre, ligesom de ikke ønsker en korporativ stat. Putin er den, der kommer tættest på, men selv han er ikke Hitler.

Selvfølgelig går glemsomheden eller uvidenheden om fortiden begge veje. En ung hollandsk forfatter, der nærer sympati for den nye populistiske bølge, udtrykte for nylig sin modvilje mod landets »kulturelite«, fordi den skaber »atonal musik« og andre arrogante former for hæsligheder i stedet for at fremme sunde former for skønhed, som almindelige mennesker kan forholde sig til.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke over, om han mon havde hørt om nazisternes angreb på ’vanartet’ eller ’degenereret’ kunst. I dag kan der næppe siges at være noget grænseoverskridende eller banebrydende over atonal musik, men det var præcis den slags, Hitlers håndlangere hadede – og i sidste ende forbød.

Også på andre måder vækker vore dages politisk svulstige retorik mindelser om historiens mørkeste kapitler, og for blot et par årtier siden ville enhver politiker, der brugte den slags retorik, være blevet sendt ud i mørket.

Dengang var det ikke en del af almindelig politik at opildne til had mod minoriteter, at tordne mod pressen, at anspore folkemængder til at vende sig imod intellektuelle, finansfolk eller imod enhver, der taler mere end ét sprog – dengang forstod tilstrækkelig mange mennesker, hvilke farer den slags tale var forbundet med.

Det er tydeligt, at nutidens demagoger ikke bekymrer sig meget om det, de hånligt kalder for »politisk korrekthed«. Mindre tydeligt er det, om de har tilstrækkelig fornemmelse af historien til også at vide, at de er ved at pirke til et uhyre, som efterkrigstidens generationer håbede var dødt og borte, men som vi i dag ved kun lå i dvale og ventede på, at uvidenheden om fortiden atter kunne vække det til live.

Hermed ikke sagt, at alt det, populisterne siger, er usandt. Hitler havde jo også ret, da han opfattede, at massearbejdsløsheden udgjorde et stort problem i Tyskland. Meget af det, agitatorerne skælder ud på, er så sandelig kritisabelt: manglen på gennemsigtighed i EU, grådigheden i Wall Street og bankfolkenes bedrageriske dobbeltspil, den manglende vilje til at takle de problemer, masseimmigrationen medfører, og ligegyldigheden over for de personer, der er ramt af økonomiens globalisering. De traditionelle politiske partier har enten ikke villet eller ikke evnet at løse disse problemer.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det kan godt være, at de som politikere er frastødende, men de er hverken ved at etablere hære af uniformerede stormtropper eller bygge koncentrationslejre

Men når populisterne i dag begynder at skyde skylden for problemerne på ’eliterne’, hvem det så end er, og på ringeagtede etniske eller religiøse mindretal, lyder de på en ubehagelig måde som dem, der i 1930’erne var fjender af det frie, liberale demokrati.

Talen om »forræderi« er noget, der for alvor kendetegner en ikkeliberal demagog. De kosmopolitiske eliter er faldet »os« i ryggen, vi står ved afgrundens rand, vores kultur bliver undergravet af fremmede, vores nation kan genvinde fordums styrke, hvis blot vi får gjort det af med forræderne og fjernet deres stemmer fra medierne, og hvis blot »det tavse flertal« står sammen i kampen for at bringe det sunde fædreland til live igen. Måske er hverken de politikere, der udtrykker sig på den måde, eller deres tilhængere fascister, men de taler utvivlsomt sådan.

Fascismen og nazismen i 1930’erne opstod ikke ud af det rene ingenting. Fascisternes og nazisternes ideer kunne næppe siges at være nyskabende. I årevis havde intellektuelle, aktivister, journalister og gejstlige formuleret de hadefulde tanker og ideer, som skulle danne grundlag for Mussolini, Hitler og deres imitatorer i andre lande.

Nogle af dem var katolske reaktionære, som afskyede det sekulære og individets rettigheder. Andre var besatte af forestillingen om et formodet jødisk globalt overherredømme. Atter andre var nationalromantikere, som søgte efter en dybereliggende racemæssig eller national åndelighed.

De fleste moderne demagoger har vel kun vage forestillinger om disse forgængere, hvis de da overhovedet kender noget som helst til dem. I centraleuropæiske lande som Ungarn, men i særdeleshed også i et land som Frankrig, har demagogerne nok en ganske god forståelse af disse forbindelser, og nogle af nutidens politikere på den yderste højrefløj gør da heller intet for at skjule deres åbenlyse antisemitisme. Men i de fleste vesteuropæiske lande benytter agitatorerne en påstået beundring for Israel som en form for alibi og retter i stedet deres racisme mod muslimer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ord og ideer har konsekvenser. Nutidens populistiske ledere bør stadig ikke sammenlignes med morderiske diktatorer fra en fortid, der ikke er så fjern endda. Men ved at udnytte og spille på samme folkelige følelser bidrager de til at skabe et forgiftet klima, hvor vold atter kan blive en del af den politiske hovedstrøm.

Oversættelse: Jacob Giese

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce