Den morgen, hvor Trump var blevet valgt til præsident, var himlen grå over Brooklyn og inde i hovedet. Den tunge hovedpine, jeg følte over at være gået for sent i seng med frygt i maven, sove uroligt, for så at vågne til noget, der virkelig var et kvælende mareridt, gennemstrømmede virkeligheden. Det var svært at mærke, hvor min fysiske reaktion endte, og omverdenens manglende realitet begyndte.
Vi havde lovet børnene at vække dem, når Hillary var blevet valgt. I stedet måtte jeg sidde med mine døtre og et værkende hoved og forklare, at den mand, de havde hørt i radioen hver morgen i nyhederne de sidste mange måneder – ham, vi grinede ad, fordi vi i hvert fald stadig var danskere og kunne samles om det afsindige i, at han overhovedet fik taletid – at han havde vundet. At de andre i vores adopterede og ret elskede nye land, USA, havde stemt på ham.
