»Nationalstaterne har ingen svar på flygtningekrisen. Hvad har EU-landene gjort indtil videre? Vi har set Dublin-forordningen spille fallit, en midlertidig suspension af Schengen-samarbejdet om åbne grænser, befæstningen af de ydre grænser og afskrækkelsesforsøg, hvor man konsekvent forsøger at vise, at ’du skal ikke komme hertil, for så er det teltlejr og smykker, der skal afleveres’. Men intet er løst. Det har skabt en dominoeffekt, hvor andre lande forfølger det eksempel, som ender med et underbudscirkus, hvor vi håber, at naboen tager sig af problemet. Det kan ikke fortsætte sådan her. Vi er nødt til at se ud over nationalstaten for at finde løsningen. At vi ikke kan se flygtninge på vores motorveje, betyder ikke, at problemet med folk på flugt er løst«.

Sådan lyder kritikken fra Mikkel Flohr, der er ph.d.-studerende i social og politisk teori ved Roskilde Universitet. Han har netop oversat Hannah Arendts essay ’Vi flygtninge’ fra 1943 (læs et uddrag ved at klikke på linket), for selv om teksten er forfattet af en jødisk statsløs flygtning under Anden Verdenskrig, er hendes tekst om det at være flygtning ifølge Flohr mere end relevant i dag: