Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Thomas Borberg
Arkivfoto: Thomas Borberg
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Bjørn Bredal: Frankrig nærmer sig en revolutionær situation

Spillet om præsident-posten i Frankrig er nu fuldstændig åbent.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Frankrig er revolutionens land, det ved enhver. Bastillen, 1789, alt det. Men nok så afgørende: Frankrig er revolutionernes land. De store omvæltninger er kommet cirka hvert halve århundrede siden den store revolution. Somme tider som rigtige revolutioner med blod og borgerkrig, andre gange som statskup og retur til varierende grader af konge- eller kejserdømme. Svikmøllen kører, revolution og reaktion.

Præsidenten skal være populist indtil et vist punkt. En faderfigur for folket. Eller en moderfigur

Det særlige ved situationen, siden Frankrig fik sin nuværende ’Femte republik’ i 1958-62, har været blandingen af begge dele: republik og kongedømme. Den femte republiks præsident er så stærk, at han har majestætisk magt, men han er omgivet af et parlament, et senat og republikanske institutioner. En royal republik, som blev skræddersyet til general de Gaulle og kun for alvor fungerer, når præsidenten fylder forfatningen ud i stil med generalen.

Den socialistiske François Mitterrand, som regerede i fjorten år fra 1981 til 1995, fyldte forfatningen ud, men ellers har det knebet. Og de seneste fem år har den været helt gal med republikken, som ikke fungerer, når præsidentens popularitet ligger omkring ti procent, sådan som François Hollandes har gjort. Den royale republik kræver ikke bare en dygtig, en modig, en sympatisk eller en idealistisk mand (Hollande er faktisk det hele). Nej, den franske forfatning fungerer kun, hvis præsidenten er en karismatisk leder. Præsidenten skal være populist indtil et vist punkt. En faderfigur for folket. Eller en moderfigur, selvfølgelig. Marine le Pen?

Frankrigs svar på Donald Trump, Folkefrontens ekstremt højreorienterede forkvinde Marine Le Pen, står netop nu til at vinde første runde af præsidentvalget, søndag 23. april 2017 – endda med en pæn margen ned til nummer to, hvem så end det bliver. Men ved anden runde af præsidentvalget, søndag 7. maj, vinder Marine Le Pen ikke.

Det gør den endnu ukendte toer. For toeren vil i anden runde fordoble eller tredoble sit stemmetal fra første runde, mens Marine Le Pen vil få sit uhyggeligt høje stemmetal, ca. 25 procent af de afgivne stemmer, én gang til. Men så heller ikke mere. Det er forfatningens ’republikanske idiotsikring’.

Netop nu ser toeren ud til at blive den uafhængige centrum-venstrekandidat Emmanuel Macron, som er Frankrigs svar på Bjarne Corydon: liberalistisk ulv i socialdemokratiske fåreklæder. Men kaos råder både til højre og venstre. Og alle forudsigelser forudsætter, at forfatningen, ’Den femte republik’, holder frem til og med præsidentvalget.

Venstrefløjen har netop gennemført et ynkeligt primærvalg, som kun knap halvanden million franskmænd deltog i. Vinder blev venstrefløjskandidaten Benoît Hamon, som temmelig sikkert ikke har en chance for at vinde præsidentvalget. Taber blev tidligere premierminister Manuel Valls, som dog ville have haft en chance. Men Valls symboliserer den siddende præsident François Hollande, hans upopulære politik og hans ukarismatiske stil. Hollande opgav jo også selv at stille op. Kaos på venstrefløjen.

Og kaos også på højrefløjen: Vinderen af den fløjs primærvalg (som trods alt lokkede flere end fire millioner til urnerne), blev den tidligere premierminister François Fillon. Han slog både Bordeaux’ ellers så populære borgmester, Alain Juppé, og den tidligere præsident Nicolas Sarkozy. Fillon så ud til at være en stensikker vinder af selve præsidentvalget, til trods for at han akkurat ligesom Manuel Macron er en liberalistisk ulv i fåreklæder, blot er hans fåreklæder konservative.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men der kom en and på tværs af ulven. Satiremagasinet Le canard enchaîné, ’Den lænkede and’, har i en journalistisk kampagne afsløret, hvor meget Fillon har fiflet med fede jobs til sin familie, først og fremmest til sin kone, men også til et par af sine børn. Fru Fillon har på republikkens regning været sin mands ’parlamentariske assistent’ og hævet en kæmpehøj hyre, alt mens hun i årevis har forsikret, at hun var indbegrebet af en hjemmegående husmor, pæn og konservativ og ikke-arbejdende. Fillon overlever næppe som præsidentkandidat denne form for proforma ’parlamentarisk assistance’.

Så ja, kaos råder både til højre og venstre, mens præsidenten er på vej ud ad bagdøren, og ingen rigtig kan forestille sig, at nogen af de kendte kandidater bliver Frankrigs næste præsident. Der er vakuum i magtens midte, og det er faktisk en klassisk fransk situation – den situation, hvor revolutioner opstår. Det kan blive voldsomt, eller det kan blive mere blidt i form af, at en ’forsynets mand’ tilkaldes udefra. I 1958-1962 var l’homme providentiel general de Gaulle, og Frankrig fik sin Femte republik. I dag kunne ’forsynets mand’ være allerede nævnte Alain Juppé, men der er andre muligheder.

Kun ét er nogenlunde sikkert: Den femte republik er ved at dø, Den sjette republik er på vej – og dermed en ny revolution. Forhåbentlig fredelig.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden