Under overskriften ’Svend Brinkmanns opgør kan blive en fuser’, skriver Per Michael Jespersen i Politiken 31.8. om den samfundskritik, der for tiden rejses af undertegnede samt af formand for Dansk Psykologforening Eva Secher Mathiassen.
Per Michael Jespersen lyder som Margaret Thatcher, der introducerede den berømte Tina-doktrin (There Is No Alternative).
Svend Brinkmann, Rasmus Willig og Anders Petersen
Jespersen skriver indledningsvis, at han anser kritikken for at være forfriskende og nødvendig og sammenligner den endda med ungdomsoprøret. Som forskere er vi ikke sat i verden for at lave et nyt ungdomsoprør, men for at beskrive og analysere virkeligheden, herunder samfundsudviklingen og dens konsekvenser for individerne.
PER MICHAEL JESPERSEN:
Dog kunne vi bestemt ønske os, at ungdommen fik en stærkere stemme i den offentlige debat, men vi har svært ved at se massedemonstrationer med unge mennesker på Rådhuspladsen eller besatte universiteter.
Nu har Per Michael Jespersen jo et bedre udsyn til Rådhuspladsen, end vi har, så måske tager vi fejl, men vi kan sige, at vi ikke møder studerende, der har besat vores arbejdspladser.
Herefter går Per Michael Jespersen dog hurtigt over til at formulere en kritik af kritikken, som efter vores mening er forfejlet. Det er først og fremmest vigtigt for os at pointere, at vi – trods flere fællestræk – er uafhængige stemmer, der kritiserer samfundsudviklingen fra forskellige perspektiver. Der er ikke bare tale om én kritik eller én lokalisering af ondernes rod.
Willig har analyseret de ændrede – og forringede – betingelser for at bedrive samfundskritik, Petersen har analyseret de samfundsmæssige transformationers betydning for tidens mange depressioner, og Brinkmann har analyseret udviklingstvangen og senest instrumentaliseringen.
Per Michael Jespersen konkluderer, at »den nye kultur- og værdikamp er et humanistisk opgør med den magtfuldkommenhed, der har bredt sig blandt cand.scient.pol.er, cand.polit.er og andre«. Givet vores temmelig heterogene arbejde er dette en stærk forenkling og reduktion af en kulturkritik, der retter sig mange (andre) steder hen: mod kulturens sociale acceleration, mod afvæbningen af kritik, mod den påtvungne positive tænkning og selvudvikling, mod en stigende meningstomhed og ensomhed i tiden trods gunstige materielle levevilkår og meget andet. Der er ikke tale om nogen isoleret krig mod djøfisering, men om forskellige forsøg på at indkredse og forstå de (nye) former for ubehag, som opstår i og med senmoderniteten.
Per Michael Jespersen skriver endvidere, at den største svaghed ved undertegnedes arbejde er, »at oprøret tager afsæt i en særlig elites univers – kultur- og uddannelseselitens, som også er Svend Brinkmann & Co.s kernetropper og -læsere«.
Selvfølgelig er der en statistisk overrepræsentation af læsere med længere uddannelser, når det drejer sig om sociologisk og psykologisk samtidsdiagnostik, men det er forkert at hævde, at kritikken »tager afsæt i en særlig elites univers«.
Willig har undersøgt pædagoger, lærere, sygeplejersker, politibetjente og socialrådgiveres muligheder for at ytre kritik og deres psykiske arbejdsmiljø.
En stor del af vores arbejde har diskuteret spørgsmål om faglighed, kritik, lidelse, etik og eksistens uden at tage disse rammer for givet - og det er formentlig noget af det, der appellerer bredt til læsere, som vil være mennesker, før de vil være 'konkurrencestatssoldater'
Svend Brinkmann, Rasmus Willig og Anders Petersen
SVEND BRINKMANN
Han er nu i gang med et forskningsprojekt om social- og sundhedsassistenters ytringsfrihed og arbejdsvilkår. Er det eliten i Per Michael Jespersens øjne?
Petersens forskning i sammenhængen mellem præstationssamfundet og udbredelsen af depression handler om en lidelse, der rammer de dårligst stillede hårdest, men som breder sig på tværs af sociale klasser og generationer.
Brinkmann har blandt andet beskæftiget sig med, hvordan instrumentaliseringen sætter sig igennem i uddannelse og pædagogik, hvilket hele befolkningen – og deres børn – kommer i kontakt med gennem livet.
Skriv kommentar