DR-profil: Danmarks Radio er mere populisme end public service efterhånden

Der er noget sært overfladisk over den seneste tids debat om Danmarks Radio. Ja, jo, gu er det da for galt med den der hest.

Små 70.000 kroner er immervæk en sjat. Og i tider, hvor programmer nedlægges, og dygtige medarbejdere smides på porten, ser det heller ikke kønt ud med generaldirektørens lønforhøjelse og nyhedsdirektørens rejsegodtgørelse.

Også i DR gælder det, at de rige bliver rigere, mens de mindrebemidlede må affinde sig med bortfald af privilegier og ingen eller en beskeden justering af salæret.

Men tag det fra én, der har været stalddreng i DR’s stutteri: Det er ikke en organisation, hvor økonomisk slendrian hører til dagens uorden.

Tværtimod.

Budgetterne bliver bevogtet af en republikanergarde, der vil gå i døden for at få tallene på bundlinjen til at stå med sort.

Sådan skal det naturligvis være, når man har med betroede midler at gøre.

Udefra ser det måske ud, som om der foregår en dekadent fest bag glasfacaden i Ørestad – en god ven sammenlignede tilstanden med Romerrigets sidste dage – men når man går rundt derinde, er virkeligheden mere prosaisk. Men alt er ikke godt af den grund. Langtfra endda.

Virakken om den transatlantiske hestefærd bør efter min mening tjene som løftestang til en diskussion om DR’s prioriteringer. Har man først sagt det upoetiske ord ’prioritering’, har man også sagt indhold, og så handler det ikke længere om en tilsyneladende lemfældig omgang med skattekronerne, men om det, der bliver vist på skærmen og kommer ud i æteren.

Danmarks Radio nyder samme status som Nationalmuseet og Det Kongelige Teater, men den lukrative position er truet. Regeringsgrundlaget slår fast, at licensen skal nedbringes og DR ’fokuseres’.

Hvor meget og hvornår bliver afgjort ved det politiske forhandlingsbord enten senere i år eller til næste år, men skriften på stalddøren er klar: Danmarks Radio kommer til at gennemgå en forandring.

Der bliver talt om alt fra et blodbad til en mere kosmetisk operation. Ingen ved endnu, hvor dybt kniven bliver ført, men stod det til mig, ville især DR 1 få den skarpe klinge at mærke. DR 1, kanalernes moderskib, udgør en særskilt udfordring, fordi den har til opgave at ’samle danskerne’.

Vi, folket, nationen, dig, mig, tante Tulle, onkel Moshe, Søren Ulrik Thomsen, Richard Ragnvald, pusherne på Christiania, Gladsaxe Pigegarde, de somaliske frisører i Vollsmose, fiskerne i Nordjylland, kartoffelavlerne på Fyn, de bornholmske mjødbryggere og kulturministeren skal samles om at se på amatørsangere, amatørbagere, gættelege, nostalgiske syngefilm, håndboldkampe og svenske krimier om bestialske mord i granskoven.

I bedste sendetidskal vi se naboens datter kæmpe tappert med marengsen og naboens søn skråle sig gennem et af tidens pophits.

Når de enten er sendt hjem eller stemt videre, kan vi hilse på gamle Barnaby, der for 117 gang prøver at opklare, hvem som har trampet rundt i lord Featherspoons blomsterbed.

Er det virkelig den blanding af bedaget smørrebrød og discount-pølser, vi skal samles om at sætte til livs?

’Vi’, skriver jeg. Dybest set aner jeg ikke hvem dette ’vi’ er.

Jeg er ikke en seismograf, der registrerer rystelserne i folkedybet. Måske har DR fat i den lange ende og giver seerne, nøjagtig hvad seerne efterspørger. Det kan de i givet fald lune sig ved på direktionsgangen, men fra mit synsfelt langt nede ad rangstigen er denne ellers stærkt relevante del af DR’s programvirksomhed reduceret til et tågelandskab, hvor kun et par enkelte magasinprogrammer lyser op.

Min mistrøstige opfattelse vil naturligvis blive fejet af med en standardbemærkning om, at DR ’løser sin public service-forpligtelse på en måde, som det store flertal af danskerne heldigvis finder tilfredsstillende’.

Direktøren for det hele, Maria Rørbye-Rønn, er ikke sen til at understrege, at DR ugentligt rækker ud til »96 procent af danskerne« på alle tilgængelige platforme. Hvis tallet stemmer, bliver det politiske krav til DR om at få kunder i butikken løst forbilledligt.

Det helligste af alt i fjernsynsuniverset er en høj share, dvs. at kapre så mange seere som muligt på et givent sendetidspunkt.

Mange af DR 1’s programmer kan endda opvise såvel høj share som høje seertal. Finere bliver det ikke. Succesen er med andre ord til at få øje på, og jeg bør pr. omgående stikke piben skråt op, når nu virkeligheden taler sit eget tydelige sprog. Seeropbakningen er sikret, men på et grundlag, der har mere med ’poplic’ end med public service at gøre. Her hopper jeg ud af den kollektive kædedans.

Misforstå mig ikke.

Jeg er ingen kostforagter. Lidt morskab er aldrig af vejen. Ha, ha! Se unger, Egon vender sgu cigaren indad! I længden føles det bare for tamt og tomt. Hvor er de tænkende, de udøvende, de kreative, de tunge, de vægtige, de velovervejede, de indsigtsfulde?

Rigtigt. De er der ikke. Hvorfor?

Fordi særligt DR 1, men desværre også i nogen grad DR 2 har udviklet en aversion mod programmer, som taler til hovedet. Vi skal rammes i maven, som det hedder.

’Tv handler jo om følelser, forstår du nok’, har svaret lydt de gange, jeg spagfærdigt har slået til lyd for, at man måske skulle satse mere på emner inden for kunst og kultur.

Følelser?! Hvem ved sine sansers fulde fem vil påstå, at historie, filosofi og litteratur ikke kan være følelsesbetonet? For slet ikke at tale om musik, film, scenekunst og billedkunst.

På den største kanal, den, som får flest penge og nyder mest synlighed, er omtrent alt, der blot lugter af ’kunst’, og som ikke får mærkatet ’drama’, kørt bort som brugte kulisser på et nedlagt teater.

Vi snakker idisse år stolpe op og stolpe ned om identitet og tilhørsforhold.

Selv min yngste søn på 10 år har lært, at verden forandrer sig.

»Ved du godt, papa«, sagde han for nylig, »at mange mennesker kommer til Danmark og gerne vil bo her, selv om de ikke kan sproget!«. Den for ham skelsættende nyhed er det, vi andre kender som globalisering.

På godt og ondt. Kulturelt, religiøst og etnisk er vi under så afgørende forandring, at der ikke er nogen vej tilbage til det oprindelige homogene samfund, som vi kendte det for blot en generation siden.

Hvad enten vi vil det eller ej, befinder vi os i det mangfoldige samfunds på en gang besnærende og besværlige realitet. Hvilken institution turde være bedre egnet til at skabe den berømte sammenhængskraft – samle danskerne på tværs af kommunegrænser, indtægter og etnicitet – end netop DR? Det fortvivlende er, at det ikke sker.

Min egen kæphest, og en billig én af slagsen, er litteraturen. Som BogForum vidner om, er der mange med samme præference.

Et bredt udsnit af borgere fra nær og fjern myldrer ind i Bella Centers rå betonhaller for at lytte til samtaler, høre på oplæsninger eller muntre sig med hidsige slagudvekslinger på scenerne. Det er nogle døgn med liv og glade dage.

Hvor er bogprogrammet på tv?

Svar: Det findes ikke. Der er ingen udsendelser med forfattere, ingen indslag om nye romaner, lyrik, perspektiverende essays, ingen litterære fejder eller spændende internationale gæster. Ingenting.

Tænk til sammenligning på, hvor mange politiske kommentatorer, finansanalytikere, royale forstå-sig-på’ere og sportseksperter der gæster studierne.

Hvorfor er ingen af de store kunstarter at finde på en kanal, der hævder at ville samle os?

Eller tag historien; der er forrygende salg i historiebøger, og den årlige historiefestival i Øksnehallen i København bugner af gæster.

Hvorfor har DR 1 ikke et fast historieprogram, der både kaster sig sultent over dansk historie og tager for sig af retterne på verdenshistoriens bugnende tagselvbord? Tal om emner til ’maven’! Eller hvad med den symfoniske musik, jazzen eller den klassiske sang?

Det behøver hverken være altmodisch, pænt med pænt på eller – o, skræk og rædsel – lærerigt. Hvem husker ikke det herlige ’Kontrapunkt’?

Nordiske kendere af klassisk musik dystede på deres viden.

Det er muligt, at vi ikke vred os i stolene af grin, men det var alligevel en fest. Endda mellem kulturelle frænder og på et fælles sprog.

De par gange, jeg har haft lejlighed til at lufte mine tanker om dette til nogen, der har noget at skulle have sagt i DR, er jeg blevet mødt med et overbærende smil og en henkastet bemærkning om, at jeg udtrykker et syn på tv-formidling, som ligger milevidt fra det, som folk flest kan lide.

Desuden er kanalerne sådan inddelt, at DR 1 ’samler danskerne’, DR 2 skaber debat, DR K tager hånd om kulturen (for et ubegribelig skrabet budget) og DR 3 henvender sig til dem under 40 år.

Den opfattelse må efterhånden være moden til et eftersyn. Helt almindelige mennesker, også kendt som danskere, kan mig bekendt også godt lide kunst, litteratur og historie.

Det er der så rigeligt bevis for. Det er ikke et spørgsmål om at lægge en stang dynamit under sendefladen og pulverisere den. Det er så rigeligt gjort med at supplere den nuværende omgang tomme kalorier, som hurtigt får maven til at knurre, med noget, som får hjernen til at snurre.

Hvad galt er der egentlig i det?

I min kones vemodige hjemland, Norge, viser NRK i perioder et stærkt seværdigt bogprogram.

Jeg aner ikke, om tiden står stille, og trafikken går i stå, mens programmet sendes.

Formentlig ikke. Men jeg ved, at ’Ola Nordmand’ i skikkelse af min svigerfar, en vejrbidt gammel bonde og jæger, med en smøg i kæften og en dram inden for rækkevidde, interesseret følger med. Og det er hverken pludrende voksenbabyer eller blodfattige teoretikere, der står for løjerne. Blot engagerede værter med lyst til formidling.

Også svenskerne, finnerne, tyskerne og franskmændene har bogprogrammer, som præsenter seerne for en måde at se verden på, som ikke kan omsættes i en let forståelig opstilling af ’for eller imod’ eller opgøres i en talkolonne.

Naturligvis vilmit synspunkt blive betragtet som elitært. Hus forbi.

Jeg bor ikke i et elfenbenstårn på de elysiske marker, men i en andelslejlighed i stuen ud til en befærdet vej. Det føles meget jordnært.

Jeg mener blot – apropos det jordnære – at mere variation i kulturudbuddet må være et berettiget krav at stille til en skattefinansieret medie- og kulturvirksomhed.

Forleden tændte jeg af gammel uvane for flimmerkassen og faldt tilfældigt over et program på DK4.

En glad mand i pæonrød skjorte stod i Machu Picchu i Peru og berettede af hjertens lyst om inkabyens arkæologiske betydning og den oprindelige befolknings kamp for at fastholde deres kultur.

Den efterfølgende rulletekst afslørede, at hele herligheden, som omfatter 4 afsnit, var lavet af journalisten og en fotograf samt en klipper.

Et beskedent mandtal om så stor en opgave, men den blev løst så tilfredsstillende, at i hvert fald denne småborger hoppede i sofaen og følte sig både oplyst og endda underholdt.

Oplysning på DR 1? Glem det.

Vi skal jo grine, græde eller gyse. Som salig Henrik Stangerup engang bemærkede, har vi vænnet os til, at det meste her til lands enten sælges for en vittighed eller for muligheden for at komme til at sparke hinanden i skridtet.

Hvis ikke det er sjovt, sexet eller har kant, dur det ikke.

For ikke at blive skudt uædle motiver i skoene må jeg hellere på falderebet notere, at jeg holder meget af DR og er helt på det rene med, at det en arbejdsplads, som tæller mange formidable journalister og redaktører.

Der bliver produceret timevis af endog rigtig gode kulturudsendelser både i radio og på de smalle tv-kanaler.

Dedikationen, talentet og viljen er til stede, men der, hvor det for alvor kunne batte, der er kulturen og kunsten reduceret til pligtstof forklædt som poppet underholdning.

Og netop der har DR et problem, som er langt mere påtrængende end en ekstravagant udgift til en korrespondentkones kæledyr.

Når nu licensen er noget, vi giver hinanden, må det også være hver mands ret at byde ind med råd og dåd.

Det er for pokker da et offentligt anliggende, ikke bare hvad vi putter i munden, men også hvad vi propper i hovedet.

Hvis den famøse hest har bidraget til at sparke porten op til en debat om kvalitet og indhold i DR, har den fortjent en ekstra omgang hakkelse i døgnets rejsestald.