Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Simon Jeppesen
Foto: POLFOTO

Foto: Simon Jeppesen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvilken gud har bestemt, at konkurrencestaten skal være et grundvilkår?

Politikens Per Michael Jespersen kan tilsyneladende ikke tænke ud over konkurrencestaten som grundvilkår. Men hans kritik er forfejlet og baseret på falske præmisser.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Under overskriften ’Svend Brinkmanns opgør kan blive en fuser’, skriver Per Michael Jespersen i Politiken 31.8. om den samfundskritik, der for tiden rejses af undertegnede samt af formand for Dansk Psykologforening Eva Secher Mathiassen.

Per Michael Jespersen lyder som Margaret Thatcher, der introducerede den berømte Tina-doktrin (There Is No Alternative).

Jespersen skriver indledningsvis, at han anser kritikken for at være forfriskende og nødvendig og sammenligner den endda med ungdomsoprøret. Som forskere er vi ikke sat i verden for at lave et nyt ungdomsoprør, men for at beskrive og analysere virkeligheden, herunder samfundsudviklingen og dens konsekvenser for individerne.

PER MICHAEL JESPERSEN:

Dog kunne vi bestemt ønske os, at ungdommen fik en stærkere stemme i den offentlige debat, men vi har svært ved at se massedemonstrationer med unge mennesker på Rådhuspladsen eller besatte universiteter.

Nu har Per Michael Jespersen jo et bedre udsyn til Rådhuspladsen, end vi har, så måske tager vi fejl, men vi kan sige, at vi ikke møder studerende, der har besat vores arbejdspladser.

Herefter går Per Michael Jespersen dog hurtigt over til at formulere en kritik af kritikken, som efter vores mening er forfejlet. Det er først og fremmest vigtigt for os at pointere, at vi – trods flere fællestræk – er uafhængige stemmer, der kritiserer samfundsudviklingen fra forskellige perspektiver. Der er ikke bare tale om én kritik eller én lokalisering af ondernes rod.

Willig har analyseret de ændrede – og forringede – betingelser for at bedrive samfundskritik, Petersen har analyseret de samfundsmæssige transformationers betydning for tidens mange depressioner, og Brinkmann har analyseret udviklingstvangen og senest instrumentaliseringen.

Per Michael Jespersen konkluderer, at »den nye kultur- og værdikamp er et humanistisk opgør med den magtfuldkommenhed, der har bredt sig blandt cand.scient.pol.er, cand.polit.er og andre«. Givet vores temmelig heterogene arbejde er dette en stærk forenkling og reduktion af en kulturkritik, der retter sig mange (andre) steder hen: mod kulturens sociale acceleration, mod afvæbningen af kritik, mod den påtvungne positive tænkning og selvudvikling, mod en stigende meningstomhed og ensomhed i tiden trods gunstige materielle levevilkår og meget andet. Der er ikke tale om nogen isoleret krig mod djøfisering, men om forskellige forsøg på at indkredse og forstå de (nye) former for ubehag, som opstår i og med senmoderniteten.

Per Michael Jespersen skriver endvidere, at den største svaghed ved undertegnedes arbejde er, »at oprøret tager afsæt i en særlig elites univers – kultur- og uddannelseselitens, som også er Svend Brinkmann & Co.s kernetropper og -læsere«.

Selvfølgelig er der en statistisk overrepræsentation af læsere med længere uddannelser, når det drejer sig om sociologisk og psykologisk samtidsdiagnostik, men det er forkert at hævde, at kritikken »tager afsæt i en særlig elites univers«.

Willig har undersøgt pædagoger, lærere, sygeplejersker, politibetjente og socialrådgiveres muligheder for at ytre kritik og deres psykiske arbejdsmiljø.

En stor del af vores arbejde har diskuteret spørgsmål om faglighed, kritik, lidelse, etik og eksistens uden at tage disse rammer for givet - og det er formentlig noget af det, der appellerer bredt til læsere, som vil være mennesker, før de vil være 'konkurrencestatssoldater'

SVEND BRINKMANN

Han er nu i gang med et forskningsprojekt om social- og sundhedsassistenters ytringsfrihed og arbejdsvilkår. Er det eliten i Per Michael Jespersens øjne?

Petersens forskning i sammenhængen mellem præstationssamfundet og udbredelsen af depression handler om en lidelse, der rammer de dårligst stillede hårdest, men som breder sig på tværs af sociale klasser og generationer.

Brinkmann har blandt andet beskæftiget sig med, hvordan instrumentaliseringen sætter sig igennem i uddannelse og pædagogik, hvilket hele befolkningen – og deres børn – kommer i kontakt med gennem livet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vores bøger er læst bredt i befolkningen, ikke mindst blandt professionerne, og vi holder foredrag for fagforeninger såvel som for ledelseslagene. Endelig har Per Michael Jespersen en kritik af os, der handler om manglende alternativer: »hvor er de konkrete anvisninger og forslag til, hvordan man laver tingene om? Vel at mærke inden for rammen af konkurrencestaten, der jo er et vilkår. Her har den nye kritiske stemme ikke mange bud«.

Dette har vi svært ved at forstå.

Dels fordi Brinkmanns nye bog ’Ståsteder’ netop er et eksempel på en lang række anvisninger på et andet liv. Dels fordi både Willig og Petersen har beskæftiget sig indgående med retfærdighedsteori og bekender sig til den kritiske sociologis ambition om, at kritiske analyser skal levere et alternativ: Når man påpeger uretfærdige udviklingstræk i samfundet, ja så får man simpelthen erfaringer af, hvad der karakteriserer retfærdighed. Vi håber, at vores læsere gør det samme.

Helt mærkværdig bliver Per Michael Jespersens præmis om, at vi ikke leverer alternativer »inden for rammen af konkurrencestaten, der jo er et vilkår«.

Hvilken gud har mon bestemt, at denne kontingente og stærkt omdiskuterede statskonstruktion er ’et vilkår’?

Når man som Per Michael Jespersen tilsyneladende ikke kan tænke ud over konkurrencestaten som udgangspunkt, tolker man enhver diskussion ind i dens rammer, hvorved disse rammer konstant bekræftes

Per Michael Jespersen lyder her som Margaret Thatcher, der introducerede den berømte Tina-doktrin (There Is No Alternative).

Willig undersøger netop i sin bog ’Afvæbnet kritik’, hvad der ligger bag et udsagn som ’det er et vilkår’: en tendens til at fastholde selv samme status quo. Det har han også forklaret i flere interviews i Jespersens avis. At hævde en kontingent statsorden som et vilkår er en måde (blandt mange andre), hvorpå kritik bliver afvist.

RASMUS WILLIG

Nu er vores spørgsmål så, hvilken kritik det egentlig er, Per Michael Jespersen kommer med?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er vel det, man kan betegne som en ideologisk kritik på falske præmisser.

Når man som Per Michael Jespersen tilsyneladende ikke kan tænke ud over konkurrencestaten som udgangspunkt, tolker man enhver diskussion ind i dens rammer, hvorved disse rammer konstant bekræftes.

En stor del af vores arbejde har diskuteret spørgsmål om faglighed, kritik, lidelse, etik og eksistens uden at tage disse rammer for givet – og det er formentlig noget af det, der appellerer bredt til læsere, som vil være mennesker, før de vil være ’konkurrencestatssoldater’.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden