Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debat

Kriminolog: Vi behandler asylansøgere værre end hårdkogte forbrydere

Det at bede om asyl er ikke kriminelt og burde ikke kunne ende med en type tvang, som i et retssystem normalt kun bruges mod hårde lovovertrædere.

Debat

Asylsøgere, der får afslag på ophold i vores del af verden, bliver ofte behandlet værre end gerningsmænd til voldsomme forbrydelser.

Sådan lyder den nedslående analyse fra den norske kriminolog og professor ved Institut for Kriminologi ved Universitetet i Oslo Katja Franko, der har undersøgt, hvordan flygtningesituationen i disse år sætter Skandinaviens højt besungne retsprincipper under voldsomt pres.

»I Sverige, Norge og Danmark har vi stærke principper for statens magtanvendelse over for egne statsborgere. Det ligger fast, hvornår og under hvilke forhold vi må fængsle folk, hvordan børn skal behandles, når de er underlagt myndighederne, og hvordan psykisk syge behandles, når de bliver udsat for magtanvendelse. Den slags principper burde også gælde i brugen af tvang over for migranter og asylsøgere, men sådan er det langtfra. Der bruges i mange tilfælde hårdere metoder mod afviste asylsøgere end i mange norske fængsler, bl.a. inden for brugen af kropsvisiteringer og frihedsberøvelse. De er ikke kriminelle i traditionel forstand. De oplever heller ikke sig selv som kriminelle, men de oplever at blive behandlet som kriminelle. Vi ser det i flere lande. Manglen på retningslinjer udfordrer hele retssystemets legitimitet«.

Katja Franko har blandt andet forsket i samspillet mellem grænsekontrol, statsborgerskab og strafferet.

Fra 2011 til 2016 ledte hun et forskningshold i Oslo, der bl.a. så nærmere på det europæiske grænsepoliti Frontex’ praksis i forhold til menneskerettighederne, og hendes team har ligeledes undersøgt forholdene for afviste asylansøgere i norske institutioner.

»Det at bede om asyl er ikke kriminelt og burde ikke kunne ende med en type tvang, som du i et retssystem normalt kun bruger mod hårde lovovertrædere. Det er jo forskelligt fra land til land, hvem der får asyl. En anden udfordring er, at det ikke kun er individer, men også familier, der søger asyl. De skandinaviske lande og andre lande i EU tester konstant grænserne for, hvem man kan udsende. Det ser vi med folk fra Afghanistan for tiden, hvor grænserne hele tiden forsøges udvidet for, hvornår vi kan tvangsudsende familier«.

Men hvis en asylsøger ikke er berettiget til at få asyl, klassificerer systemet vel vedkommende som en slags migrant, der ikke har lov til at være her?

»Mange af de her mennesker kom til Europa for at søge hjælp. Hvis de ikke får asyl, oplever en del af dem at blive behandlet som kriminelle, og der er noget grundlæggende problematisk ved at kriminalisere folk, der beder om hjælp«.

Hvad bør landene så gøre med de mennesker, der er blevet afvist at få asyl, men ikke vil rejse frivilligt?

»Der bør som minimum være retningslinjer og principper for brug af tvang, som er udarbejdet på forhånd og ikke først skal besluttes i ofte pressede situationer med sårbare mennesker. I de skandinaviske lande indretter myndigheder nu institutioner til afviste asylsøgere og migranter. Da der ikke er tale om historisk veletablerede institutioner, har de gråzoner, vi her bevæger os i, ikke været særlig diskuteret. Det samme gælder hjemsendelser, hvor praksis ikke er blevet gennemført, researchet og evalueret. Vi har en masse research af traditionelt politiarbejde, men ikke meget om f.eks. hjemsendelser. Der mangler viden og gennemsigtighed«.

Opfattes som ’krimigranter’

Den måde, asylsøgere i disse dage bliver omtalt og beskrevet på i offentligheden, kriminaliserer dem ofte unødvendigt, mener Franko.

Det falder ikke naturligt for mange af de politifolk, vi har interviewet, at fange migranter. De vil gerne fange rigtige forbrydere

»Migranter og asylsøgere bliver beskrevet med ord og vendinger, man normalt bruger om forbrydere. Og systemet behandler dem mere og mere som sådan. Vi ser en slags konceptuel sammensmeltning af migranter og kriminelle i den offentlige debat, som vi kalder ’krimigranter’. Sproget er vigtigt, fordi der er etableret en sammenhæng mellem migration, kriminalitet og sikkerhed, som hele tiden bør faktatjekkes. Man taler om kriminelle asylansøgere som et stort problem, men ser man på statistikken i Norge, er det kun højst 2 procent af kriminaliteten, som asylsøgere står for. Oplevelsen af krimigranter baner vej for magtanvendelse og straf, som vi normalt kun ser i den grove ende af den kriminelle verden. Tag et begreb som ’illegale asylansøgere’. Det dækker over mennesker, som udnytter deres legitime ret til at krydse grænser uden visum og ansøge om asyl. Alligevel beskrives de over en bred kam som ’ulovlige’«.

Men hvis en asylsøger bliver i landet trods afslag, gør han jo noget ulovligt. Er det så ikke rimeligt at tale om ’illegale’ asylansøgere?

»Det ville være mere præcist at bruge begrebet ’afvist’. Han eller hun har jo bare brugt sin ret til at søge asyl. Selve ansøgningen om asyl er ikke ulovlig. Når folk får en afvisning af asyl, kan der være mange grunde til, at de ikke rejser. Ved at blive bryder de selvfølgelig en stats beslutning om, at de skal forlade landet, men om man skal tale om den slags opførsel som kriminalitet – og særlig om det skal udløse tvang og hårde sanktioner – er et andet tema«.

Men når loven siger, at en afvist asylansøger ikke må være i landet, er det vel rimeligt nok at bede dem rejse? Kan du forklare, hvorfor du ikke finder det i orden at tale om illegale, selvom afviste asylsøgere, som ikke rejser hjem, jo overtræder loven og en stats beslutning?

»Jeg er enig i, at der er tale om en overtrædelse af en lov og en stats beslutning, hvis man ikke følger en besked om at forlade landet. Men så kommer spørgsmålet om, hvilke metoder der skal bruges til at svare på den slags opførsel. Er det en grov nok overtrædelse til at retfærdiggøre fængsling, kropsvisitering og ekstrem tvang, som vi ser i nogle sager? Det her handler også om børn og meget sårbare grupper. Der er en del selvmordsforsøg og selvskadende adfærd – ikke kun på grund af institutionerne, men også på grund af de livssituationer, de er i«.

I Danmark har medierne for kort tid siden beskrevet en hjemsendelse af en afghansk mand, som gik galt. Det endte i voldsom magtanvendelse. Hvad siger du til den sag?

»Jeg har svært ved at udtale mig konkret om den sag, men den understreger vigtigheden af at tænke principielt over magtanvendelse. Der er brug for klarhed om principperne, og folk, der arbejder i det her felt, bør kende dem«.

Hvordan skaber man de principper?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Myndigheder og professionelle bør udarbejde dem på forhånd ud fra viden og forskning. Hvis den slags bliver overladt til ad hoc-beslutninger på landjorden, kan det let gå galt«.

Dansk Folkeparti foreslår, at man i nogle tilfælde tvangsmedicinerer mennesker, der modsætter sig hjemsendelse. Hvad siger du til det?

»I fængsler har vi meget klare regler om, at den slags er et sundhedsspørgsmål, og at beslutninger om tvangsmedicinering skal tages af læger. Og det er fornuftigt«.

Når staten bruger magtanvendelse eller fængselsstraf, bør det være baseret på retslige beslutninger, som kan ankes, udfordres og tjekket af andre systemer

De ubelejlige

Katja Franko påpeger, at selv den mest alvorlige kriminalitet ikke kan straffes strengere end med fængsel i de skandinaviske lande.

»Fængselsstraf bruges normalt kun ved lovovertrædelser, som er moralsk forkastelige. Min bekymring er, at vi efterhånden ser migration som et så stort praktisk problem, at vi er villige til at bruge samme metoder over for overtrædelser af regler, som ikke nødvendigvis er moralsk forkerte, men som er ubelejlige for staten«.

Men kan man alene bruge moral som rettesnor i denne debat? Må man ikke også tage virkeligheden ind i overvejelserne og de praktiske problemer, den kan indebære?

»Lad mig bruge et eksempel: I Norge har vi haft en debat om, hvorvidt tiggeri skal være strafbart. Vi synes, det er ubelejligt, men vi mener ikke, at det kalder på en straf. Det er et socialt problem – ikke et problem, som straffeloven skal håndtere. Jeg tror på samme måde, at en del af de afviste asylsøgere, som ikke har begået decideret kriminalitet, og som jo er langt, langt hovedparten, er ubelejlige for staten. Aspektet om moralsk forkastelighed er væsentligt, hvis straffelovgivningen skal være legitim i et samfund«.

Mange politikere i Danmark vil sige, at de beskytter det danske samfund mod en stor tilstrømning af migranter og asylsøgere. De mener, at deres moralske forpligtelse så at sige er større over for danskerne og velfærdssamfundet end over for fremmede?

»Ja, det er den type argument, vi ser i mange lande. Jeg kan forstå, at de ser en forpligtelse til at forsvare velfærdsstaterne, men mit problem med kriminalisering til dette formål er, at det juridiske system skal være uafhængigt af, hvad der er belejligt for politikere. Det skal have stabilitet, hvis det skal være legitimt i sig selv. Vi ved fra tidligere tider i historien, at forskellige autoritære regimer har brugt strafferet for at opnå, hvad de anså for ’det gode’. Men det reducerer legitimiteten«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvem bestemmer, hvad der er legitimt?

»Der er ingen eksakte standarder. Men der skal være en balance mellem dem, der er udsat for magtanvendelsen, og de folk, der har til opgave at udøve straffen. De skal føle, at de gør et arbejde, som er moralsk i orden. Det falder ikke naturligt for mange af de politifolk, vi har interviewet, at fange migranter. De vil gerne fange rigtige forbrydere, hvis du forstår, hvad jeg mener«.

For nogle uger siden skrev de to danske forfattere Kirsten Thorup og Kristina Stoltz i denne avis om en sag om en afghansk afvist asylansøger, der i 11 måneder har været frihedsberøvet uden megen kontakt med sin kone og sit barn, der også er i Danmark. Beslutningen er sanktioneret af en dommer. Hvem har ansvaret for at sikre den legitimitet, du taler om, når politikerne laver lovene, og dommerne bekræfter dem? Så er de vel i orden?

»Den dømmende magt har en vigtig rolle her. Det samme har de traditionelle institutioner, vi har, i forhold til at tjekke magtanvendelse, torturbekæmpelse osv. De må holde øje. Når staten bruger magtanvendelse eller fængselsstraf, bør det være baseret på retslige beslutninger, som kan ankes, udfordres og tjekket af andre systemer. Men når mennesker, der er underlagt den form for straf, samtidig fratages rettigheder, som almindelige kriminelle har, er det et problem«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce