Vi var engang nogen, som folk holdt af, vi var elsket af venner og oven i købet kendt af udlejere som nogen, der betalte deres husleje til tiden. Engang kunne vi købe vores mad og køre med toget uden at få at vide, at vi var uønskede. Vi er blevet en smule hysteriske, efter avissælgere er begyndt at lægge mærke til os og råbe efter os på gaden, når vi går på indkøb. Vi undrer os over, hvordan det kan lade sig gøre; vi er i forvejen så forbandet påpasselige hvert eneste øjeblik af vores dagligdag for at undgå, at nogen gætter, hvem vi er, hvilken type pas vi har, hvor vores fødselsattester blev udfyldt – og at Hitler ikke kunne lide os. Vi prøver, så godt vi kan, at passe ind i en verden, hvor man er nødt til at være politisk bevidst, når man køber ind.
[…]
Jeg kommer aldrig til at glemme den unge mand, der sukkede: »Du ved ikke, hvem du taler til; jeg var afdelingsleder i Karstadt [et stormagasin i Berlin]«, da man forventede, at han ville acceptere en bestemt slags arbejde. Men der er også den midaldrende mands dybe fortvivlelse over at gå gennem utallige udvalg med henblik på at blive reddet, og som endelig udbrød: »Og ingen her ved, hvem jeg er!«. Siden ingen behandlede ham som et værdigt menneske, begyndte han at sende telegrammer til store og vigtige personer. Han lærte hurtigt, at i denne skøre verden er det lettere at blive accepteret som en 'stor mand' end som et menneske.
Jo mindre frie vi er til at beslutte, hvem vi er eller til at leve, som vi ønsker, jo mere prøver vi at opbygge en facade, skjule sandheden og spille skuespil. Vi blev udvist af Tyskland, fordi vi var jøder. Men vi havde knapt krydset den franske grænse, før vi blev til boches [fransk: nedsættende slang for tyskere]. Vi fik oven i købet at vide, at vi var nødt til at acceptere den betegnelse, hvis vi virkelig var imod Hitlers raceteorier. Over syv år spillede vi den latterlige rolle, hvor vi prøvede at være franskmænd – eller i hvert fald fremtidige medborgere; men i starten af krigen blev vi alligevel alle sammen interneret som boches. I mellemtiden var de fleste af os blevet så loyale franskmænd, at vi ikke engang kunne kritisere den franske regerings ordrer; så vi erklærede, at det var okay at blive interneret. Vi var historiens første prisonniers volontaires [fransk: frivillige fanger]. Efter tyskerne invaderede landet, ændrede den franske regering bare foretagendets navn: Vi blev fængslet, fordi vi var tyskere, og vi forblev indespærret, fordi vi var jøder.
