0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Præstationssamfundet gør os deprimerede

Hvis du ikke er robust og fleksibel nok, er der kun én, du kan bebrejde: dig selv! Derfor er depression så udbredt i dagens præstationssamfund.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning: Per Marquard Otzen (arkiv)

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»De voksende krav og forventninger til mennesker i præstationssamfundet skubber flere og flere mennesker ud over kanten og ned i depressionen. Når vi oplever en bølge af depressioner, skyldes det, at depressionen er den diametrale modsætning til præstationen. Depressionen er ineffektiv, langsom og rigid – alt det, du ikke må være i præstationssamfundet. I den forstand er depressioner en reaktion på kravet om at skulle præstere hele tiden«.

Sådan lyder det fra Anders Petersen, lektor i sociologi ved Aalborg Universitet og forfatter til den nye bog ’Præstationssamfundet’.

Men der må da være andre måder at sige nej på end at blive deprimeret?

»Problemet med præstationssamfundet er, at man ikke kan sige nej til det. De færreste har modet til at sige: ’Nu magter jeg ikke længere at være det fleksible, omstillingsparate, forandringsvillige individ længere. Nu har jeg ligesom gjort mit. Nu må det edderbaduleme være nok’. Det er et krav, at du skal præstere hele tiden. Det er en forventning, vi hele tiden bliver mødt med. Kravet om præstationen i arbejdslivet, i skolen, i privatlivet, på sociale medier går hen og bliver en kronisk belastning. Det er noget, der hele tiden tynger os, snarere end det er noget, der er med til at berige os. Det er noget, der trykker os ned – nedtrykker os. Når vi vedvarende skal honorere de her krav, så udmatter det os, og det er det, jeg ser som en mulig forklaring på, at depression er blevet den udbredte lidelse, som vi alle kender til«.

Kan du komme med eksempler på, hvordan vi presses?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter