Afghanistan er blevet afhængig af krig, og USA er den store pusher

Da USA begynder at bombe Afghanistan i begyndelsen af oktober 2001, er Taleban-krigeren Akbar Gul en frygtet mand. Kommandør over en Taleban-enhed og lokalt kendt som ’Mullah Kabel’ på grund af sin vane med at gå rundt og tæske opsætsige lokale med et tykt metalkabel.

Men Gul er også pragmatiker, og da først han ser den amerikanske overmagt begynde at pulverisere Taleban-positionerne fra luften, får han hurtigt benene på nakken. Først flygter han fra fronten og derefter videre til Pakistan med sin familie. Men livet i landflygtighed er hårdt, og få måneder senere vender Akbar Gul tilbage til Afghanistan og forsøger at starte et nyt liv.

Han dropper alt det politiske. Nu gælder det om at forsørge familien, og efter lidt famlen rundt slår han sig op med en lille bod, hvor han reparerer mobiltelefoner. Det er han god til, og sådan set også tilfreds nok med. Problemet er bare, at politiet bliver ved at stjæle hans penge, tæske ham og ødelægge hans lille butik. Som tidligere Taleban-mand har Gul ingen rettigheder, alle kan gøre alt ved ham, og efter længe at have strittet imod opgiver han i 2005 kampen for et nyt liv og slutter sig til Taleban-oprøret mod amerikanerne og regeringen i Kabul.

Historien om Akbar Guls vandring fra Talaban-kommandør til civil og tilbage igen er et af de bærende temaer i den amerikanske journalist og forfatter Anand Gopals bog ’No Good Men Among the Living – America, The Taleban, and the War Through Afghan Eyes’. Bogen er en sønderlemmende kritik af den amerikanske indsats i Afghanistan, og for Gopal, der har været korrespondent i Afghanistan for blandt andet Wall Street Journal, er Guls historie uhyre almindelig.

LÆS MERE

»Efter invasionen i 2001 havde USA en unik chance for at få Afghanistan ud af krigsspiralen. Taleban havde forstået og accepteret overmagten, og masser af kommandører og højtstående ledere forsøgte bare at overgive sig og komme videre«, siger Gopal, der mener, at USA lod sig forblinde af den såkaldte krig mod terror.

»Den største fejl, som Amerika gjorde i Afghanistan, var at se tingene i et meget sort-hvidt perspektiv. Som nogle, der enten støttede terror og Taleban – eller var demokratisk sindede allierede. Det var en fuldkommen forrykt og forkert måde at anskue Afghanistan. Landet havde været i krig i mere end 20 år, alt var gråzoner og skiftende alliancer, og der var blevet begået grusomheder på alle sider«, siger Gopal.

Men der var jo mange tidligere Taleban-krigere. Var det ikke rimeligt nok at gå efter dem og sørge for, at de ikke kom til magten igen?

»Taleban havde opgivet. Efter USA’s luftkrig og tabet af Kabul kastede de håndklædet – både militært og mentalt. De havde vitterlig accepteret, at det var nye tider. Og sådan har det hele tiden været i Afghanistan. Folks tilknytningsforhold til de forskellige grupper er meget mere pragmatisk og mindre ideologisk, end USA og Vesten forstod. Så ved at insistere på at fastlåse Taleban-krigerne som ekstremister gjorde man det reelt umuligt for disse mennesker at blive en del af det nye Afghanistan. Og dermed pressede man dem reelt tilbage i krig – ved at fratage dem alternativer«.

Men terror er vel et problem, som skal bekæmpes?

»Terror er en taktik. Når man begynder at se det som et særligt personlig træk, går det galt. Og jagten på terrorister skabte et perverst incitament for krigsherrerne til at producere fjender for at tilfredsstille USA – og samtidig tjene sine egne interesser«.

Krigsherrer lurede USA

I bogen kommer Gopal med snesevis af barokke eksempler, hvor folk, som intet har med hverken Taleban eller al-Qaeda at gøre, bliver arresteret af amerikanske styrker og sendt i skumle fangehuller eller direkte til Guantánamo – ene og alene fordi en af de krigsherrer, som USA har allieret sig med, har angivet dem. I en særlig spektakulær sag lykkes det på en og samme nat amerikanske tropper at arrestere to lokale ledere, der har angivet hinanden – og dermed efterlade et helt område fuldkommen uden politisk ledelse.

»Man smadrede hele den lokale politiske struktur og gav enorm magt til andre krigsherrer. Den Nordlige Alliance – den, som USA allierede sig med – havde gjort næsten lige så mange frygtelige ting, men de blev set som ’the good guys’, der ikke skulle retsforfølges. Det skabte stor frustration og indre spændinger«, siger Gopal og forklarer hvordan de lokale ledere derpå udnyttede krigen mod terror til at konsolidere deres magt.

»Krigsherrerne lurede hurtigt, at USA bare var interesseret i at få fanger, som de kunne vise frem, men at amerikanerne reelt ikke anede, hvem der var hvem. Så de lokale ledere tog bare folk, som de havde en konflikt med, eller hvis arrest de på en eller anden måde kunne tjene penge på. Nogle gange kunne det være så simpelt, som at en krigsherre ville have noget land, så angav de ejeren som værende Taleban, og så kom de amerikanske soldater og hente ham. Vupti, så var landet deres«, siger Gopal og forklarer, at krigsherrerne endda ofte derefter lejede landområdet ud til amerikanerne.

»Det er den totale ironi. Man får USA til at hjælpe med at stjæle et stykke land – og bagefter betaler de amerikanske tropper så oven i købet leje af området«, siger Gopal, der kalder USA’s tilgang for »opskriften på kaos«.

»I Afghanistan har den militære indsats altid været langt større end den civile støtte. Og så bliver resultatet derefter – at man reelt skaber et incitament for at holde krigen i gang«.

Men nu forsøger regeringen i Kabul jo at forhandle med Taleban?

»Ja – formelt set. Men nu er skaden sket, nu er det for sent. Nu er ingen rigtig interesseret i fred mere. Nu er krigen blevet en industri«.

Hvad mener du?

»I dag eksisterer den afghanske stat kun, fordi USA og det internationale samfund finansierer den.

Så snart støtten stopper, vil det hele kollapse på kort tid. Det ved de afghanske ledere, og de ved også, at interessen fra omverdenen kun kan fastholdes, så længe der er krig mod Taleban og ’islamiske ekstremister’«.

»Så man skal ikke være nogen stor tænker for at indse, at de ikke har nogen som helst interesse i at få fred. Målet for de magtfulde i Kabul er en lavintensitets-konflikt, hvor de kan sidde i sikkerhed i hovedstaden og få penge til at holde showet kørende – og der er tilpas uro ude i landet til, at det retfærdiggør den massive internationale støtte«.

Så krigen kan bare fortsætte. Det er sådan en evighedsmaskine?

»Mere eller mindre. Taleban kan ikke vinde – det er, som jeg ser det, ikke realistisk, at de kommer ind i Kabul, den tid er ligesom forbi. Og staten har ingen interesse i helt at knuse dem. Så det eneste som for alvor kan føre til en ændring, er, hvis USA skifter kurs og presser en fredsaftale igennem«.

Kan USA virkelig det?

»De har en ekstremt stor magt, fordi det er dem, der betaler hele gildet. Men den magt bruger de ikke, de lader bare situationen simre uden for alvor at have vilje til at gøre noget. Men det er klart, at det er blevet ekstremt svært at gøre noget. Hele den afghanske stat er opbygget og designet som et led i krigen mod terror, så det skal laves meget gennemgribende om«.

Men hvorfor accepterer USA at finansiere en endeløs krig i et land, som ikke har nogen råstoffer eller særlig strategisk beliggenhed?

»Fordi det er det letteste og mindst kontroversielle. Set med USA’s øjne koster Afghanistan ikke ret meget. Der dør ikke særligt mange amerikanske soldater, og prisen er overkommelig, nu de fleste tropper er trukket hjem. Så der er ikke politisk momentum for at ændre noget – tværtimod vil det koste energi og politisk vilje at ændre status quo. Det letteste er bare at lukke øjnene og blive ved at pumpe penge ind«.

Nu er fokus meget rettet mod Syrien, som du også har dækket og rejst meget i. Er lektien fra Afghanistan, at man skal holde sig ude af det?

»Nej, det mener jeg ikke. Der er en stor forskel på Irak og Afghanistan på den ene side, hvor det startede med en invasion, og lande som Syrien og Libyen på den anden side, hvor det begyndte med et reelt folkeligt oprør. Jeg tror, at potentialet og mulighederne er meget, meget større, når befolkningen selv begynder processen«.

Det virker bare, som om det er alt for komplekst, alt for vanskelige for Vesten og USA reelt at rette op på ...

»Jeg tror ikke, at Afghanistan eller Syrien er mere komplekst end andre samfund. Der har bare været krig længe, og det har fået den traditionelle sociale struktur til at bryde sammen. Krigen bliver så at sige hverdag, og det skaber nogle helt andre dynamikker. Det handler mindre om ideologi for folk end ganske enkelt om at holde sig i live. Folk skifter side, afhængigt af hvor pengene er – det er det, som det handler om«.