Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsning»For mig står den skandinaviske velfærdsmodel som det store samfundsideal. I må virkelig værne om den. Når I brokker jer over tingenes tilstand, skyldes det simpelthen, at I ikke har prøvet at bo andre steder end i velfærdsstatens inderste hjertekammer. Hvis I havde, ville I vide, hvor godt et system I har opbygget. Mit budskab til de danske politikere er derfor meget klart: Pas på jeres unikke samfundsmodel«.
Sådan siger den sydkoreanske økonom, forfatter og Cambridge-professor Ha-Joon Chang, der gæster Den Sorte Diamant i København mandag. Han mener, at de skandinaviske lande har fundet den rigtige balance mellem en dynamisk og en retfærdig økonomi, som sørger for en ordentlig fordeling af ressourcer i det offentlige og blandt sine borgere.
På trods af al velfærden har de skandinaviske lande tilmed haft lige så meget vækst som USA i løbet af de sidste 50 år, tilføjer Ha-Joon Chang. Og ifølge ham er velfærdsstatens befolkninger også mindre utilfredse og mere omstillingsparate, fordi man kan skifte job uden uden alt for store økonomiske omkostninger.
Alligevel ligger det den sydkoreanske økonom på sinde, at europæerne i disse tider giver flygtninge og immigranter skylden for besparelser i velfærden og den generelle utryghed efter Brexit og krisen i 2008.
»Hvorfor ikke pege fingre ad finanssektoren, økonomerne og alle kapitalismens lobbyister? Den stigende ulighed, besparelserne på velfærden, finans- og flygtningekrisen har gjort europæerne usikre. Højrefløjen og pressen har desværre haft held med at få alt for mange til at tro på, at det hele er indvandrernes skyld«.
Hvis ’skyld’ er det, Ha-Joon Chang?
»Det er forretningseliten og finanssektoren, som bør tage æren for Europas misere. De har skabt utrygheden. De sidste årtier har desværre vist os, at Europas befolkninger betragter økonomer som katolske præster fra middelalderen, der sidder inde med sandheden. I middelalderen ønskede præsterne ikke at oversætte Bibelen til lokalsprog – for så havde man alene magten til at læse og fortolke. Samme magtgreb ser vi hos økonomerne i dag, der insisterer på, at økonomi er så kompliceret, at almindelige mennesker ikke kan følge med. På den måde forhindrer man folk i at tage stilling«.
Problemet er, at de fleste tror, at økonomi er en eksakt videnskab som fysik eller kemi
Ha-Joon Chang
Men du er jo selv økonom. Siger du, at vi ikke skal stole på din slags?
»I skal være langt mere kritiske. Problemet er, at de fleste tror, at økonomi er en eksakt videnskab som fysik eller kemi. Men mennesket har sin fri vilje, og derfor kan ingen regne ud, hvad der sker i morgen. Mange med magt påstår desværre, at de kan se ud i fremtiden. Hvis vi overlod uddannelsessektoren til det frie markeds økonomer, ville de jo kun undervise i matematik! Tænk, hvilken verden af ukritiske robotter vi så ville få. Økonomi er politik – det er en fortolkningspraksis. Medmindre vi begynder at skubbe igen, tager det frie markeds logik over. Demokratiet giver kun mening, når folket kan udfordre magten. Derfor bliver vi nødt til at være langt mere skeptiske over for økonomer. Økonomer ved ikke så meget, som de påstår, og tager ofte fejl«.
Rigdom drypper ikke på andre
Ha-Joon Chang er kendt for sin kritik af trickle down-effekten – ideen om, at flere penge til de velhavende også betyder flere penge til de mindre bemidlede. Dette kalder han en sejlivet »myte«, den økonomiske elite har fået lov til at opretholde alt for længe:
»Rige mennesker gør ikke resten af os rigere, nej. Velstand drypper ikke fra de øverste lag i samfundet og ned på folket. Den såkaldte trickle down-effekt, som det frie markeds økonomer tror på, holder ikke vand. I hvert fald ikke i den vestlige del af verden. Selvfølgelig er der en vis logik i, at det gavner samfundet, hvis de velbjærgede skaber job til andre. Problemet er bare, at vi ikke har nogen beviser på, at det faktisk er det, som er sket i løbet af de sidste 30-35 år. Alle de politiske initiativer, som er blevet søsat – til gavn for de rigeste – har ikke formået at sætte gang i væksten eller komme de fattigste til gode. Tværtimod har væksten været dramatisk nedadgående i store dele af Europa, og vi har ikke lært noget af krisen i 2008. I virkeligheden gør vi præcis det samme som dengang. EU har jo ikke interesseret sig særlig meget for at lave en stærk finanspolitik. EU har ikke været villig til at investere i infrastruktur. Og vi opretholder stadig økonomien ved at skabe en række økonomiske bobler«.
Den ene fløj kæmper for at lade velfærdsstaten være, som den er, mens den anden fløj gerne vil jævne den med jorden. I mine øjne er begge veje fuldstændig uproduktive
Ha-Joon Chang
Hvad står i vejen for en strukturel ændring af den europæiske økonomi?
»Der er to forhindringer, som gør, at vi ikke kan stille så meget op, når det kommer til at gentænke vores økonomiske system. Den første er, at solidariteten i EU ikke er stærk nok. Ligesom studerende i Aarhus ikke går på barrikaderne, når der er nedskæringer på universitetet i København, støtter tyskerne heller ikke Grækenland, når det brænder på. Manglen på solidaritet er både national, transnational og global. Noget andet er, at finanssektoren er for stærk. Siden finanskrisen har europæisk politik været drevet af et ønske om at tilfredsstille finansverdenen. Derfor har renten været holdt helt nede, så folk kunne sidde og spekulere i aktier. Man har brugt for mange penge på at redde finansverdenen. Og så har man samtidig skåret i velfærd til helt almindelige mennesker med henvisning til, at det var det ’nødvendige’ at gøre efter en krise«.
Skriv kommentar