Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Vi beder næsten ikke mere til Gud, og det er en skam ifølge kronikøren, der ser troen som en måde at opetholde os selv som individer og styrke fællesskabet.

Vi beder næsten ikke mere til Gud, og det er en skam ifølge kronikøren, der ser troen som en måde at opetholde os selv som individer og styrke fællesskabet.

Debat

Giv os troen tilbage

Når paven kan, og når imamer kan, er det så ikke også på tide, at den danske folkekirke melder mere kollektivt ud med svar på tidens store spørgsmål. Hvornår kommer den danske folkekirke ind i kampen og giver os mod på at tro igen?

Debat

»Nu lukker Solen sit Øje, snart lukker jeg ogsaa mit, vor Fader i det Høje, Du lukker aldrig dit! Ja, vogt os Allesammen, saa Ingen drømmer stygt, da siger jeg glad mit Amen og sover sundt og trygt.«

Da jeg var lille – eller snarere begyndte at blive større – bad jeg altid aftenbøn. Det var ikke noget, jeg var blevet opdraget til. Det kom helt af sig selv. Jeg havde fundet bønnen i en børneantologi ’Den store vide verden’ eller noget i den stil hed bogen. Bagest, på sidste side var bønnen.

Hvis jeg virkelig syntes, jeg havde brug for den, så snuppede jeg den et par gange. Gentog bønnen. Den kan siges ret hurtigt. Ligesom når min mormor gjorde før de årlige familiemiddage. »Så si’r vi, Gud Fader, dig tak for dejlig mad. Amen«. Det kunne hun sige så hurtigt, at jeg var vildt imponeret.

Sidste juleaften var jeg med min dengang 5-årige datter Rose i Vor Frelser Kirke. Hun ved godt, hvem Gud og Jesus er, men syntes dog, det var ret vildt, at han hang lige i vores kirke. Det er interessant, at hun ligesom selv søger mod noget, der er større end hende selv. Nøjagtig som jeg gjorde det. Men ligesom så mange andre børn og voksne her i Danmark er hun ikke døbt. Færre og færre bliver det. Især i de større byer.

Ifølge en rundspørge foretaget af Megafon op til dette års store bededag, så bør den hedde lille bededag. Eller måske helt sløjfes – vi beder stor set ikke mere. Kun 11 procent beder dagligt. Andre 6 procent ugentligt. 40 procent af danskerne har aldrig bedt til Gud. Engang var fadervor et godt og sikkert valg. Nu er idealet, at man skal finde sin egen mening med tilværelsen. Vi skal helst anerkendes for, at vi hver især har fundet vores helt autentiske livsvej.

Samme rundspørge viser os, at mens kun få forældre modsætter sig, at deres børn synger salmer i skolen, da dette stadig betragtes som en del af den fælles kristne kulturarv, så er det at bede, der grænsen går. Det er kun rigtige kristne, der beder, mener flertallet.

Min datter Roses mor mente det også og modsatte sig på den baggrund Døtreskolen på Christianshavn. Jeg troede, hun var en af få, men nej, hun er en af mange.

Religionssociolog Peter Lüchau forklarede for nylig til DR Nyheder, at cirka 90 procent af de danskere, der dør, er medlemmer af folkekirken, mens kun 64 procent af alle danske børn bliver døbt. Der dør altså flere ud af folkekirken, end der bliver døbt ind i den. Og det efterlader os i et vakuum. Et vakuum, der begynder at blive mærkbart. For når kirkens og troens betydning bliver usynlig, så er vi fortabte. Det er min påstand.

For bare 100 år siden brugte vi folkekirken. Kirken rummede os, rummede ritualerne. Religionen gav os de gode svar på, hvad meningen med livet var. Kirkens kultur rakte ud i samfundet og var det lim, der bandt os sammen. Men vi har bevæget os væk fra kirkens og troens trygge rammer, og det stiller samfundet i et tomrum.

Vi har bevæget os væk fra kirkens og troens trygge rammer, og det stiller samfundet i et tomrum

Jeg har tænkt længe over dette. I mange sammenhænge. Måske fordi jeg har fået barn og derfor kan mærke behovet for noget, der er stærkere. Måske fordi jeg ser, hvor stærk andre menneskers kultur er gennem religion, og hvor svage vi selv er blevet i troen, når vi spejler os i deres tro.

