Dette års valgkamp i Grønland er præget af usædvanligt tykke lag valgspæk.
For landstingsvalget tirsdag er udråbt til at blive historisk, længe inden resultatet foreligger – og det bærer valgretorikken præg af. Det er uigenkaldeligt sidste valghandling under 30 års Hjemmestyre, og det er også absolut første valghandling til det parlament, der skal styre et nyt Grønland ind i en ny tidsalder ved Selvstyrets nært forestående ikrafttræden på Grønlands nationaldag 21. juni. Grønland iklæder sig med valget tirsdag en ny politisk anorak, som mange, især yngre grønlændere gerne vil opleve mindre snærende end Hjemmestyrets anorak. Udfaldet af valget afgør den retning og det tempo, hvori Selvstyret skal føres ud i livet. Partiernes gyldne løfter til vælgerne formuleres derfor i farveglade valgbrochurer. Men valgspækket har alligevel denne gang fået en bitter bismag. For det er slet ikke politikken, men politikerne, der optager vælgerne mest. Og vel at mærke ikke for det gode: Ledende politikeres åbenlyse misbrug af offentlige midler til private formål koblet til en slet skjult nepotisme har ført til en udbredt politikerlede, der kunne være blevet farlig for valgdeltagelsen, hvis ikke valgets historiske karakter alligevel virker som en magnet på vælgerne. Sofavælgere er dårlige grønlændere, lyder ræsonnementet. For når et overvældende flertal af vælgerne ved en folkeafstemning i fjor stemte ja til Selvstyret, er det også en pligt at bruge sin stemme til at gøre Selvstyret til en politisk realitet hurtigst muligt. Det vil så antagelig ske tirsdag, der er udråbt til store skiftedag i grønlandsk politik. FOR FØRSTE gang kan det socialdemokratiske parti Siumut, der med forskellige koalitionspartnere har stået i spidsen for samtlige grønlandske regeringer i 30 år, blive henvist til en helt ny rolle som oppositionsparti. Koalitionspartneren, det liberale Atassut, kan lide samme skæbne, men forsøger i valgkampens sidste faser at signalere vilje til også at kunne samarbejde med det fremstormende venstrefløjsparti IA, der tegner til at blive valgets store sejrherre – båret frem af besværgende Obama-agtige forsikringer fra partiledelsen om, at det er tid til forandring, og at IA hverken kan eller vil indgå i en ny landsstyrekoalition med Siumut. SPORENE FRA det tidligere koalitionssamarbejde skræmmer. Dog ikke mere, end at IA’s leder, Kuupik Kleist, holder en kattelem åben for et nyt samarbejde, hvis valgresultatet skulle gøre det muligt. Ja, mere end det: Han er åben over for et samarbejde med alle, og ingen kender partiernes reelle intentioner, før valgnatten er omme, og forhandlingerne om dannelsen af et nyt landsstyre begynder. Det er dog i valgkampen blevet tydeligt, at det for oppositionen er et erklæret overordnet mål i sig selv at tvinge Siumut fra magten. Det gælder ikke blot IA som hoveddrivkraften de to seneste år i ’projekt politisk forandring’, men også det konservative parti Demokraterne, der blev stiftet netop for at tvinge Siumut fra magten og også nåede at blive Grønlands største oppositionsparti, før det blev svækket af interne personstridigheder. Også to mindre partier signalerer, at Grønland efter 30 år med Siumut-dominans har behov for en helt ny politisk ledelse med en helt ny ledelseskultur uden vennetjenester som indbygget styringsinstrument. Oppositionen har derfor valgvinden i ryggen. Men Siumut har fortsat stærke vælgerbastioner – også selvom fire kendte sydgrønlandske Siumut-politikere under valgkampen offentligt har undsagt partitoppen og opfordret »misbrugspolitikerne« til at trække sig ud af valgkampen. ALLIGEVEL er det opsigtsvækkende, at også Siumuts landsstyremedlem for udenrigsanliggender og finanser, Per Berthelsen, opfordrer »tidligere respekterede kandidater« til at trække sig efter de grønlandske mediers føljetonagtige afsløringer af årelangt misbrug af offentlige midler. Allermest opsigt vækker det dog, at også en så profileret og erfaren Siumut-politiker som Aleqa Hammond allerede nu tilkendegiver, at hun vil udfordre landsstyre- og partiformand Hans Enoksen på Siumuts kommende partikongres. Hun stiller op som modkandidat til formandsposten med den åbenhjertige begrundelse, at Enoksen ikke har evnet at lægge og fastholde en politisk linje, men alene ladet sig styre af mere eller mindre desperate forsøg på for enhver pris at fastholde et flertal bag koalitionen Siumut-Atassut. Hendes undsigelse af Enoksen er på kort sigt en ubetinget fordel for Siumut. Hun kan fastholde vælgere, der ellers ville flygte fra partiet i protest, og hun kan tiltrække nye vælgere, der ellers ikke ville stemme på Siumut. Så længe hun ikke ved landstingsvalget får flere stemmer end Enoksen, er der ikke tale om nogen reel udfordring før næste partikongres. For at styre Grønland kræves i virkeligheden blot, at man kan tælle til 16, er det spydigt blevet sagt. For Grønlands Landsting har 31 medlemmer. PERSON- OG generationsopgør har været væsentlige faktorer i valgkampen, ikke ulig det seneste valg af Grønlands to repræsentanter til Folketinget. Her var det IA’s Juliane Henningsen, der vandt en jordskredssejr og af Grønlands største avis, Sermitsiaq, blev kåret som »Dronning Juliane«. Kuupik Kleist skal nu som partileder for det samme parti søge at gøre hende kunsten efter som ’Kong Kuupik’. Hvis valgvinden er ham gunstig, kan han blive den politiker, der skal forsøge at danne en koalition uden om Siumut. Omvendt vil både IA og Atassut hinsides al valgretorik bejle til Siumut, hvis det bliver forudsætningen for at få et nyt landsstyre på plads. KUN ÉT synes sikkert: Der kommer flere og yngre kvinder på taburetterne. For ’Grønlands stærke kvinder’ er blevet en vigtig politisk faktor. Juliane Henningsens jordskredssejr er blot begyndelsen. Grønland stemmer ungt. En ny selvstyre-generation tager selvbevidst over og stemmer hjemmestyre-generationens politikere på pension. Hen over alle partiskel har valgkampen demonstreret ikke blot trang til forandring, men også vilje og evne til forandring, især hos en ny veluddannet tresproget generation af grønlændere, der på den naturligste måde formår at være grønlændere og globale på samme tid. Grønland er for alvor på vej ud af den politiske kravlegård.
