Jeg er født i slut-80’erne og vokset op i 90’erne som (akademiker)barn af den langstrakte fredstid med de dertilhørende pæne meninger og hjertensgode fremtidshåb for hele den globale landsby. Jeg kan huske stemningen fra dengang: I gamle dage havde der været mørkt i Europa; der havde både været krige, kriser og børnemishandlende patriarker, men nu var alt temmelig godt – og på vej til at blive endnu bedre.

For Danmark var et dejligt land, og snart skulle resten af den store vide verden nok blive ligesom os; frie, mætte, lige og glade. For inderst inde ønskede alle mennesker jo det samme – og det var kun den trælse storkapital og de ærgerlige amerikanere, der stod i vejen for den forestående genforeningsfest, hvor alle denne verdens mange hjørner, som alt for længe havde været kunstigt adskilt, endelig ville række hinanden hånden og leve som den fælles menneskefamilie, de jo alle var børn af.