Selvfølgelig tror vi, og kirken er stadig for mange rammen om de store begivenheder i menneskets liv. Vi er kristne, og det ligger jo dybt i vores fundament at være næstekærlig, hjælpe de svageste. Humanismen går jo stort set igen i alle kulturministerens nye nye bud på en dansk kanon. Deri ligger på en måde det hele.

Det smukke ved at vores tro på den måde er så stor og gennemgribende del af os – af samfundet – er, at troen næsten svæver usynlig over vores valg, beslutninger og handlinger frem for at blive dogmatisk og formynderisk.

Vi er kristne. Og kristendommen er samfundsbærende. Men er den næsten ikke blevet for usynlig. Når børn ikke bliver døbt. Når kirker må lukke, fordi der ikke kommer nogen. Når ingen af os længere beder og modsætter sig, at det sker. Går det så ikke ligesom med printavisen. Færre og færre kunder, og de, der er tilbage, er de gamle. Altså når der lige ses bort for den snart årlige generalforsamling i kirken – juleaften, hvor vi alle dukker op for at hygge os og få lidt julestemning.

Det kan forsvares, at vi er kristne. Men vi er reelt ikke længere et land, der tror. Et samfund af troende. Rekordmange har i dette år meldt sig ud af den danske folkekirke. Vi er nok efterhånden – medlemskab eller ej – så reelt ateister i troen. Og vi er ikke alene.

I hele Vesten er vi dybt præget af en overdreven tro på individet og personligt ansvar. I gamle dage sørgede livets åbenlyse brutalitet for løbende at minde folk om, hvor lidt styr på livet vi egentlig har. Mange flere børn døde i vuggen, fattige gik til bunds uden hjælp fra det offentlige, gamle blev syge og forkrøblede uden pleje.

Arbejde var manuelt, monotont og nedslidende. Ægteskab var en økonomisk overlevelsesmekanisme. Og på samfundsplan var der krig, epidemier og klasseskel nok til at kvase folks drømme om et bedre liv. Man blev med andre ord hele tiden mindet om, hvilken lille og indflydelsesløs brik man var i livets store spil.

Vi har en overdreven tro på, hvor megen indflydelse på livet individet har

I dag er det omvendt. Folk dør først, når de er gamle. De færreste, eller så godt som ingen går sådan helt til bunds økonomisk. Folk gifter sig ikke af nød, men af kærlighed – og lader sig skille, når der kommer en bedre mulighed for selvrealisering forbi. Jobbet er ikke et spørgsmål om overlevelse, men et udviklingsprojekt. Vi har en overdreven tro på, hvor megen indflydelse på livet individet har. Vi vil så gerne tro, at vi bestemmer vores egen skæbne. Men det er at leve på en løgn.

Vi bestemmer meget mindre, end vi selv tror. »Fordi samfundsudviklingen har medført færre storme og bedre vejrudsigter, er vi begyndt at bilde os ind, at vi kan kontrollere havet«, s journalisten Esben Kjær sagde for nylig.

Forleden i sommerhus genså jeg Lars von Triers tv-serie ’Riget’, en serie, der dybest set handler om lige dette. Kan I huske starten på hvert afsnit af ’Riget’? Ellers får I den her:

»Grunden under Rigshospitalet er gammel mose. Her lå Blegedammen engang. Her gik blegemændene og fugtede deres store lærreder i det lave vand for at lægge til blegning. Fordampningen indhyllede stedet i en permanent tåge. Senere byggedes Rigshospitalet her, og blegemændene blev skiftet ud med læger og forskere og landets bedste hjerner og mest fuldendte teknologi. Og som kronen på værket kaldte man stedet for Riget.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nu skulle livet defineres. Og uvidenhed og overtro aldrig mere ryste videnskaben. Måske er det blevet for meget med hovmodet og den konsekvente fornægtelse af det åndelige, for det er, som om kulden og fugten er vendt tilbage.

Små tegn på træthed er begyndt at vise sig i de ellers så moderne bygninger; ingen levende ved det endnu. men porten til Riget er begyndt at åbne sig på ny.«

Kulden og fugten er vendt tilbage. Vi er ikke truet udefra – vi er truet indefra – vi er truet af os selv.

Det er her kirken, den danske folkekirke, må ind igen, tilbage og blive den samlende faktor. Langt mere, end den er. For når flere og flere begynder atter at mærke, at hverdagen bliver skrøbelig. At vi har levet og lever på et grundlag, det er svært at leve op til, så kan kirken være den helle, det fællesskab og fundament, der kan give os ro i livet. Tro på livet.

Folkekirken, religionen, kristendommen har alle chancer for et comeback. Men det kræver, at den forstår at komme ind i kampen. Ikke med budskaber fra den enkelte kirke og præst. Men bliver en samlende kraft og med svar på spørgsmål.

Kirken som en del af debatten – den offentlige debat. En synlig kirke, på sociale medier, i aviser. Ja, de steder, hvor vi er, og hvor vi lytter.

En gudstjeneste er en samtale mellem Gud og mennesket. Sådan har Luther sagt, men hvad, hvis samtalen ikke længere føles fri eller ligefrem? Hvad, hvis samtalen mangler saft og kraft?

Hvad, hvis opsplitningen af stat og kirke, det sekulære, har taget så meget overhånd, at kirken er blevet usynlig? Mens jøder, katolikker og i høj grad muslimer er helt anderledes og i daglig kontakt med deres gud. Mens andres religioner har talsmænd med gennemslagskraft, styrke og dagsordener, så har den danske folkekirke det slet ikke. Den tør ikke. Eller vil ikke. Den mangler talsmænd. Den mangler den samlende kraft. Resultatet er, at vi ikke længere kan mærke kirken, føle den, bruge den. Endda på et tidspunkt, hvor vi faktisk igen rækker ud efter den.

Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens udtalte i Politiken 20. maj 2006, at for meget religion i det offentlige rum truer samfundets sammenhængskraft. Hvor tog han dog fejl her. Tværtimod truer den danske folkekirkes manglende indblanding sammenhængskraften.

Vi mangler dens bud på etiske og moralske dilemmaer, der står i kø for at blive besvaret. Men vores kirke er tavs. Mere tavs end nogensinde. I 500-året for Luthers reformation. Netop Luther gik ind for, at kirken ikke måtte være en fremmedgørende institution. Derfor oversatte han Biblen fra latin og satte kendte melodier til salmerne. Folket skulle være med.

Adskillelse af religion og politiker umulig, hvis kirken skal kunne give os stærke og gode svar på den verden, vi lever i

I dag synger kun få med, og Luthers vision om at skabe en udviklende kirke er for mange begravet som den tilsandede kirke i Skagen. Er det ikke på tide, at kirken igen bliver tankegods, værdier, kultur og ritualer, der betyder noget for mange flere? Hvad er Gud og religion for mennesket i dag? Kan kirken og gudstjenesten skabe rum for refleksion over moderne identitet i en verden, hvor der ikke kun er én sandhed?

Når paven kan sætte dagsordenen for global opvarmning, miljø og natur, ja, for stor set alt, når andre religioner kan, så kan den danske folkekirke også. Den kan i det mindste gøre forsøget. Være en slags etisk råd, der guider os. Kirken må tage chancen nu og være langt mere offensiv og markant. Sekularisering er sikkert godt, men det begynder at være det, der gør kirken fuldstændig usynlig og ligegyldig. Og vi er da så oplyste, at vi godt kan kende forskel på Lars Løkke og en biskop. Og også hvad der kommer ud af munden på dem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Far, jeg tror på Gud, men jeg vil godt lige møde ham først«, som min datter siger. Mon vi ikke er mange, der har det sådan? Vi mangler det håndgribelige. Som børn har vi troen og ofte også helt naturligt de rigtige værdier, tanker og dømmekraft, men vi mister undervejs i livet den renhed. Ingen guider os.

Adskillelse af religion og politik er umulig, hvis kirken skal kunne give os stærke og gode svar på den verden, vi lever i. Mister vi ganske enkelt interessen for Gud og kirken? Ja, for at tro. Hvis ikke kirken igen bliver identitetsskabende og medvirkende til samfundets sammenhængskraft, så er det kun et spørgsmål om tid, før den er helt meningsløs, ja, færdig. At den sekulære kirke har spillet fallit.

Vi er nået til et sted, hvor vi trænger til mindre selv og mere fælles. Vi orker ikke mere at være herre eller kvinde i eget hus. Vi har brug for noget, der er større og fratager os det ansvar, vi hele tiden tager for alt. Det at skulle sætte sig selv i centrum, det slider os op. Det gør os ikke lykkelige, men ulykkelige. Det skal kirken være med til at vende.

Kirken skal hjælpe os og være en del af den nye fortælling.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce