Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Opråb. »Jeg er glad for at have været med til at pointere, at mange af vores klimapolitikker er spild af penge«, siger Bjørn Lomborg.
Foto: Peter Hove Olesen

Opråb. »Jeg er glad for at have været med til at pointere, at mange af vores klimapolitikker er spild af penge«, siger Bjørn Lomborg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Om 10 år vil folk holde fast i, at jeg er en idiot

Bjørn Lomborg har i næsten 20 år været en torn i øjet på alverdens klimaforkæmpere. Han gør ikke længere en dyd ud af at provokere, men han nægter at holde sin kæft, når alarmister blæser klimaproblemerne ud af proportioner.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Klimaaftalen fra Paris er intet andet end ordgejl. Det er den største og dyreste internationale aftale, der nogensinde er underskrevet. Hvis vi så endda havde købt os en løsning på klimaproblemerne, men det har vi på ingen måde. I bedste fald vil vi se en lille bitte temperaturforskel på omkring 0,05 grader om 100 år, men det er også dét. Det nytter ikke noget at lave aftaler, der kun gør lidt og koster trilliarder. Vi er nødt til at bruge pengene bedst muligt«.

Sådan lyder det fra Bjørn Lomborg, politolog og leder af den økonomiske tænketank Copenhagen Consensus Center, hvis formål er at prioritere løsninger og penge på verdens udfordringer. Det er nu snart 20 år siden, at Lomborg satte debatten herhjemme i kog med bogen ’Verdens sande tilstand’. Miljøforkæmpernes påstande om klimaet var overdrevne, hævdede han. Det fik både forskere, eksperter og helt almindelige danskere op af stolene, og kritikken af Lomborg har hængt ved lige siden.

»Jeg oplever, at klimadiskussionen er noget helligt, som ingen tør røre ved. Sådan var det for 20 år siden, og sådan er det i dag. Næsten hver gang man åbner en avis, kan man f.eks. læse, at der bliver flere og voldsommere storme. Men det er vildledende. FN’s Klimapanel siger, at stormene nok bliver voldsommere, men også at der bliver færre af dem. Og skadevirkningerne om 100 år vil blot udgøre en mindre andel af verdens bnp«.

RASMUS WILLIG

Mener du ikke, at klimaforandringerne er et problem?

»Jo, helt klart, og det har jeg tydeligt sagt siden min bog i 1998. Fossile brændsler udleder CO2, som medvirker til en opvarmning af Jorden, der på sigt er et væsentligt problem. Men ligesom der findes klimabenægtere, typisk i USA, som slet ikke anerkender problemet, er der også enormt mange alarmister, der blæser problemet op. Og det er ikke en særlig nyttig måde at tænke på, for man ender med at investere alt for mange penge på området og glemmer alle andre problemer, hvor man for de samme penge kunne have gjort mere godt«.

Så du føler dig misforstået, når folk sætter mærkatet ’klimabenægter’ på dig?

»Ja, der er jo mange, der stadig tror, at jeg siger, at global opvarmning er løgn, og at vi alle sammen skal køre rundt i dieseldrevne biler og hælde olie i vandet. Det er overhovedet ikke det, jeg siger, men der er mange, der har haft og stadig har en interesse i at gøre mig til syndebuk«.

Så bare lige for at få det helt på plads: Hvad er det præcis, du siger?

»Vi kan ikke løse alle verdens problemer, for det er der ikke penge til. Vi skal prioritere. Paris-aftale og solceller hjælper meget lidt for utrolig mange penge. Vi kunne gøre hundrede gange mere godt for hver krone ved at hjælpe med prævention til kvinder, medicin til tuberkulose, næring til små børn og ved at stoppe dynamitfiskeri i koralrev. FN har spurgt 10 millioner mennesker over hele verden, hvad de helst vil have, at verden fokuserer på. Deres svar var overvældende: sundhed, uddannelse, job, korruption og mad. Klima kom på 16.- og allersidstepladsen. Det er bekymrende, at vi nu bruger hver tredje udviklingskrone – og mange flere i resten af vores budgetter – på det, verden fortæller os er mindst vigtigt«.

En nyttig brik for Fogh

Erkendelsen af at klodens tilstand ikke er nær så meget i fare, som de såkaldte alarmister påstår, fik Bjørn Lomborg, da han i 1997 stiftede bekendtskab med den amerikanske økonom Julian Simon. Simons pointe var, at den herskende miljøopfattelse hvilede på fordomme og mangelfuld statistik, men den købte Lomborg ikke, og han satte sig derfor sammen med en række af sine bedste studenter for at vise, at Simon tog fejl. Men i stedet for at tilbagevise hans påstande blev Lomborg overbevist af økonomens data.

Hvis du har en god sag, skal du slå på sagen, og hvis du har en dårlig sag, skal du slå i bordet

»Som udgangspunkt tænkte jeg, at Simon var en idiot, og jeg var sikker på, at vi ville finde en masse data, som kunne vise, at han tog fejl. Men efterhånden opdagede jeg jo, at manden rent faktisk havde ret i mange af de ting, han sagde – som f.eks. at både luftforureningen og vandforureningen er faldet. Det fik mig til at skrive fire Kroniker til Politiken i 1998«.

FILOSOF

Kronikerne satte gang i en ophedet debat herhjemme. Hvad tænkte du om den højlydte kritik?

»Jeg var faktisk chokeret over folks reaktion. Jeg havde fremlagt data, og så reagerede folk med følelser a la ’jeg kan ikke lide det, han siger’, frem for at forholde sig til substansen. Det gjorde mig endnu mere stålsat, for kritikerne skulle ikke slippe af sted med ikke at argumentere eller tage data alvorligt«.

Du siger, at kritikken baserede sig på følelser og mavefornemmelser snarere end substans, men fakta er jo, at det var både forskere og eksperter, der rejste kritikken, og bogen ’Verdens sande tilstand’ blev også indklaget til Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU), der i første omgang fældede en kritisk dom?

»Ser man objektivt på den sag, er det en sørgelig plet på UVVU’s historie. På intet tidspunkt forholdt de sig til, hvad jeg rent faktisk sagde, eller til de data, jeg fremlagde i bogen. Og afgørelsen om videnskabelig uredelighed blev jo også annulleret af Videnskabsministeriet, eftersom UVVU’s afgørelse hverken indeholdt argumentation eller dokumentation for sin kritik«.

Indtil 2001 var der ikke politisk opbakning til dig og dit projekt, men med regeringsskiftet i 2001 ændrede det sig, og du blev ansat som direktør for Institut for Miljøvurdering. Hvilke tanker gjorde du dig i den forbindelse?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Da Anders Fogh kom til, havde han jo en klar dagsorden. Han ville gøre op med smagsdommeriet, og jeg var en nyttig brik i den sammenhæng. Men min tilgang var: ’Kan jeg gøre mere godt i verden, hvis jeg gør det her, end hvis jeg ikke gør’? Jeg var godt klar over, at jeg var nyttig for Fogh, men jeg fortalte ham også, at jeg hverken stemte på ham eller forsøgte at hjælpe ham, men at jeg gjorde det for at gøre godt i verden. Det har altid været min ambition«.

Fra Danmark til Prag

I 10 år havde Lomborgs tanker politisk medvind, men med regeringsskiftet i 2011 forsvandt opbakningen endnu en gang og dermed også den danske statsstøtte til Copenhagen Consensus. Kort tid efter – i 2012 – flyttede Lomborg fra Danmark til Prag. Ifølge ham selv en direkte konsekvens af, at opbakningen forsvandt:

»Regeringen meldte helt eksplicit ud, at den ikke ville have noget med mig at gøre – Holger K. Nielsen pralede ligefrem af at have fået fjernet Copenhagen Consensus fra finansloven, og jeg havde det ærligt talt sådan, at hvis de ikke havde lyst til at have noget med mig at gøre, så havde jeg sgu heller ikke lyst til at bo i Danmark«.

Var du bitter over den manglende anerkendelse fra Danmark?

»Næh. Et eller andet sted synes jeg, at det er meget federe ikke at være afhængig af Danmark eller af en politisk konstellation. På den måde undgår man diskussionerne om, hvorvidt man er politisk påvirket, og man undgår at blive en kastevind for, hvad der lige er bekvemt op til næste folketingsvalg«.

RELIGIONSHISTORIKER

Ærgrer du dig over, at du har været så offensiv på klimadagsordenen, når du i dag forsøger at sætte en bredere dagsorden om prioriteringer generelt?

»Overhovedet ikke. Det er vigtigt at sige begge dele. Jeg er glad for at have været med til at pointere, at mange af vores klimapolitikker spilder pengene. Men jeg er endnu mere stolt af, at jeg har været med til at sætte mere fokus på nogle af verdens oversete, men mest effektive løsninger for f.eks. tuberkulose og ernæring. Copenhagen Consensus Centers fokus på madløsninger til små børn har formentlig forbedret livet for mange millioner. Vi har lige lavet den første nationale prioritering for Bangladesh, hvor vores Nobel-økonomer satte tuberkulose først. Det kan hjælpe med til at sikre, at 80.000 mennesker kan overleve hvert år. Det er da fedt!«.

Har du nogle gange fortrudt din optræden i den offentlige debat?

»Nej, jeg har ikke fortrudt noget, men jeg har lært meget. F.eks. er jeg blevet mere omhyggelig med at sige, at ’global opvarmning er et rigtigt problem, og at FN’s Klimapanel er den bedste kilde til viden på området’. Jeg er nok blevet bedre til at undgå at provokere folk mere end højst nødvendigt«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kritikken preller af

At Bjørn Lomborg gennem de sidste 20 år har været i strid modvind, er ikke nogen hemmelighed, men det har aldrig gået ham på.

»Jeg tænker slet ikke på det som noget, jeg skal håndtere. Der er en berømt talemåde fra Harvard Law School: ’Hvis du har en god sag, skal du slå på sagen, og hvis du har en dårlig sag, skal du slå i bordet’. Det meste af den kritik, der er rettet mod mig, handler netop om at slå i bordet. Det tager jeg stille og roligt. Hvis folk havde en substantiel kritik af mine data, ville det være en anden sag. Hvis nogen kom med data, der viste, at jeg tog fejl, ville jeg også være villig til at erkende det – alt andet ville jo være dumt – men det ville nu være temmelig overraskende«.

For 3 år siden sagde du i et interview, at om 5-10 år vil alle give dig ret. Forestiller du dig stadig det?

»At jeg vil få ret? Ja, men folk vil stadig ikke tilskrive det mig. Hvis man ser på, hvad der skete med Kyotoaftalen, er alle nu enige om, at den ikke virkede, men der er jo ikke nogen, der siger: Han havde sgu ret, ham Bjørn. Så om 5-10 år vil folk formentlig kigge ned i jorden og mumle, at jeg havde ret – men holde fast i, at jeg stadig er en idiot«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden