0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

DR-profil: Danmarks Radio er mere populisme end public service efterhånden

Danmarks Radio beskyldes for pengefrås og slendrian. Det er langtfra sandheden. Kritikerne forbigår til gengæld et mere alvorligt problem: kvaliteten af programudbuddet. Der er mere ’poplic’ end public service.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Roald Als (Arkiv)
Tegning: Roald Als (Arkiv)

Der har været stor debat om DR-korrespondent Johannes Langkildes kones hest. Men problemet i DR er mere populisme end overflod.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er noget sært overfladisk over den seneste tids debat om Danmarks Radio. Ja, jo, gu er det da for galt med den der hest.

Små 70.000 kroner er immervæk en sjat. Og i tider, hvor programmer nedlægges, og dygtige medarbejdere smides på porten, ser det heller ikke kønt ud med generaldirektørens lønforhøjelse og nyhedsdirektørens rejsegodtgørelse.

Også i DR gælder det, at de rige bliver rigere, mens de mindrebemidlede må affinde sig med bortfald af privilegier og ingen eller en beskeden justering af salæret.

Men tag det fra én, der har været stalddreng i DR’s stutteri: Det er ikke en organisation, hvor økonomisk slendrian hører til dagens uorden.

Tværtimod.

Budgetterne bliver bevogtet af en republikanergarde, der vil gå i døden for at få tallene på bundlinjen til at stå med sort.

Sådan skal det naturligvis være, når man har med betroede midler at gøre.

Udefra ser det måske ud, som om der foregår en dekadent fest bag glasfacaden i Ørestad – en god ven sammenlignede tilstanden med Romerrigets sidste dage – men når man går rundt derinde, er virkeligheden mere prosaisk. Men alt er ikke godt af den grund. Langtfra endda.

Virakken om den transatlantiske hestefærd bør efter min mening tjene som løftestang til en diskussion om DR’s prioriteringer. Har man først sagt det upoetiske ord ’prioritering’, har man også sagt indhold, og så handler det ikke længere om en tilsyneladende lemfældig omgang med skattekronerne, men om det, der bliver vist på skærmen og kommer ud i æteren.

Danmarks Radio nyder samme status som Nationalmuseet og Det Kongelige Teater, men den lukrative position er truet. Regeringsgrundlaget slår fast, at licensen skal nedbringes og DR ’fokuseres’.

Hvor meget og hvornår bliver afgjort ved det politiske forhandlingsbord enten senere i år eller til næste år, men skriften på stalddøren er klar: Danmarks Radio kommer til at gennemgå en forandring.

Der bliver talt om alt fra et blodbad til en mere kosmetisk operation. Ingen ved endnu, hvor dybt kniven bliver ført, men stod det til mig, ville især DR 1 få den skarpe klinge at mærke. DR 1, kanalernes moderskib, udgør en særskilt udfordring, fordi den har til opgave at ’samle danskerne’.

Det helligste af alt i fjernsynsuniverset er en høj ’share’

Vi, folket, nationen, dig, mig, tante Tulle, onkel Moshe, Søren Ulrik Thomsen, Richard Ragnvald, pusherne på Christiania, Gladsaxe Pigegarde, de somaliske frisører i Vollsmose, fiskerne i Nordjylland, kartoffelavlerne på Fyn, de bornholmske mjødbryggere og kulturministeren skal samles om at se på amatørsangere, amatørbagere, gættelege, nostalgiske syngefilm, håndboldkampe og svenske krimier om bestialske mord i granskoven.

I bedste sendetidskal vi se naboens datter kæmpe tappert med marengsen og naboens søn skråle sig gennem et af tidens pophits.

Når de enten er sendt hjem eller stemt videre, kan vi hilse på gamle Barnaby, der for 117 gang prøver at opklare, hvem som har trampet rundt i lord Featherspoons blomsterbed.

Er det virkelig den blanding af bedaget smørrebrød og discount-pølser, vi skal samles om at sætte til livs?

’Vi’, skriver jeg. Dybest set aner jeg ikke hvem dette ’vi’ er.

Jeg er ikke en seismograf, der registrerer rystelserne i folkedybet. Måske har DR fat i den lange ende og giver seerne, nøjagtig hvad seerne efterspørger. Det kan de i givet fald lune sig ved på direktionsgangen, men fra mit synsfelt langt nede ad rangstigen er denne ellers stærkt relevante del af DR’s programvirksomhed reduceret til et tågelandskab, hvor kun et par enkelte magasinprogrammer lyser op.

Min