0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kroniken: Uden Gud går der rust i vores værdier

Vi lever i en glemsom og forvirret tid. Rundt omkring os flyder vraggods fra det ramponerede kirkeskib, som engang udstak kursen for dansk folkeliv. Foran os stiger en fremtidshorisont, som allerede nu tegner til at blive alt andet, end vi havde forventet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Vi har ingen tro, for vi har ingen gud – og uden sådan én går der både rust i værdierne og råd i frugterne«, skriver dagens kronikør. Tegning: Mette Dreyer

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg er født i slut-80’erne og vokset op i 90’erne som (akademiker)barn af den langstrakte fredstid med de dertilhørende pæne meninger og hjertensgode fremtidshåb for hele den globale landsby. Jeg kan huske stemningen fra dengang: I gamle dage havde der været mørkt i Europa; der havde både været krige, kriser og børnemishandlende patriarker, men nu var alt temmelig godt – og på vej til at blive endnu bedre.

For Danmark var et dejligt land, og snart skulle resten af den store vide verden nok blive ligesom os; frie, mætte, lige og glade. For inderst inde ønskede alle mennesker jo det samme – og det var kun den trælse storkapital og de ærgerlige amerikanere, der stod i vejen for den forestående genforeningsfest, hvor alle denne verdens mange hjørner, som alt for længe havde været kunstigt adskilt, endelig ville række hinanden hånden og leve som den fælles menneskefamilie, de jo alle var børn af.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage